The meaning of the broad Karoo,The Bush, the dusty loam,And why uprose to nightly viewStrange stars amid the gloam.
Sådan skildrede den engelske digter Thomas Hardy Karoo-halvørkenen, hvor ‘Southern African Large Telescope’ (SALT) samler lyset fra De Magellanske Skyer og andre fjernere områder af stjernehimmelen på den sydlige halvkugle.
Siden 2005 har SALT stirret op mod ørkennatten med sit facet-øje af sekskantede glasflader.
Astronomer fra mange lande har set gløden fra gasser, som er blevet suget ind af tyngdekraftens dødsgreb omkring sorte huller. De har også fundet hvide dværgstjerne-par i så tæt en dans omkring hinanden, at de blot bruger halvanden time på hver omdrejning i piruetten.
Astronomerne har også brugt SALT-teleskopet til at samle den svage glød fra fjerne galakser for at lodde himmeldybet i syd.
Usædvanligt spejl
Det store spejl, som samler lyset, er usædvanligt på flere måder. Det er ikke rundt, som almindelige teleskopspejle. Formen er firkantet, med en lang side på 11 meter og en kort side på 9,8 meter.
Spejlet er heller ikke formet som en parabol, som er den perfekte form for at samle parallelle stråler af stjernelys i et brændpunkt. I stedet danner spejlet en kugleflade, eller en sfære.
En sfæreform er nemmere at konstruere og vedligeholde, men den giver store fejl som optikerne kalder ‘sfæriske afvigelser’. Dette bliver korrigeret med fire mindre spejle, således at billedet alligevel nærmer sig det perfekte.
Facet-øje
Spejlet bliver ikke dannet af en stor glasflade, men af 91 sekskantede facetter, næsten som et insektøje.
Spejlet kan heller ikke rettes mod én bestemt stjerne. Det står klippefast på en bakketop af rød sandsten i et naturreservat 370 kilometer nordøst for Cape Town.
Alligevel kan teleskopet dække store dele af himmelen over Karoo-halvørkenen. For spejlet bevæger sig jo alligevel. Det følger jordrotationen. Og ved at flytte kameraet over spejlet, kan synsfeltet ændres, eller fastholdes for at modvirke jordrotationen.
Flere teleskoper
Men SALT-teleskopet står ikke alene. Her ude i ødemarken, langt fra byens lys, står flere andre teleskoper, drevet af ‘South African Astronomical Observatory’.
Her står et af de seks BiSON-solteleskoper, som er spredt over hele verden og holder øje med variationer i solens stråling.
Her er også SuperWASP-South-teleskopet, som i 2009 opdagede den første planet omkring en anden stjerne som roterer i modsat retning af normalt. Og listen over store og små teleskoper kunne gøres meget længere.
Astronomer i syd
Astronomien har en kort, men intens historie i Sydafrika. Først kom navigatørerne, dem som behøvede stjerner til at styre deres skibe efter. De europæiske kolonisatorer målte solhøjder og stjernevinkler og udstak kurser for deres skibsrejser ud i nye farvande.
Cape Town blev den første europæiske bosættelse i Sydafrika, og efterhånden også den største by. Hertil kom de første rigtige astronomer, lokket af den klare himmel, og udsynet mod nye og ukendte stjerner i syd.
The Royal Observatory var det første permanente observatorium. Det blev bygget ved Kap det Gode Håb i 1820. Flere fulgte i hurtig rækkefølge.
Kortlagde stjernehimmelen
I 1834 kom Sir John Herschel til Sydafrika for at studere den sydlige stjernehimmel. Han var søn af Sir William Herschel, som opdagede planeten Uranus.
John Herschel var lidt af en videnskabs-kendis i sin tid, og turen til Sydafrika var delvis også en flugt fra al virakken og opmærksomheden i hans hjemland.
Han tog familien med sig og fik bygget sit eget spejlteleskop i udkanten af Cape Town. Her levede han sine lykkeligste fire år, og fuldførte kortlægningen af stjerner og stjernetåger på den sydlige stjernehimmel, som hans far havde påbegyndt i nord.
Vækst-år
I 1920’erne havde astronomer i USA og flere europæiske lande opdaget det samme som Herschel.
Yale, Harvard og Michigan Universitetet i USA samt det hollandske Leiden Universitet etablerede egne observatorier i Sydafrika.
I 1950’erne fik den gryende rumfart behov for et verdensomspændende netværk til at opfange radiosignaler fra satellitterne på deres færd omkring jorden. Modtagestationer blev også bygget i Olifantsfontein og Johannesburg.
Apartheid-årene og ny vækst
Apartheid-politikken og sanktioner ødelagde meget for det internationale samarbejdet, men i denne periode blev observatorierne flyttet fra det forstyrrende lys i byerne og ud i Karoo-halvørkenen.
Da apartheid blev afskaffet og sanktionerne ophævet i midten af 1990’erne, strømmede astronomer fra mange lande igen til Sydafrika. På denne tid blev planerne også lagt for SALT-teleskopet.
Kæmpeantennen
Hvis det går som sydafrikanerne håber, skal verdens største radioteleskop, Square Kilometer Array, SKA, også bygges i Karoo-halvørkenen.
De, der har set filmen ‘Contact’ med Jodie Foster, husker sikkert rækkerne af store parabolantenner i ørkenen i New Mexico: Very Large Array-radioteleskopet. Det er muligt at danne en kæmpe-antenne ved at kombinere signalerne fra mange mindre parabolantenner.
Denne metode vil blive presset til det yderste i mega-teleskopet SKA. Antennerne i dette radioteleskop vil have en samlet overflade på en kvadratkilometer.
Men teleskopet vil dække et langt større areal. Antennerne skal nemlig spredes ud som kronbladene i en spiralformet blomst. Kronbladene vil brede sig tre tusind kilometer ud over Karoo-ørkenen, i samme område hvor SALT-teleskopet ligger.
Spændende finaleheat
Den endelige placering af SKA-radioteleskopet bliver afgjort i 2011 eller 2012. De to steder som fortsat er med i finalen, er Sydafrika og Australien.
Hvis Sydafrika løber af med sejren, skal byggeriet begynde i 2013. Det vil først være i 2022, at det tidligst kan stå færdigt, og det vil så have en følsomhed som er 50 gange højere end de bedste radioteleskoper i dag.
Square Kilometre Array skal stirre indad mod det sydende centrum i vores galakse, eller lytte udadtil efter det hviskende ekko fra brintatomerne, fra det allerførste store brag, da Universet blev skabt.
© forskning.no. Oversat af Johnny Oreskov
