Sådan bruger du internettet med god klimasamvittighed
Samlet set udleder internettet lige så meget CO2 som flytrafikken, men ikke alle dine onlineaktiviteter er lige klimabelastende.
Nedbring dit CO2-forbrug på nettet

Få tallene for, hvor mange gigabyte data du brænder af på en times steaming på Netflix eller Viaplay, og kom i gang med at bruge internettet kollektivt frem for alene. (Foto: Shutterstock)

Tænk dig om, næste gang det klør i fingrene efter at sende kattevideoer i vildskab til alle dine venner på Facebook, lyder rådet fra forskere.

På verdensplan udleder internettet lige så meget CO2 som flytrafikken, og antallet af apparater tilsluttet internettet forventes at femdobles fra 15 milliarder i 2015 til 75 milliarder i 2025.

Så hvis vi skal holde energiforbruget nede, må vi gribe til handling. Og det er ikke nok bare at ændre vaner på Facebook. 

»Men hvis vi ændrer vaner på tværs af alle platforme som Facebook, Youtube, Netflix og HBO, medfører det et mindre CO2-udslip,« siger Toke Haunstrup Christensen, seniorforsker ved Statens Byggeforskningsinstitut, Aalborg Universitet, til Videnskab.dk.

Hvis du allerede har skåret ned på rødt kød og lange flyrejser, er denne artikel til dig. Her giver forskerne deres forslag til, hvordan vi også kan blive mere klimavenlige på nettet.

Du kan læse de uddybede råd nedenfor, men først kommer en opsummering:

  • Stream færre film og tv-serier
  • Brug de grønne it-selskaber
  • Overvej, om du virkelig har brug for den højeste videoopløsning 
  • Lad være at købe det nyeste smart-tv
  • Sluk mobil og pc, når du sover
  • Slå automatiske opdateringer og autoplay fra
  • Se serier sammen

Skær ned på Fortnite og 'binge watching'

Jo større mængder data vi bruger på internettet, des større bliver energiforbruget også.

Så helt overordnet er vejen til et mindsket CO2-udslip at skrue ned for vores databrug, lyder det fra forskerne, som Videnskab.dk har talt med. Den del giver vist sig selv.

»Hvor meget energi, du forbruger, er direkte afhængig af mængden af data, du sender og modtager,« siger Philippe Bonnet, professor ved Afdeling for Computer Science på IT-Universitetet, til Videnskab.dk.

Derfor er især streaming af film og tv-serier samt online-computerspil såsom Fortnite og World of Warcraft blandt de onlineaktiviteter, der sætter store klimafodspor.

»Det, der betyder rigtig meget for CO2-udslippet, er streaming, men også videoer på sociale medier og Youtube,« siger Toke Haunstrup Christensen.

Derfor er den hurtigste vej til et reduceret CO2-udslip at se færre film, serier og videoer på nettet, når du sidder ved tasterne.

Gør mere ved dit CO2-forbrugHvis du vil have flere gode råd til, hvordan du kan indrette hverdagen mere klimavenligt, så meld dig ind i Facebookgruppen Red Verden.

Så meget sviner danskernes streamingvaner

1 times streaming på Netflix bruger den samme mængde energi, som det vil koste at koge 8 liter vand på en elkedel. Det svarer til 163 gram CO2.

2 timers streaming på Netflix hver dag i et år svarer til CO2-udslippet ved at flyve 384 kilometer i en flyvemaskine, spise 6 kg oksekød eller køre lidt over 1.000 kilometer i en ny bil.

Tallet er udregnet på baggrund af danske forhold, så der er taget højde for, at 70 procent af den danske strøm stammer fra vedvarende energi.

Kilde: Politiken/Leif Katsuo Oxenløwe

Støt de grønne it-selskaber

Hvor meget af dit energiforbrug på nettet, der kommer fra fossile brændsler, afhænger af, hvilken tjeneste du bruger.

