Jordens historie fortalt som et kalenderår

Du har nok hørt geologerne tale om millioner af år. At det er 2,5 millioner år siden, at istiden startede i Norge, eller at det er 65 millioner år siden, at Atlanterhavet begyndte at åbne sig.

Måske har du hørt, at det efterhånden er 400 millioner år siden, at Norge kolliderede med Grønland.

Måske ved du også, at Jorden er hele 4.540 millioner år gammel? Og at der er sket utrolig mange og store forandringer i løbet af disse mange, mange år.

Hele kontinenter har flyttet sig, tusindvis af dyre- og plantearter er opstået, og nogle er helt forsvundet igen.

Klimaet er flere gange gået fra at være varmt, til koldt og tilbage til varmt igen.

Synes du, det er vanskeligt at sætte denne enormt lange historie - disse mange millioner af år - ind i de tidshorisonter, som vi er mere vant til?

Vi ved jo alle, hvor lang en dag er, en uge, en måned, endda et år - men flere millioner af år? Det er jo bare oldgammelt!

Lad os forsøge at se historien i et perspektiv, som vi måske bedre kan forstå. Forestil dig, at hele Jordens historie svarer til et år.

Det betyder, at Jorden blev skabt 1. januar, og at nutiden svarer til 00:00 1. januar året efter - er du med?

Lad os sammen kaste et blik tilbage for at se, hvad der er sket i løbet af det forgangne 'år'.

1. januar: Jordkloden og alle de andre planter i vores solsystem blev dannet i en roterende skive af gas og støv i universet.

Selve universet er 'to år' ældre og blev dannet ved det såkaldte 'Big Bang'.

Fra 1. januar til 13. februar befandt Jorden sig i en tidsepoke, som geologerne kalder Hadal eller Hadeikum, hvilket er en uformel æon omfattende den ældste del af Prækambrium.

.

Navnet Hadal kommer fra Hades, den græske underverdensgud.

I begyndelsen var det også en helvedesagtig verden med flydende magma på jordoverfladen og en atmosfære, som sandsynligvis bestod hovedsagligt af CO₂, nitrogen og vanddampe.

I løbet af disse første uger blev Jorden hele tiden bombarderet af meteoritter, og den mest dramatiske hændelse fandt sted allerede i den første uge: En planet med en diameter på cirka 6.000 kilometer (altså på størrelse med Mars) ramte Jorden med enorm kraft.

Materiale, som samlede sig i en bane omkring Jorden, blev slynget ud i atmosfæren.

Lige siden har månen lyst op i sit kredsløb om Jorden.

I løbet af januar måned blev det koldere, så magmasøen på Jordens overflade begyndte at størkne.

På den måde fik vi faste stoffer i form af mineraler og bjergarter.

I Australien har man fundet en lille zirkonkrystal, der menes at være helt fra 12. januar!

Hen imod slutningen af januar var jordoverfladen så tilpas afkølet, at vanddamp i atmosfæren kondenserede, og det begyndte at regne.

Det var et rigtigt uvejr med enorme nedbørsmængder og frygtelige storme. Vandet samlede sig i store oceaner, og Jorden begyndte at ligne den planet, vi kender i dag med hav- og landområder.

Grundlaget for liv var lagt, og måske eksisterede der allerede encellede mikroorganismer rundt omkring i de varme kilder på havbunden.

13. februar begyndte en tidsepoke kaldet Arkæikum, som er Jordens ældste geologiske periode (eon). Navnet Arkæikum kommer af latin archæicum, af græsk archaios, som betyder 'gammel, fortidig'.

Hen imod slutningen af marts opstod de første cyanobakterier muligvis. Cyanobakterier er primitive mikroorganismer i havet, som får energi gennem fotosyntese, og som frigiver oxygen som et affaldsprodukt.

I begyndelsen blev alt oxygenet optaget af blandt andet jern, som var blevet opløst i vandet, og som blev udfældet som jernoxid på havbunden.

Sådan fortsatte bakterierne i et par måneder, men omkring Sankt Hans ændrede forholdene sig.

13. juni markerer starten på tidsperioden Proterozoikum, som betyder 'tidligt liv'. Nu er bakterierne blevet mange nok til at producere mere oxygen, end jernet og det organiske materiale i havet kan nå at binde.

For første gang slipper oxygen ud i atmosfæren.

Omkring 30. juni er indholdet af oxygen steget så meget, at det udløste det, som geologerne kalder ‘oxygenkatastrofen’.

