Hvorfor er det kedeligt at se en film igen?

Yndlingssangen er fundet på din computer og fylder rummet med dens melodi. Så snart den er slut, startes den forfra, så man kan rocke med en gang til og måske synge med på lidt mere af teksten.

Vi har vist alle sammen haft en sang, som i en periode er blevet nærmest skamspillet, fordi den er så god.

Men en læser har undret sig over, hvorfor vi ikke har samme lyst til at sætte os ned og se for eksempel Titanic igen og igen?

»Findes der en forklaring på, at vi kan lide at høre det samme stykke musik gang på gang på gang, men en film vil vi kun se én gang?« spørger Sven Ohrberg i en mail til Spørg Videnskaben.

Vi har stillet det samme spørgsmål til to forskere, som hver især ved noget om musik og films påvirkning af hjernen.

Samtidig vil vi finde ud af, hvorfor musik lettere knytter sig til oplevelser end film.

Hjernen bliver overrasket af musik

Den første forsker, vi får fat i, er Peter Vuust, som ved en masse om, hvorfor vi nogle gang kan høre den samme sang på repeat uden at blive træt af den. Men han har også et bud på, hvorfor det forholder sig anderledes med film.

»Film og musik bygger på nogle forskellige hukommelsesspor. Når vi har set en film én gang, så kan vi mere eller mindre huske, hvad der sker på bestemte tidspunkter. Det kaldes episodisk hukommelse,« forklarer Peter Vuust, der er lektor ved Institut for Klinisk Medicin – Center for Funktionelt Integrativ Neurovidenskab ved Aarhus Universitet.

Mens film altså huskes episodisk, bygger musik derimod i høj grad på semantisk hukommelse. Det betyder, at vi kan høre det samme nummer, men stadig blive overrasket og derfor nyde det i længere tid, fortæller Peter Vuust.

»Gennem vores liv hører vi meget musik, og efterhånden laver vi en slags skema, hvor vi kan afkode musikkens mønstre. Det er en skematisk hukommelse, og den bliver lige overrasket hver gang, selvom den godt ved, hvordan nummeret lyder,« siger Peter Vuust.

Film uden afslutning kan ses mange gange

Der er altså to hukommelsesspor, som hjernen bruger, når den hører musik eller ser en film. Og den episodiske hukommelse er ikke sådan lige at narre, og derfor forsvinder noget af spændingen, forklarer en professor i medier.

»De fleste film er lavet på den måde, at de opbygger en spænding, og den spænding bliver afløst af en afslutning. Det er klart, at den spænding, man oplever, når man ser filmen første gang, forsvinder anden gang, for så kan man huske, hvad der sker. Men al spændingen forsvinder ikke helt, selvom vi godt ved, hvad der skal ske,« siger Torben Kragh Grodal, der er professor emeritus ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling ved Københavns Universitet.

Han understreger dog, at der faktisk findes mennesker, som kan se den samme film flere gange, men det er ikke en almindelig komedie- eller actionfilm.

»Der er mange mennesker, som ser de samme film igen og igen. Det er oftest kunstfilm, som ikke er helt så udtømmende for meninger. Det skyldes blandt andet, at mange af dem er uden en egentlig afslutning, som man derefter grubler over,« siger Torben Kragh Grodal.

Peter Vuust forklarer også, at det er derfor, vi kan høre musik mange gange, fordi det er mere abstrakt, og meningen i musikken måske først går op for os efter noget tid.

»Film fortæller en konkret historie, hvor musik er mere abstrakt i forhold til, hvordan man kan forstå det. Der kan selvfølgelig være mange lag i en film, men udgangspunktet er, at den fortæller en historie, som man skal forstå første gang. Det abstrakte ved musikken gør, at vi kan høre det mange gange, fordi meningen er mere skjult,« siger Peter Vuust.

Gentagelser giver børn tryghed

Det er dog ikke kun kunstneriske film - hvor man sidder tilbage i sofaen og er lidt i tvivl om, hvordan den endte - der kan ses mange gange.

Børn kan for eksempel se de samme tegnefilm flere gange, og det skyldes ifølge Torben Kragh Grodal, at de ikke kan forudsige handlinger lige så godt som voksne.

»For de fleste aftager det med alderen, at man kan se den samme film igen og igen, men det er anderledes med små børn. De har ikke opbygget de samme skemaer, så de kan ikke forudsige handlinger på samme måde. Der er en tryghed i at høre den samme historie, og på den måde får de opbygget handlingsskemaerne, og når de er opbygget, aftager lysten til at se den samme film,« siger han.

Oplevelser kan nemmere knyttes til musik end film

Så nu ved vi altså, at det er en bestemt del af hukommelsen, som gør, at vi måske ikke sætter os til at se Jurassic Park to gange i træk.

Men vores læser Sven Ohrberg vil også gerne vide, hvorfor musik lettere kan knyttes til følelser eller oplevelser, end film kan.

»Et stykke musik kan godt knytte sig til en oplevelse. Det vil sige, at hver gang du hører det, så får du en følelsesmæssig oplevelse. Det kaldes betingning. Det kan forklares med Hjem-Is-bilens klokke. Når vi hører den, så ved vi, at det betyder, at den kommer med is. De siger i reklamen – gå efter lyden af god is – men hvordan lyder en is? Det har de betinget for os,« siger Peter Vuust.

Han forklarer, at film fylder mere af sansebilledet og fortæller os, hvad vi skal føle gennem filmen. Der giver musik et større rum til at skabe egne følelser og oplevelser.

Film er mere krævende end musik

Det betyder dog ikke, at minder ikke kan knyttes til film, forklarer Torben Kragh Grodal.

»Film er mere komplekse, og tilknytningen til faser og livssituationer er anderledes end med musik. Det er mere krævende at se en film, for der er man nødt til at følge med. Men film kan sagtens hænges op på oplevelser, man måske havde sammen med andre, da man så en bestemt film,« siger Torben Kragh Grodal.

På den måde fik vi svar på spørgsmålet om, hvorfor film kan være kedelige at gense, og hvorfor musik kan knyttes til minder. Vi siger tak for de gode spørgsmål og kvitterer selvfølgelig med en T-shrit.

Hvis du har et spørgsmål, som du godt kunne tænke dig en videnskabelig forklaring på, så send os en mail til sv@videnskab.dk.