I sommeren 2020 fik næsten 40 procent af de engelske elever i gymnasiets afgangsklasser udregnet deres karakterer med udgangspunkt i en algoritme, fordi årets eksamener var blevet aflyst på grund af corona.
Det viste sig dog, at algoritmen favoriserede elever fra privatskoler, som ofte fik bedre karakterer, mens elever fra offentlige skoler, beliggende i socialt udsatte områder, fik dårligere karakterer end forventet.
Karakteren er afgørende for, hvilke universiteter og uddannelser eleverne kan søge optagelse på. Efter massiv kritik måtte det engelske undervisningsministerium trække de algoritmebaserede karakterer tilbage.
I de her år oplever vi en stigende digitalisering af skole og uddannelse. Vi ser ligeledes en øget indsamling og anvendelse af data.
På baggrund af min nye bog ‘Hvor kommer lyset fra? Data i uddannelse og ledelse‘ vil jeg i det følgende give eksempler på den nævnte udvikling og diskutere dets fordele og ulemper.
Budskabet er, at man ikke ureflekteret bør bruge data som grundlag for faglige, skole-, ledelsesmæssige og uddannelsespolitiske beslutninger.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet og Syddansk Universitet.
Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Krav om brug af it begyndte i 1980’erne
I folkeskolen har it været på dagsordenen siden 1984, hvor eleverne fik mulighed for at vælge datalære.
I forbindelse med folkeskoleloven i 1993 blev der formuleret krav om, at it skulle integreres i alle fag og på alle klassetrin. I begyndelsen fungerede dette dog primært som en uforpligtende hensigtserklæring.
Senere kom der krav om, at alle lærere skulle have pædagogisk it-kørekort, ligesom kommunale og statslige initiativer løbende har bidraget til at fremme udviklingen.
Efter år 2000 er it langsomt blevet en integreret del af hverdagen. Samtidig med at nye digitale teknologier er blevet udbredt, sådan som det også er sket i resten af samfundet.
Nyt med data for trivsel, fravær og læring
De senere år har vi været vidne til en ny tendens. Nemlig en tendens til det, man kan kalde dataficering, som går hånd i hånd med tendensen til øget digitalisering.
Der er i stigende grad krav og forventninger om, at skoleledere og lærere løbende inddrager data i forbindelse med skolens faglige, pædagogiske og strategiske udvikling.
De to tendenser understøtter hinanden og lever så at sige gensidigt af hinanden.
Digitalisering sigter til, at uddannelsesmæssige forhold, som tidligere var analoge, nu digitaliseres.
Det gælder eksempelvis lærebøger, pædagogisk formidling og vurderinger af elevernes adfærd, læring og præstationer.
Dataficering henviser til, at information om uddannelse, for eksempel opnået gennem undersøgelser eller maskinlæring, omskabes til digitale data.
Det gælder forhold som elever og skolers fravær, trivsel, læring og aktiviteter. De digitale data danner afsæt for databaser, tabeller, grafer, sammenligninger, dvs. forskellige former for visualiseringer, og udgør grundlaget for faglige, pædagogiske og strategiske beslutninger.
De to tendenser, dataficering og digitalisering, medfører, at centrale idéer om uddannelse, læring og pædagogik udfordres og er under forandring, herunder leder-, lærer- og elevroller.
\ Læs mere
Platforme vurderer elevens læring
I stedet for at lærerne for eksempel vurderer, hvilke materialer og hvilken sværhedsgrad eleverne har brug for, og hvordan formidlingen skal ske, bliver det i stedet digitale læringsplatforme, og de adaptive læringssystemer eleverne arbejder med, der træffer beslutningen.
Et kendt eksempel på et adaptivt system, er de omdiskuterede nationale test, der tilpasser sig efter elevernes niveau.
I stedet for at skoleledere med afsæt i erfaringer, og i dialog med lærergruppen, afgør, hvilke pædagogiske og strategiske indsatser der skal gælde, præsenteres de for kommunale datapakker. Dette sker for eksempel i forbindelse med møder mellem skoledere og skoleforvaltningen. Datapakkerne danner grundlag for beslutninger om, hvad skolen skal prioritere og fokusere på.
I stedet for at embedsfolk og politikere lader idéer og værdier dominere, når de skal formulere visioner for udviklingen af skolen, støtter de sig i stigende grad til data, der tager afsæt i nationale og internationale målinger.
Det vurderes således, at Danmark i hvert fald indtil for nylig var et af de tre lande i verden, hvor Pisa-målingerne har haft størst effekt på uddannelsespolitikken.
Flere datadrevne beslutninger
Individer, institutioner og samfund får således adgang til nye muligheder, som de kan støtte sig til, når de skal træffe beslutninger, udvikle praksis, skabe resultater og formulere strategier. Data er den nye olie eller bacon, som det ofte populært formuleres.
Det indledende karaktereksempel fra England viser dog, at algoritmebaserede eller datadrevne beslutninger ikke nødvendigvis er intelligente eller gode beslutninger.
Langt fra alle datadrevne beslutninger skinner af guld.
I de kommende år må vi forvente, at udviklingen speedes op på grund af den teknologiske udvikling. Samtidig ser vi, at store globale uddannelsesvirksomheder investerer massivt i digitale medier og systemer, som henvender sig til skolen
Vi bør lære at omgå tendensen klogt med et kritisk og reflekteret blik for såvel fordelene som ulemperne.