Både firmaet bag Fortnite, Epic Games, og Netflix lagrer for eksempel deres data i Amazon Web Services’ datacentre, som er kendt for at bruge fossile brændsler.

Så en måde at mindske CO2-aftrykket på nettet er at boycotte de it-giganter, der kværner mest CO2. Det kan du læse mere om i en kommende artikel om streamingselskaberne, hvor Leif Katsuo Oxenløwe, professor ved Institut for Fotonik, DTU, udtaler:

»Hvis du som privatforbruger køber økologisk mælk, vil markedsmekanismerne sørge for, at der gradvis kommer mere økologisk mælk på hylderne i supermarkedet. Og hvis folk pludselig begynder at droppe Netflix, vil Netflix måske begynde at tænke over, hvor de får deres strøm fra.«

Men hvis du er afhængig af Fortnite eller House of Cards, er der heldigvis måder, du kan barbere CO2-udslippet ned på uden helt at gå på streaming-afvænning.

Nedbring dit dataforbrug sådan her
  • Send billeder i lavere opløsning

  • Komprimer filer i stedet for at vedhæfte dem i mails - så fylder de mindre

  • Undgå at sprede kædebeskeder og lignende på mail, der kan undlades

  • Slet de mails, du ikke skal bruge, permanent

  • Opsig abonnementet på nyhedsbreve, du ikke læser

  • Brug specifikke søgeord, når du søger på nettet, så du bruger mindre data

Få tjek på opløsningen

Hvis du er en sand serie-junkie, men døjer med sort CO2-samvittighed, er der en anden løsning end at klappe skærmen i.

Hold op med at se video på nettet i den allerhøjeste kvalitet.

»Hvis du har tænkt dig at se video på nettet, så overvej, om det skal være i den allerhøjeste opløsning, for du kan spare en del på datatrafikken og dermed også på energiforbruget,« siger Toke Haunstrup Christensen.

På Netflix kan du selv vælge opløsning under afspilningsindstillinger.

Vælger du lav kvalitet, bruger du op til 0,3 gigabyte pr. time. Mellemkvaliteten bruger op til 0,7 GB pr. time, den høje kvalitet kan skyde op til 3 GB afsted i timen, og Ultra HD kværner 7 GB i timen, fremgår det af Netflix’ hjemmeside.

Du bruger altså over dobbelt så meget data ved at gå fra mellemkvalitet til høj kvalitet og fra høj til Ultra HD.

Tip: Hold selv øje med dataforbruget på din smartphone ved at tjekke forbruget i 'indstillinger', før og efter du har afspillet video ved en given opløsning. 

Netflix opløsning og data

Dataforbrug ved forskellige opløsninger på Netflix. (Screenshot: Videnskab.dk) 

Hvad med de andre streamingtjenester?

Viaplay - Man kan selv vælge opløsning. Højest (HD)- 2,5 GB i timen, høj (HD/SD) - 1,8 GB i timen, mellem - 500 MB i timen, lav - 150 MB i timen

HBO Nordic - Man kan ikke vælge opløsning. HBO Europa ønsker ikke at oplyse databrugen ved streaming.

TV2 Play - Man kan ikke vælge opløsning. fra 2,3 til 1 GB i timen.

Kilder: Viaplay, HBO Eurpoe, TV2Play

Overvej, om dit nye smart-tv absolut skal være 4K

Rådet om at vælge den allerhøjeste opløsninger fra gælder også, hvis du skal ud og købe nyt fjernsyn.

Flere og flere ejer et smart-tv, der kan gå på nettet, og bruger det til at streame fra Netflix eller se Youtube-videoer.

»Når du står nede i Elgiganten, vil sælgerne gerne give dig det hurtigste, smarteste og dyreste tv på markedet, men hvis du kan nøjes med Full HD frem for 4K, så bruger du meget mindre data,« siger Toke Haunstrup Christensen.