Den udledte oxygen virkede som en gift på alle de anaerobe mikroorganismer, som eksisterede. Det førte til en økologisk katastrofe.

.

Det fik også en anden meget dramatisk følge; atmosfærisk methan, som er en yderst effektiv drivhusgas, blev oxyderet til vand og CO₂.

Methanmængdens drivhuseffekt ophørte, og jordoverfladen blev meget koldere; faktisk så kold, at hele kloden blev dækket af is i den sidste halvdel af juni og første halvdel af juli. Det var en meget dårlig sommer…

Men det udledte oxygen havde også positive effekter: Aerobe organismer udviklede sig i økologiske nicher, 'jorden begyndte at ånde', og de første encellede organismer blev formentlig dannet allerede omkring 15. juni - i hvert fald før 16. august.

I det tidlige forår (Arkæikum) var Jordens yderste lag - jordskorpen - allerede blevet delt op i plader, som bevægede sig i forhold til hinanden.

Havområder åbnede og lukkede sig, og kontinenter kolliderede og gled væk fra hinanden igen.

Omkring 9. september var alle kontinenterne samlet i ét stort superkontinent, som kaldes Rodinia.

Men heller ikke det varede evigt. Allerede 19. oktober blev Rodinia splittet op i flere mindre landmasser, som drev rundt på kloden.

Midt om dagen 17. november sluttede den proterozoiske tidsalder brat, og Jorden gik ind i det, som geologerne kalder Fanerozoikum, 'det synlige livs tidsalder'.

Pludselig dukkede en mængde forskellige komplekse organismer op i havet, og de udviklede sig meget hurtigt.

.

Urtidsbakterierne delte havet med andre større dyr, hvoraf de bedst kendte er trilobitterne.

Jordoverfladen var en gold ørken uden antydningen af noget grønt, men nu skete der ting og sager.

Få dage senere - 25. november - opstod de første landplanter, og umiddelbart derefter - 29. november - koliderede Norge med Grønland. Derved blev Den Kaledoniske Bjergkæde dannet, som den dag i dag præger store dele af Norges geologi.

11. december blev Jorden ramt af den største masseudryddelse, der nogensinde har fundet sted. Omkring 90 procent af alle arter forsvandt i løbet af 'et par timer'.

Årsagen bliver stadig diskuteret, men tidspunket falder sammen med enorme vulkanudbrud i Sibirien, hvor lavaen dækkede et område på størrelse med Australien.

Livet kom ikke på benene igen før en '3-4 dage' senere, men så var der til gengæld dukket mange nye arter op, blandt andet dinosaurerne.

Idyllen varede ikke længe. Allerede 26. december ramte en meteorit med en diameter på cirka 10 kilometer jordoverfladen i et område, vi i dag kender som Mexico.

Endnu en engang blev størstedelen af arterne (op til 70 procent) udryddet, heriblandt dinosaurerne.

Gennem store dele af december var klimaet på Jorden varmt, men efter den sidste masseudryddelse oplevede kloden en global kuldebølge, som om aftenen 28. december førte til nedisning af Sydpolen og af Nordpolen tidligt om morgenen d. 31. december.

Resten af årets sidste døgn var præget af kulde. Hele 30 gange i løbet af de sidste timer har store dele af Europa været nediset, kun afbrudt af minutlange varme vindstød og tøvejr.

Og så om aftenen, d. 31. december cirka kl. 20.30 kommer Homo erectus ind i billedet i Afrika. Arten, som lærer at bruge ild til madlavning cirka kl. 21.45, og som hen imod kl. 23.37 udvikler sig til Homo sapiens ‘det tænkende menneske’.

Tolv minutter før midnat - og længe før man har tænkt på landegrænser - forlader enkelte individer Afrika og kommer til Europa kl. 23.55.

27 sekunder før midnat bygger egypterne pyramiderne, og 14 sekunder før midnat bliver Jesus født.

De fleste mennesker, som lever på kloden idag, blev født mindre end ét sekund før midnat; altså for et ganske kort øjeblik siden.

Den viden, vi har om mennesket, fremskaffet af historikerne og arkæologerne, dækker med andre ord kun de allersidste timer af det år, som repræsenterer Jordens udvikling.

De resterende 354,8 dage står geologerne for. Det er en formidabel opgave, ikke sandt?

Denne artikel blev først publiceret som et blogindlæg på Norges Geologiske Undersøgelses hjemmeside.

©forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark.