Hvis du er moralfilosof, hvorfor er du så ikke et bedre menneske?

Aristoteles, en af filosofiens grundlæggere, mente, at moralfilosofiens primære mål var at hjælpe os til at blive gode mennesker. Som han formulerede det i sit moralfilosofiske hovedværk 'Den Nikomacheiske Etik'( Bog 1, afsnit 2):

»Vor undersøgelse har jo ikke til formål, at vi kan vide hvad dyden er, men at vi kan blive gode mennesker; ellers var den jo ingen nytte til.«

Men er dette rigtigt? Bliver man bedre til moral ved at forske i, studere og tænke over moralske problemer og teorier? Sat helt på spidsen: Er professionelle moralfilosoffer moralsk bedre mennesker end folk der ikke er moralfilosoffer?

Umiddelbart virker dette måske som en meget plausibel tanke. En person der har studeret stjerner, planeter, galakser, astrofysik og kosmologi, vil, alt andet lige, være en bedre astronom og vide mere om astronomi, end en person der ikke har brugt tid på den slags ting.

Så hvorfor skulle en person, der bruger det meste af sin tid på at studere og forske i moral, ikke gradvist blive bedre til at tænke og handle moralsk, end personer der aldrig har beskæftiget sig med moralfilosofi.

Fra tanke til empiri

Men en ting er hvad der umiddelbart forekommer rimeligt og plausibelt. Noget andet er, hvad der empirisk set er belæg for at hævde. Den amerikanske filosof Eric Schwitzgebel besluttede sig derfor for at undersøge, hvorvidt det rent faktisk var rigtigt, at moralfilosoffer er bedre til at handle og tænke moralsk end andre mennesker.

Men hvordan måler man, om folk er moralske? Og hvordan undersøger man om moralfilosoffer er mere moralske end andre?

Schwitzgebel udtænkte en række forskellige måder at gå til dette spørgsmål. Hans grundlæggende tilgang var at undersøge, om moralfilosoffer er mere tilbøjelige end andre befolkningsgrupper, til at handle på måder, som normalt betragtes som moralsk prisværdig, eller i det mindste synes at udtrykke et vist moralsk sindelag.

Bogudlån

Et af Schwitzgebels studier (Schwitzgebel 2009) gik således ud på at undersøge, om moralfilosoffer er mere eller mindre tilbøjelige til at aflevere udlånte biblioteksbøger end andre typer af universitetsansatte akademikere. Hvis man er et moralsk anstændigt menneske, ræsonnerede Schwitzgebel, så afleverer man de bøger man har lånt, og man afleverer så vidt muligt til tiden.

Så hvis man virkelig bliver et bedre moralsk menneske af at studere moralfilosofi, så burde moralfilosoffer være mere tilbøjelige til at aflevere deres biblioteksbøger end andre akademiske faggrupper.

For at finde ud af om det var tilfældet udarbejdede Schwitzgebel en liste med 126 moralfilosofiske værker udgivet efter 1985. Der var tale om relativt obskure værker, dvs. værker der var ukendte for både ikke-filosoffer og for filosoffer, som ikke specifikt arbejder med moralfilosofi.

Schwitzgebel undersøgte udlånsstatus på biblioteker

Der var derfor tale om værker, som kun professionelle moralfilosoffer (og deres studerende) formodes at kende til og have interesse i. Schwitzgebel antog derfor, at disse værker primært ville blive udlånt til akademiske moralfilosoffer og andre med en dyb og vedvarende interesse i moralfilosofi.

Som kontrol udarbejdede Schwitzgebel en tilsvarende liste med 149 (ligeledes obskure) værker indenfor andre grene af filosofien. Derefter undersøgte Schwitzgebel udlånsstatus på en række amerikanske og britiske universitetsbiblioteker for samtlige titler på hans to lister.

Mere konkret konsulterede han 13 amerikanske og 9 engelske online bibliotekssystemer, og noterede om bøgerne på hans lister var registreret som

1. Ikke udlånt
2. Udlånt og lånetid ikke overskredet
3. Udlånt og lånetid overskredet og endelig
4. Bortkommet.

Med udgangspunkt i de indsamlede data sammenlignede Schwitzgebel derefter udlånsstatus for bøgerne på sine to lister, med særlig fokus på de to sidste kategorier: bøger der enten var bortkommet eller hvor udlånstiden var overskredet.

Ved at kigge på disse to kategorier ville man nemlig kunne få et overblik over, hvilken typer af bøger (moralfilosofiske værker eller andre typer af filosofiske værker) der oftest forsvandt/blev afleveret for sent.

De undersøgte bøger var primært kendt af professionelle

I en nøddeskal var konklusionen, at bøgerne på listen over moralfilosofiske værker oftere havde overskredet udlånstid eller helt forsvandt, end bøgerne på listen over andre filosofiske værker.

Og da de undersøgte bøger primært var kendt af og af interesse for professionelle moralfilosoffer, så synes dette at pege i retning af, at moralfilosoffer er mindre tilbøjelige til at aflevere biblioteksbøger til tiden end andre filosoffer.

For at kontrollere og efterprøve dette resultat gennemførte Schwitzgebel endnu et studie. Denne gang undersøgte han udlånsstatus for en række veletablerede, kendte og klassiske filosofiske og moralfilosofiske værker udgivet før 1900.

Moralfilosoffer er som alle andre, når det gælder tilbagelevering af biblioteksbøger

Resultatet var det samme: De moralfilosofiske værker forsvandt oftere og havde oftere overskredet udlånstid end de øvrige filosofiske tekster, som var inkluderet i undersøgelsen.

På denne baggrund konkluderede Schwitzgebel at:

»Hvad angår deres behandling af biblioteksbøger, så synes folk der læser moralfilosofi ikke at opføre sig bedre end folk, der beskæftiger sig med andre former for filosofi. Ja, det modsatte synes faktisk at være tilfældet. Deraf følger naturligvis ikke, at moralfilosoffer og deres studerende generelt opfører sig på samme måde som, eller lidt dårligere end, folk med interesse for andre filosofiske fagområder. At kunne drage denne konklusion kræver flere studier, der undersøger en lang række forskellige former for moralsk adfærd. Men på ét område, hvor moralfilosoffer kunne have udvist overlegen samvittighedsfuldhed, ærlighed og omsorg for andres ejendom, fejlede de.« (Schwitzgebel 2009, s. 722-723).

Kort sagt: På et konkret område, nemlig tilbagelevering af biblioteksbøger, synes moralfilosoffer (eller i det mindste folk med interesse i moralfilosofi) at opføre sig lige så godt (eller dårligt) som andre filosoffer, ja, måske endog en smule værre.

Politologer var lidt mere tilbøjelige til at stemme end øvrige

Man kan selvsagt ikke give en samlet vurdering af moralfilosoffers moralske habitus alene ud fra deres tilbøjelighed til at aflevere biblioteksbøger til tiden. Schwitzgebel har derfor, i samarbejde med kollegaer og studerende, gennemført en række lignende studier af andre former for moralsk adfærd.

I et af disse studier (Schwitzgebel & Rust, 2010) undersøgte Schwitzgebel og en kollega, om moralfilosoffer er mere tilbøjelige til at stemme til politiske valg end andre grupper af universitetsansatte. Deres tese var, at alt andet lige (og med en masse forbehold) så er det i et repræsentativt demokrati moralsk bedre at være en aktiv borger, der afgiver sin stemme end at være sofavælger.

Derfor burde moralfilosoffer og filosoffer der beskæftiger sig med politisk filosofi, være mere tilbøjelige til at stemme end andre universitetsansatte akademikere.

Studiet viste, at moralfilosoffer og filosoffer der beskæftiger sig med politisk filosofi er lige så tilbøjelige til at stemme, som andre faggrupper på universitet (Den eneste af de undersøgte faggrupper, der skilte sig markant ud, var politologer, som generelt var lidt mere tilbøjelige til at stemme end de øvrige).

Hvad angår vælgeradfærd synes moralfilosoffer derfor heller ikke at være moralsk set bedre end andre.

Betaling af deltagergebyr

I et andet studie (Schwitzgebel 2012) undersøgte Schwitzgebel om moralfilosoffer er mere tilbøjelige til at betale det obligatoriske gebyr til filosofiske konferencer end andre filosoffer.