Sluk mobil, pc og tv, når du ikke bruger det

Sluk mobilen om natten, lyder et andet råd.

»Udover at minimere den mængde data, du bruger i dagtimerne, ville det give mening at stoppe al datatrafikken, når du sover. Ellers kan telefonen ligge og opdatere automatisk,« siger Philippe Bonnet fra ITU.

Når apps opdaterer automatisk, sender og hiver de data mellem mobilen og et datacenter et eller andet sted i verden. Det koster energi, og hvis datacentret får sin energi fra fossile brændsler, udleder det også CO2.

Det giver også mening at slukke for computere og andre elektroniske apparater, når du ikke bruger dem.

»Det er lidt et bedstemorråd, men det ville batte noget, hvis vi huskede at slukke de større elektroniske apparater med store skærme. Det er det, der slår igennem i husholdningens elforbrug, så lidt mere omtanke på det punkt ville ikke skade,« siger Toke Haunstrup Christensen.

Udover at barbere din datamængde ned, ville det også gøre indhug i elregningen, så der er flere gode grunde til at slukke de energislugende apparater i hjemmet. 

I Danmark kommer omkring 70 procent af vores elektricitet fra vedvarende energikilder. Det betyder, at 30 procent af den strøm, vi bruger i hjemmet, hentes fra fossile brændsler.

Unge steamer på hver sin skærm

Del din skærm med andre, fremfor at sidde i din egen lille boble. Så skærer du ned på dit dataforbrug, siger forsker. (Foto: Shutterstock)

Slå automatiske opdateringer og autoplay fra

Du kan også undgå, at Gmail og Facebook konstant ligger og summer, imens mobilen drænes for strøm, selvom alle dine applikationer er lukket, ved at slå automatiske opdateringer fra på din smartphone, siger flere af forskerne.

Og rådet om at slå ting fra, der kører automatisk, gælder ikke bare apps på telefonen:

»Jeg antager også, at det giver mening at slå autoplay fra på websider (Facebook, CNN o.s.v.),« skriver Martijn Heck, lektor på Institut for Ingeniørvidenskab, ITU, i en mail til Videnskab.dk.

Autoplay er en funktion, der får video til at afspille automatisk på forskellige sider med video.

Du kender det måske fra Netflix, hvor næste episode går i gang af sig selv, hvis du ikke får trykket stop indenfor 5 sekunder, eller fra Facebook, hvor videoer med nuttede hvalpe spiller utrætteligt, hver gang du ruller ned gennem nyhederne.

Hvis du har lagt mærke til, at du begynder at se ting, du ikke ville have set, hvis de ikke var startet automatisk, kan du på både på Facebook og Netflix slå de automatiske afspilninger fra. Det samme er dog som regel ikke tilfældet på sider, der automatisk afspiller reklamevideoer.

Donér hjerter

Du kan installere tjenesten Tab for a Cause i din Chrome-browser.

Når du åbner en ny fane, viser den en reklame, og du optjener hjerter, som repræsenterer reklameindtægten.

Hjerterne, donerer du så til velgørenhedsformål, og du kan selv vælge hvilke.

Ryk sammen om tv’et

Det sidste råd er at invitere venner over, når den nyeste episode af Game of Thrones skal ses. Kollektivt internetbrug er mere datavenligt. 

»Det er bedre at se Game of Thrones sammen, end at fire venner sidder og ser det hver for sig. Det kræver så selvfølgelig, at de ikke skal tage bilen hen for at se det, så det man vinder ikke bliver tabt på transport,« siger Toke Haunstrup Christensen.

Og det ville også hjælpe, hvis familier rykkede sammen om skærmen.

»I familier sidder folk også tit og streamer hver for sig, selvom det ville være bedre at se det sammen,« fortsætter AAU-lektoren.

