Pokémon Go - fænomenet du ikke har kunnet undgå denne sommer. Hvis ikke du har spillet det selv, så har din nabo, dine børn eller en kollega.
Pokémon-feberen er over os - i hvert fald over de dele af verden, hvor spillet er blevet officielt frigivet (hvilket indtil videre ikke inkluderer f.eks. hele Afrika eller Indien. Brasilien nåede lige præcis at komme med på VIP-listen over indviede lande, inden OL begyndte - go figure!).
Pokémon Go er udviklet i et samarbejde mellem Niantic, Google og Nintendo og blev officielt frigivet i Danmark den 16. juli.
Siden da har spillet sendt flokke af smartphone-brugere aka pokémon-trænere ud på gader og stræder på jagt efter små, virtuelle væsener, som man skal fange og træne for at avancere i spillet.
Pokémon Go slår Tinder og Twitter
At Pokémon Go er blevet så heftigt omtalt i medierne over sommeren er dels et resultat af agurketid, men også - og mere interessant - at det er det første lokationsbaserede augmented reality (udvidet virkelighed, red.) spil, som slår massivt igennem og altså ikke bare engagerer en niche af teknologidygtige sci-fi fans (som tilfældet ret groft sagt har været med tidligere spil som for eksempel Pokémon Go’s forløber Ingress).
LÆS OGSÅ: Elektriske kys, hnefatafl og falkejagt: Pokémon Go er bare den nyeste dille
For Pokémon Go er nemlig det første lokationsbaserede augemented reality (AR) spil, som er blevet en killer app.
Med tanke på de teknologiske fremskridt i forhold til AR, var det efterhånden blot et spørgsmål om tid, og det var så Pokémon Go og Nintendo, der løb med sejren.
Spillet slår apps som Tinder og Instagram målt på antal installationer og har flere daglige brugere end Twitter. Alene i USA er der mere end 21 millioner Pokémon Go-spillere.
Dermed er det første gang, at vi for alvor ser spillere indtage byrummet bevæbnet med smartphones og iver efter at avancere til næste level.
Kritikere: Pokemon Go-spillere er til fare for andre
Debatten kører nu for fuldt blus om, hvilken effekt spillet har på det offentlige byrum.
Kritikerne påpeger, at vi med Pokémon Go afkobler os fra bylivet omkring os, i og med at vi alene orienterer os mod skærmen og spillet, når vi bevæger os rundt i byen.
LÆS OGSÅ: Ny teknik kan gøre Pokémon Go endnu mere livagtigt
En bekymret læserbrevsskribent formulerer således i Weekendavisen 29. juli sin bekymring for effekten af disse ’pokédæmoner’ og ’mekaniseringen af den enkelte’.
Dette resulterer ifølge kritikerne i, at spillerne udgør en fare for dem selv og andre, når de opslugt af spillet bevæger sig rundt og glemmer at orientere sig – f.eks. i trafikken.
I Danmark er der rapporteret om et biluheld, hvor føreren af bilen blev dræbt af sine kvæstelser efter at være kørt ind i et træ i vejsiden. Politiet rapporterede, at Pokémon Go kørte på førerens telefon, da de ankom til ulykkesstedet.
Fanget i hver vores private lydboble
Udover disse typer af farer er kritikerne også bekymrede for spillernes mangel på interesse for og engagement i deres nære omgivelser, og det byrum de interagerer med og præger, når de færdes i det.
Denne bekymring og kritiske indgang til teknologiens effekt på byrummet ses også hos professor i lydstudier på Sussex University, Michael Bull, der i 2007 påpegede, at iPod’ens enorme popularitet havde en afkoblende effekt på forholdet mellem iPod-bruger og dennes umiddelbare omgivelser:
Vi vender os væk fra vores umiddelbare omgivelser og de mennesker, der er til stede sammen med os og retter fokus mod os selv i vores private, mobile lydbobler.
LÆS OGSÅ: Flere går til gaming: Derfor er det så populært at spille computer
Pokémon Go er også socialt
Imidlertid er det ikke så simpelt, for der er en dialektik (vekselvirkning, red.) på spil:
Disse private lydbobler isolerer nemlig ikke kun individet, men forbinder hende også med andre gennem teknologiens muligheder for at dele playlister og orientere sig i venners musik m.m.
Dette gælder også for Pokemon Go, der, udover at forbinde spillere online verden over, også lader til at have et fysisk socialt element, i og med at mange vælger at spille det i fællesskab med venner eller familie.
LÆS OGSÅ: Computerspil gør ikke teenagere asociale
Jeg ser dagligt børn, der spiller Pokémon Go, komme gående to og to eller flere sammen, og mødre og fædre, der overlader den nyindkøbte iPhone 6 i hænderne på den 6-årige pode for sammen at gå ud, få sig rørt og få fanget Charmander, Pikachu eller én af de 142 andre væsener.
I videoen nedenfor kan du se en video fra Videnskab.dk’s YouTube-kanal, Newgame, hvor videnskab.dk tester, hvor mange kalorier man forbrænder ved at spille Pokémon Go i en halv time.
