En lille robot på størrelse med en tikrone flyver stille og roligt op mod undersiden af et blad, hvor den sætter sig fast og holder et lille hvil.
Et øjeblik efter flapper de små vinger igen, og den flyver den videre.
Den lille drone har fået navnet ‘Robo-Bee’ og er designet til at klæbe sig fast til en bred vifte af overflader, og det åbner op for helt nye muligheder for droner, ifølge forskerne.
»Små, luftbårne maskiner løber hurtigt tør for energi. De kan blive i luften i omkring 10 til 30 minutter,« siger Moritz Alexander Graule, der er Ph.d.-studerende ved Massachusetts Institute of Technology i USA, der udviklede robotten, mens han var på Harvard University, til The Guardian.
Du kan se robotten i aktion øverst i artiklen.
Hænger fast ved hjælp af elektrisk spænding
Den nye, flyvende robot vejer bare en tiendedel af et gram og måler to centimeter i højden. Den kan klæbe sig fast og rive sig løse fra overflader, der stikker ud, såsom træ, glas og blade.
Egenskaberne tilføjer ifølge forskerne en ny tilgang til udvikling af små droner, der kan spare energi, samtidig med at de overvåger et område under dem.
Derudover kommer udviklingen af nye teknologier i de små maskiner også andre felter til gode, såsom udviklingen af instrumenter til mikrokirurgi.
I den videnskabelige artikel, der netop er blevet udgivet i det anerkendte tidsskrift Science, beskriver forskerne, hvordan elektrostatiske kræfter, som genereres af spænding, får robotten til at hænge fast. Slukker man for strømmen, giver robotten slip og kan flyve videre.
Robottens landing er inspireret af en honningbi
En lille tube med skum hjælper robotten med at lande på overfladen og sørger for, at den ikke bliver skubbet tilbage første gang, den rammer.
Forskerholdet brugte kameraer med ‘motion tracking’ (overvågning af bevægelse) til at hjælpe med at kontrollere robotten, hvis landingsstrategi er inspireret af honningbien.
Mirko Kovac, der er direktør for Aerial Robotics Laboratory ved Imperial College London, og som ikke var en del af studiet, er også imponeret. Han siger, at forskningen viser, hvordan ingeniører kan lære fra naturen og tilføjer, at robotten er en vigtig udvikling på området.
»Det viser, at meget små systemer er i stand til at hvile sig og spare energi. Jo mindre (maskinen bliver red.), jo mere udfordrende bliver det at finde den nødvendige energi; det bliver sværere at flyve i lang tid ad gangen, så de små hvil kan virkelig hjælpe,« siger han til The Guardian.





