Streaming spiser mere data end flow-tv

»Streaming er en on-demand service, så hver bruger har en individuel kommunikation. Sammenlign det med gammeldags radio og tv, hvor kun én strøm af data skal sendes tíl hvert hus eller apparat,« siger Martijn Heck fra ITU.

Det betyder i praksis, at hvis du streamer både på pc’en i soveværelset og på dit smart-tv i stuen, kommunikerer de to apparater hver især med datacentre.

Lukker du for Netflix på det ene apparat, er datastrømmen mellem dit hjem og datacentret derfor halveret.

Traditionelt flow-tv rummer ikke den samme udfordring, for uanset om du har et eller flere fjernsyn kørende på samme kanal derhjemme, modtager de det samme signal, og dermed data, gennem en ledning i væggen.

Energien ved at transmittere signalet bliver altså kun brugt en gang, uanset om du har begge fjernsyn kørende eller ej.

UseITSmartly

Rådet om at slukke skærme og streame i fællesskab, er faktisk udtænkt af 114 unge.

I EU-forskningsprojektet UseITSmartly afholdt forskerne fokusgruppeinterviews med unge fra Holland, Danmark, Tyskland Østrig og Norge.

Målet var at høre de unges ideer til at nedbringe energiforbruget fra it.

Toke Haunstrup Christensen var leder på den danske del af projektet.

Kilde: Toke Haunstrup Christensen/ UseITSmartly

Start med de unge

Hvis vi skal have folk til at ændre deres vaner ved at streame mindre og i lavere opløsning, slukke for autoplay og mobilen og se Netflix og HBO sammen, er det værd at starte med de unge, mener Toke Haunstrup Christensen.

I marts blev studiet ‘Don’t blame the youth’, som han og en hollandsk kollega står bag, udgivet. Her undersøgte han, hvor meget unge 16 til 20-årige ved om konsekvenserne af deres it-forbrug, og hvad de egentlig tænker om brugen af it.

»Rationalet bag studiet var, at de unge er den gruppe, der bruger it allermest, samtidig med at de etablerer nogle vaner, der følger dem i mange år,« siger Toke Haunstrup Christensen og fortsætter:

»Vi kom frem til, at der ligger nogle bestemte drivkrafter bag de unges store forbrug af computer og mobil.«

Drivkrafterne var:

  • De institutionelle rammer: Når man går i skole eller tager en uddannelse, er man afhængig af computer og internet, da det er forudsætningen for undervisningen.

  • De sociale rammer: De unge bruger i høj grad it for at kommunikere med vennerne på sociale medier.

  • De materielle rammer: App’s er udviklet til hele tiden at påkalde sig opmærksomhed via notifikationer, og fordi der hele tiden popper nye ting op, man kan se, læse, høre eller forholde sig til.

»Når vi kalder studiet for ‘Don’t blame the youth’ (skyd ikke skylden på de unge, red.), så er det, fordi de unge ikke ved, hvor stort et energiudslip deres it-forbrug forårsager. Men også fordi app-udviklerne bevidst forsøger at fastholde vores opmærksomhed,« siger Toke Haunstrup Christensen.

Derfor handler kampen mod det store energiforbrug på nettet både om at oplyse folk om problemet og at stille krav til producenterne af it-udstyr og internettjenester, mener han.

Red Verden med Videnskab.dk

I en konstruktiv serie ser Videnskab.dk nærmere på, hvordan mennesket kan redde verden.

Vi tager fat på en lang række emner – fra atomkraft og indsatser for at redde dyrene til, om det giver bedst mening bare at spise mindre kød.

Hvad siger videnskaben? Hvad kan man selv gøre hjemme fra sofaen for at gøre en forskel?

Du kan få mange gode tips og råd i vores Facebook-gruppe, hvor du også kan være med i overvejelser om artikler eller debattere måder at redde verden på.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs om det nye krater på Mars, som er foreviget i nedenstående foto.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed. Kanalen henvender sig til unge, som bruger YouTube til at hente inspiration og viden om sundhed.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.