Tirsdag lød det fra russiske kilder, at landet ville trække sig ud af samarbejdet om den Internationale Rumstation, ISS, efter 2024, for at bygge sin egen rumstation.
Nu ser de planer ud til at trække i langdrag.
I stedet vil Rusland vente til, at landet har sin egen rumstation klar, før de forlader ISS, skriver Berlingske.dk på baggrund af en nyhed fra Ritzau.
Det var den russiske rumfartsorganisation Roscosmos, som kontaktede NASA med nyheden.
USA og Rusland har samarbejdet i rummet siden den kolde krigs afslutning i 1990’erne, og begge lande har været med til at varetage ISS siden 1998.
Nu ser samarbejdet ud til at fortsætte lidt længere, ifølge Berlingske.dk.
Hvad der førte til, at man skiftede mening hos Roscosmos, er ikke sikkert.
I forbindelse med den første udmelding tirsdag beklagede en russisk rumekspert, at der uden ISS ikke længere ville være grund til flere bemandede russiske opsendelser.
»Hvis ISS ophører med at eksistere i 2024, har vi ingen andre steder at flyve hen,« sagde den russiske rumekspert Vadim Lukashevich til AFP.
»Det, der er på spil, er selve bevarelsen af bemandede opsendelser i Rusland, kosmonautikkens fødested.«
Om det har spillet en rolle i udviklingen, kan man kun gisne om.