En undersøgelse af 91 rygere som gennemgik et 12 ugers rygestopsprogram konkluderer, at det at knuse virtuelle cigaretter kan hjælpe rygerne af med smøgerne.
Undersøgelsen, som blev udført ved University of Quebec i Canada, er publiceret i det seneste nummer af tidsskriftet CyberPsychology and Behaviour.
Virtuelle cigaretter og bolde
De 91 rygende deltagerne gennemgik næsten præcist det samme behandlingsprogram, med medicinske undersøgelser, samtaleterapi og assistance med et selvhjælpsprogram til rygestop.
Én gang om ugen, i de fire første uger af behandlingen, blev deltagerne bedt om at tilbringe en halv time i en computergenereret virtuel virkelighed.
En gruppe knuste virtuelle cigaretter, mens den anden fangede bolde.
Ifølge forskerne viser resultaterne, at den gruppe som knuste computercigaretter oplevede en betydelig reduktion i nikotinafhængighed sammenlignet med dem, der fangede bolde.
Holdt længere

I den sidste uge af behandlingen havde 15 procent af cigaretknuserne holdt sig helt væk fra tobakken, mens blot 2 procent af dem, der fangede bolde havde klaret det samme. Cigaretknuserne blev også længere i rygestopkurset.
Et halvt år efter behandlingen sagde 39 procent af cigaretknuserne, at de ikke havde røget ugen før, mens blot 20 procent af boldfangerne havde holdt sig fra tobakken.
De canadiske forskere har nu planer om at sammenligne den virtuelle cigaretknusning med andre mere kendte hjælpemidler såsom nikotinplastre og tyggegummi.
© forskning.no. Oversat af Johnny Oreskov.


































