Et smil er den korteste afstand mellem to mennesker, sagde Victor Borge.
Men som du sikkert selv ved, fra når den fulde onkel bliver lidt for insisterende til familiesammenkomsten, er det også helt normalt for mennesker at smile, når de bliver frustrerede.
Mennesker zoomer ud
Ved at analysere og sammenligne oprigtige smil med frustrerede smil, har forskere fra Massachusetts Institute of Technology (MIT) fundet ud af, at mange af de ansigtsmuskulaturer, vi bruger til de to, er de samme – og for mennesker kan det være meget svært at se, om et smil skyldes frustration.
Det er dog lykkedes forskerne at lave en computermodel, som kan genkende et frustreret smil i mere end 90 procent af tilfældene.
Til sammenligning gætter de fleste mennesker lige så ofte forkert, som de gætter rigtigt, når de skal afgøre, om et frustreret smil er oprigtigt.
Det skyldes ifølge forskerne, at mennesker har en tendens til at zoome ud og fokusere på hele personen over for dem, når de prøver at aflæse deres medmenneskers sindstilstand.
Lær mere om smil
I videoen herover kan du lære mere om, hvad forskellen er på et rigtigt smil og et frustreret smil, og hvorfor vi smiler i tilspidsede situationer – som for eksempel når et langt og irriterende online-spørgeskema bliver slettet, når man trykker på ’Afslut’, så personen ved skærmen skal starte helt forfra med at udfylde det.
































