En lille cylinderformet metalboks vil i fremtiden kunne revolutionere tidskrævende efterforskningsarbejde for politiet.
Boksen skanner gerningssteder tredimensionelt og skaber derudfra et detaljeret 360 graders 3D-oversigtsbillede af åstedet.
Billeder, som senere kan blive det afgørende bevis i retssager.
3D-skanner mere effektiv end politiet
Den lille boks går under navnet RIEGL VZ-400 og bruger en laserstråle, som registrerer 120.000 detaljer i sekundet, mens den snurrer rundt om sin egen 360 graders-akse.
Tests viser, at skanneren kan indsamle en tredjedel mere data end en politibetjent på et gerningssted – på under den halve tid. På den måde bliver vigtige detaljer bevaret til senere brug.
Skal bruges til OL i London
Hver skanner koster i omegnen af en million kroner, og den nye teknologi er udviklet af Department of Transport, National Policing Improvement Agency, Essex Police Authority og Essex County Council.
Skanneren er oprindeligt udviklet til at hjælpe efterforskningen ved trafikulykker, men til sommer skal den også bevise sit værd til OL i London. En begivenhed, som under alle omstændigheder bliver en stor mundfuld for det lokale politi, men som 3D-skanneren forhåbentlig kan være med til at lette.
I videoen ovenfor får du en illustration af, hvordan de ekstremt detaljerede billeder fra RIEGL VZ-400 ser ud.

