Igen var tesen (jævnfør de to ovennævnte studier), at det alt andet lige er moralsk bedre at betale det konferencegebyr man er forpligtet til, end at deltage i konferencen uden at betale. Og forventningen var, at hvis moralfilosoffer vitterligt er mere moralske end andre mennesker, så ville de være mere tilbøjelige til at betale deres konferencegebyr end andre typer filosoffer.

Heller ikke her skilte moralfilosofferne sig imidlertid ud. Ved de konferencer han undersøgte (møderne i American Philosophical Association, Pacific Division i årene 2006-2008), havde 74 % af de deltagende moralfilosoffer og 76 % af de øvrige deltagere betalt det påkrævede gebyr.

Moralfilosoffer er altså lige så tilbøjelige som andre filosoffer til at 'glemme' at betale for deres deltagelse i faglige sammenkomster.

Moralfilosoffers adfærd blev også undersøgt ved konferencer

I et tredje studie (Schwitzgebel et al 2012) undersøgte Schwitzgebel og hans kollegaer moralfilosoffers adfærd ved filosofikonferencer. Mere præcist undersøgte de om moralfilosoffer var mere høflige og udviste større pli og mere omtanke under sådanne konferencer end andre filosoffer.

Forventningen var, at hvis moralfilosoffer er mere moralske end andre mennesker, så vil de være mindre tilbøjelige til at tale højlydt under andres oplæg, til at larme hvis de forlader et lokale midt under et oplæg og til at efterlade skrald og affald efter et foredrag end andre filosoffer.

Endnu engang viste denne forventning sig ikke at blive opfyldt. Schwitzgebel og hans kollegaer observerede fire konferencer: årsmøderne i American Philosophical Association, Pacific, Central og Eastern Division i 2008 og årsmødet i American Philosophical Association, Pacific Division 2009.

Ved disse konferencer var deltagerne ved moralfilosofiske foredrag og workshops lige så tilbøjelige til at handle uhøfligt eller ubetænksomt, som deltagerne ved andre typer foredrag/workshops. Den eneste undtagelse var deltagerne i foredrag om miljøetik, som syntes at efterlade en smule mindre affald end deltagerne ved andre foredrag.

Ved disse konferencer var moralfilosoffer altså ikke mere høflige eller betænksomme end andre filosoffer.

Så hvad har vi lært?

På de forskellige parametre for moralsk adfærd, som Schwitzgebel opstiller (tilbøjelighed til rettidigt at aflevere biblioteksbøger; tilbøjelighed til at stemme; tilbøjelighed til at betale deltagergebyr til konferencer og tilbøjelighed til at udvise høflighed og omtanke ved filosofikonferencer), synes moralfilosoffer altså ikke at opføre sig bedre end andre filosoffer (eller andre akademikere).

Baseret på Schwitzgebels studier er der derfor ikke noget grundlag for at hævde, at moralfilosoffer skulle være mere moralske end andre. Samtidig rejser denne forskning en lang række interessante spørgsmål.

Schwitzgebel og hans kollegaer har udelukkende studeret moralfilosoffer og akademikere fra (eller ansat i) USA. Vil vi få de samme resultater, hvis vi undersøgte moralfilosoffer fra andre lande? Fra andre kulturer? Hvordan ville moralfilosoffer klare sig, hvis vi i stedet for at sammenligne dem med andre akademikere begyndte at sammenligne dem med ikke-akademikere?

Hvad ville der ske, hvis vi i stedet for at betragte de forholdsvis trivielle former for moralsk adfærd, som Schwitzgebel har undersøgt, kiggede på moralfilosoffers syn på moralsk kontroversielle emner som abort, dødsstraf etc?

En anden type ubesvarede spørgsmål drejer sig om moralfilosofiens rolle og formål. Hvis interesse for og kendskab til moralfilosofi ikke synes at have en positiv indflydelse på personers adfærd, hvorfor så overhovedet studere moralfilosofi?

Er moralfilosofiens mål alene at give os en bedre teoretisk forståelse for moralske problemer og spørgsmål? Men hvilket formål tjener en sådan teoretisk forståelse, hvis ikke den på den ene eller den anden måde kan hjælpe os til at blive bedre mennesker? Og så er vi atter tilbage ved Aristoteles.

Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.