Dataficering, herunder såkaldt datadreven ledelse, udstyrer i bedste fald skolen med en slags sjette sans, som giver nye skolen muligheder, den ikke tidligere har været i besiddelse af. For eksempel blev der brat sat en stopper for den danske folkeskoles tro på, at den var verdens bedste, da internationale målinger om læsning og naturfag ramte os i 1990’erne og 00’erne.
I årene efter har der for eksempel været et tiltrængt øget fokus på udvikling af elevernes læsekompetencer.
Også på den enkelte skole har arbejdet med data i en række tilfælde givet anledning til, at der er kommet fokus på pædagogiske og faglige udfordringer, som ellers var usynlige:
Er der eksempelvis særlige grupper af elever, som får dårlige resultater og har lavere trivsel, end vi kan forvente?
\ Mere om bogen ‘Hvor kommer lyset fra?’
Finn Wiedemann, denne artikels forfatter, er aktuel med bogen ‘Hvor kommer lyset fra? Data I uddannelse og ledelse‘, udgivet af Syddansk Universitetsforlag.
I bogen giver Wiedemann konkrete eksempler på, hvordan data spiller en stadig større rolle og giver os adgang til nye muligheder, bl.a. for at forudsige fremtiden. Men de muligheder kommer med en pris, som vi bør diskutere, så data ikke bliver anvendt uden kritisk refleksion.
Læs mere her.
Data kan udfordre vores forestillinger
Datainformerede eller datadrevne undersøgelser kan ideelt set medvirke til at sætte spørgsmålstegn ved myter, dogmer, hævdvundne forestillinger og traditioner, sådan som har været den empiriske videnskabs formål siden oplysningstiden.
Den stigende brug af data rummer altså en række muligheder og perspektiver for at identificere problemer og udfordringer, som det tidligere var svært at få øje på, eller som der måske var uenighed om blandt skolens aktører og interessenter reelt var et problem.
Det er en af dets styrker og perspektiver
Udfordringen er at undgå, at vi naivt og betingelsesløst har tillid til, at det kun er særlige former for data, typisk kvantitative og algoritmebaserede data, som er relevante, når vi skal træffe beslutninger, få nye idéer eller identificere mønstre og sammenhænge.
Den form for viden, som historisk har præget skolens fællesskaber – dvs. kvalitativ eller narrativ viden, eksempelvis erfaringer, eksempler og fortællinger – bør fortsat dominere beslutninger og idéer.
Data i skole og uddannelse er altså et middel, som kan være relevant at bruge i forhold til for eksempel målet om at skabe større uddannelsesmæssig lighed eller bedre kvalitet.
Der, hvor problemet opstår, er, hvis data bliver et mål i sig selv.
Data indeholder ikke nuancer og kontekst
Brugt ensidigt og uklogt er tendensen til dataficering en styrings- og ledelsesfilosofi, som risikerer at trække skolen, lærerne og dets interessenter væk fra kerneopgaven, dvs. dannelse og uddannelse.
Konsekvensen er, at forståelsen af undervisning, skole og uddannelse grundlæggende forandres, og det ikke længere er lærere og ledere, som qua deres professionalisme træffer faglige og pædagogiske valg og beslutninger med afsæt i deres lokale kendskab til for eksempel elever og forældres situation.
Risikoen er, at det kun er tallene, der taler, mens konteksten, og de aktører, der har særlige erfaringer og indsigt, som kan forklare eller nuancere tallene, underkendes.
Eksperter, skoleforvaltninger og politikere påberåber sig objektiv viden og indsigt om et område eller en problemstilling med afsat i kvantitative data, de ikke personligt har erfaringer med eller indsigt i.
De gør brug af det, der lidt teknisk hedder afstandsteknologi.
\ Læs mere
Et godt redskab, som ikke må blive et mål i sig selv
Brugen af data og tal kan udmatte og demotivere skoleledere og lærere. Som en skoleleder fortæller i min bog:
»Han (embedsmanden) blev ved med at fokusere på, hvordan vi kunne forbedre vores resultater. Men 30 procent af vores elever har sager hos socialforvaltningen. Vi har forældre, som mangler forældreevner (…) vi informerer om alle disse faktorer (til møderne), men alt i alt lyder det som et forsvar (…) Og vi gør aldrig et godt nok job. Vi føler os udmattede.«
Vi må insistere på, at skolen er et demokratisk fællesskab, sådan som pædagogiske fyrtårne som John Dewey og senere Gerd Biesta har argumenteret for.
Bestemte former for data skal ikke begrænse eller stoppe den demokratiske deltagelse og dermed samtalen om, hvorfor skolen ser ud, som den gør samt det helt centrale spørgsmål om, hvor den skal bevæge sig hen.
Skolens virkelighed rummer langt større kompleksitet, end tal og kvantitative data rummer.
Vi skal selvfølgelig benytte os af muligheden for at inddrage data, men det skal ske med omtanke og med blik for de konsekvenser og omkostninger, det har, at stadig flere forhold informeres af kvantitative data og algoritmer ligger til grund for de beslutninger, som træffes.
Brugen af data i skole og uddannelse må aldrig blive et mål i sig selv, men bør løbende diskuteres i et etisk, demokratisk og værdibaseret perspektiv.