Spillerne går rundt sammen
Teoretiker og spiludvikler Jane McGonical afmonterer i tråd hermed myten om 'the lone gamer':
»Idéen om “den ensomme gamer” er virkelig ikke sand længere. Op mod 65 procent af al gaming i dag er social – spillet enten online eller i rum med folk, vi kender i det virkelige liv.«
At beskrive Pokémon Go som antisocialt tidsspilde er altså en amputeret udlægning af fænomenet. Spillet etablerer netop nye forbindelser mellem spiller og byrum samt spiller og spiller imellem i samme bevægelse, som det fjerner nogle af de forbindelser, vi har sat som væsentlige for opretholdelsen af det traditionelle offentlige byrum.
Der opstår således en ny socialitet i og med spillet; en socialitet, der både er umiddelbar - altså mellem spillere, der følges rundt med hver sin telefon - og som er medieret gennem kommunikation mellem spillere verden over.
LÆS OGSÅ: Computerspil kan gøre dig hjælpsom og medfølende
En ny måde at se byen på
Hertil kommer, at spillet (ligesom sin knap så hightech kusine, geocaching) gennem gamification af fysisk aktivitet får børn og voksne op af sofaen i jagten på at nå næste level.
På jagt efter pokémon’er kommer spillerne steder, de ellers aldrig ville være kommet, og oplever dermed nye sider og aspekter af deres by.
Der er således en mulighed for at lære nyt, få andre erfaringer end ens hverdagsruter byder på, og se hvordan andre dele af ens by ser ud etc.
Pokémon Go-spillere på Holocaust Museum
Imidlertid er det ikke alle steder, der egner sig til spil og uovervejet færdsel, og selvom Danmark ikke byder på barske ghettokvarterer, er det en problematik i andre dele af verden:
En teenager har på tragisk vis mistet livet i Guatemala, da han færdedes i et farligt kvarter, mens han spillede Pokémon Go og blev skudt.
At et virtuelt spil udvides til den fysiske virkelighed og tager gader og stræder i brug som spilleplade skaber problematikker omkring, hvor og hvornår spil og legende praksisser anses som passende og acceptable.
Spillere blev således af sikkerhedsmæssige årsager bedt om ikke at færdes på en byggeplads ved IT-universitet i København, hvor Niantic havde placeret en Pokémon.
Og Holocaust Museet i Washington har bedt spillere undlade at forsøge at indfange de væsener, der er blevet plantet på museets arealer, da mange har fundet det stødende, at rummet til at mindes de jødiske ofre for 2. Verdenskrig blev taget i brug af Pokémon Go-spillere.
Ikke bare sted, men også tidspunktet for spillet betyder noget: At gå op og ned ad en gade, stoppe op, se sig omkring, se på telefonen - ting man typisk gør, når man spiller - vil ligeledes også blive tolket anderledes og have større sandsynlighed for at vække mistænksomhed, hvis det foregår efter mørkets frembrud.
LÆS OGSÅ: Forskere til Pokémon-jægere: Fang også virkelighedens væsner
'Vi er alle spillere'
Dertil slører et spil som Pokémon Go grænserne for kategorierne ’spiller’ og ’ikke-spiller’ og skaber dermed også problematikker omkring, hvem der spiller.
Ikke-spillere influerer i høj grad spiloplevelsen for Pokémon Go spilleren: Ikke spillere bliver en slags ufrivillige stakeholdere, når man for eksempel kan blive en hjælpende hånd ved at lade en flok spillere få fanget det væsen, der er lagt foran porten til ens gård, hvor man var på vej ind efter sin cykel.
Eller omvendt: Ikke-spillere kan antage form af forhindringer i spillet, der gør det sværere at få fanget pokémon’erne ved ikke at tillade den nødvendige færdsel.
For eksempel gjorde en flok indbyggere i Rhodes, en forstad til Sydney, oprør, efter at de havde fået nok af at lægge gader til store mængder på 3-400 spillere, som valfartede til for at ’farme’ de 110 forskellige udgaver af high-powerede pokémon’er, der findes i området. Beboerne kastede vandballoner og æg ned på spillerne fra deres lejligheder.
LÆS OGSÅ: Computerspil gør hverdagen lettere for usikre unge
En døgnflue eller ej?
Opsummerende kan vi sige, at Pokémon go skaber en ny socialitet i og omkring byrummet.
Spillet problematiserer, hvor og hvornår der kan og bør spilles, og endelig slører Pokémon Go spørgsmålet om, hvem der spiller.
»We’re all players now,« skrev medieteoretiker Roger Silverstone i 1999, og det kan der være noget om.
Hvad fremtiden bringer for Pokémon Go skal blive interessant at se.
Bliver det en døgnflue, der betegner sommeren 2016? Eller kommer Niantic til at lykkes med at holde spillerne ved ilden og udvikle spillet, så det fortsat fænger om 1, 2 eller 5 år?
