NATO-lande forlader konvention om landminer: Har vi intet lært af historien?

I 1997 går prinsesse Diana gennem landbrugsmarker i Angola. En historisk og ikonisk gåtur, som hendes søn prins Harry gentog i sommer, 28 år senere.

På hovedet har Diana et visir og på kroppen en skudsikker vest.

Hun poserer en smule nervøs for sværmen af journalister. På hver side af hende er der store, røde skilte med dødningehoveder.

Oversat til dansk: »FARE MINER!« 

15 millioner landminer lå spredt ud over det afrikanske land efter en langvarig borgerkrig.

Angola havde den ulykkelige verdensrekord med flest borgere med manglende lemmer.

Én ud af 330 borgere i landet manglede en legemsdel, ifølge BBC.

»Det blev et vendepunkt i 1997, da Lady Diana gik gennem markerne,« siger Trine Rosengren Pejstrup, der forsker i oprustning og nedrustning i Europa og internationale relationer.

»Det satte fokus på og lagde et kæmpe samfundspres på at få gjort noget ved truslen fra antipersonel-landminer.«

To år senere underskrev verdens lande Ottawa-konventionen.

Nu blev brugen af antipersonel-landminer endelig stoppet, og antallet af stater, der tilsluttede sig konventionen, kom op på 166 ud af verdens 195.

Selvom de store magter som USA, Kina og Rusland ikke var med, var der bred opbakning til nedrustning af landminer.

»Det er ret interessant at se tilbage på i dag,« siger Trine Rosengren Pejstrup, der er ph.d.-studerende hos DIIS, Dansk Institut for Internationale Studier.

»Det minder os om en helt anden historisk kontekst, hvor vi i den internationale offentlighed så helt anderledes på krig og forsvar.«

Nu er udviklingen vendt.

NATO-landene Estland, Letland, Litauen, Finland og Polen har i løbet af 2025 meldt sig ud. De vil alle være trådt ud af konventionen i begyndelsen af det nye år og planlægger et over 3.000 kilometer langt landmine-bælte mod Rusland helt fra det finske Lapland til Polens Lublin-provins.

Den litauiske forsvarsminister har meddelt, at Litauen foreløbig investerer, hvad der svarer til seks milliarder danske kroner i produktion af landminer.

Landminer bruges i stor stil i krigen i Ukraine på begge sider.

I Danmark er partier som Liberal Alliance og Dansk Folkeparti begyndt at lufte tanken om, at også vi skal træde ud af konventionen.

Landminer tager civile liv

Landminerne er mest af alt kritiseret for de store tab af civile liv, de forårsager.

Hele 85 procent af de næsten 6.000 dræbte af landminer i 2023 var civile liv, ifølge Landmine Monitor.

»Det rammer især civile og legende børn,« siger Trine Rosengren Pejstrup.

»Det har åbenlyst store sociale og økonomiske udfordringer for landene med de efterladte landminer. Derudover er der store landområder, som ikke kan bruges.«

Antipersonel-miner kan ikke kende forskel på soldater og en civil landmand eller børn, der overser de røde fare-skilte.

Tabene sker i høj grad efter krigens ophør, når fordrevne familier vender tilbage til deres hjem og jord, hvor landminer er gravet ned i millionvis.

Koordinaterne er for længst forsvundet, når krigen endelig afsluttes, og oprydningen kan derfor i visse tilfælde tage flere år.

Problematikken kender vi også til i Danmark, hvor cirka 1,5 millioner landminer lå spredt ud langs vestkysten efter Anden Verdenskrig. De blev i stor stil ryddet og detoneret af tyske soldater, hvoraf mange mistede livet.

NATO-lande opruster til forsvarskrig

De mange civile tab er en af hovedårsagerne til, at brugen af landminer var og er så kritiseret, forklarer Trine Rosengren Pejstrup.

Hun mener, at det var årsagen til, at kritikken især kom fra civilbefolkningen og NGO’er som Røde Kors, der inviterede prinsesse Diana til Angola.

Det negative syn på landminer har ofte ikke været delt i militært regi.

Landminer anses som en væsentlig brik i krig på landjord. Særligt i forsvaret mod en angribende part som den russiske er brugen essentiel for at kunne præge, hvilke veje fjenden kan angribe til fods.

»De to våbentyper har vist sig at være afgørende i krigen i Ukraine, hvor både ukrainerne og russerne bruger dem hyppigt,« siger Anders Puck Nielsen, der er militæranalytiker i Forsvarsakademiet, ifølge TV2

Det er en af årsagerne til, at de fem NATO-lande har forladt Ottawa-konventionen.

En anden er, at Rusland ikke er med i konventionen og gerne bruger både klyngebomber og landminer.

»Hvis vi en dag skal kæmpe mod russerne, som bruger dem, og vi ikke selv gør det, stiller det os et dårligt sted,« forklarer Trine Rosengren Pejstrup.

»Derudover har et landmine-bælte også til formål at afskrække.«

Moderne landminer er mere sikre

Antipersonel-miner har ændret sig over de seneste 20-30 år.

De moderne landminer kan fremstilles, så de selvdestruerer efter krigens ophør. De sættes desuden med overvågning af droner, der kan fastsætte koordinaterne.

Det vil formentlig være disse såkaldte ‘smart mines’, som vi i Danmark og de europæiske NATO-lande vil opruste med.

Men selv hvis det er sandt, er Trine Rosengren Pejstrup kritisk.

»Så vidt jeg kan se, er de her ‘smart mines’ stadig upålidelige i deres selvdestruktion,« siger hun.

Derfor vil der ligge nogle tilbage efter en krig. Det er et teknologisk aspekt, som man også er nervøs for i FN.

Landminerne kan stadig heller ikke skelne mellem soldater eller civile og vil fortsat udsætte civile for fare både under og efter en krig.

Trine Rosengren Pejstrup forklarer, at meget tyder på, at koordinaterne går tabt i for eksempel krigen i Ukraine, selvom der bruges droner til at overvåge installationen af landminerne.

Fra humanitær fortaler til krigsmentalitet

Trine Rosengren Pejstrup mener, at vi taber mange års arbejde på gulvet, hvis vi også i Danmark ønsker at følge Liberal Alliance og Dansk Folkepartis ønske om at forlade konventionen.

»Det vil være at udtømme den her konvention, hvis vi også går ud af den. Det sender et signal om, at det humanitære hensyn trumfes af militæret,« siger hun.

Men står Europa ikke i en anden situation i dag end i 1990’erne grundet truslen fra Rusland, og derfor er det værd at genoverveje brugen af landminer?

»Helt klart. Vi står midt i et forsvarspolitisk opbrud, og vi ved ikke, hvor det hele lander henne,« siger Trine Rosengren Pejstrup.

Men hun understreger samtidig, at vi går over en rød humanitær linje, hvis vi i Danmark træder ud af konventionen. En humanitær linje, vi selv har været med til at tegne.

»Man skal huske det arbejde, der er gjort fra NGO’er og FN. For de humanitære problematikker er uforandrede,« siger Trine Rosengren Pejstrup.

»Vi har erfaringer fra tidligere konflikter. De er altid gode at have med, når man opruster, så vi ikke gør det i blinde.«