Det blev de Forenede Arabiske Emirater (UAE) som 19. juli fik opsendt den første af sommerens tre rumsonder til Mars – nogle dage før både Kina og USA.
Opsendelsen af rumsonden Hope var endda flere dage forsinket på grund af dårligt vejr over Japan, som havde til opgave at opsende rumsonden. Det skete fra Tanegashima basen i det sydlige Japan.
Men selv om raketten var japansk, så var det unge, arabiske ingeniører, der stod for nedtællingen, klædt i deres klassiske hvide dragter og udstyret med mundbind. Hope har nemlig som andre marssonder haft problemer grundet corona-pandemien.
Emiraterne fik med besvær løst problemerne, så de kunne gennemføre opsendelsen, men for Europa blev problemerne så store, at en fælles europæisk-russisk landing på Mars blev udskudt til 2022, når Mars næste gang står i en gunstig position.
Opsendelsen gik godt, og rumsonden er nu i radiokontakt med rumcentret i Dubai. Men forude venter om godt en måned flere meget kritiske manøvrer, som skal sikre, at sonden faktisk når frem til Mars, så man kan bestemt ikke slappe af endnu.
Den virkelige opgave for Hope
Umiddelbart sætter man jo ikke Emiraterne i forbindelse med rumfart, og i hele den arabiske verden er initiativet da også helt enestående.
Men der er en langsigtet plan med at deltage i udforskningen af rummet, og denne plan er simpelthen at bruge rumfart som et springbræt til at få opbygget en højteknologisk industri.
Kvaliteten af de teknisk-videnskabelige uddannelser er ikke god, og det viser sig blandt andet ved de internationale PISA-prøver, vi jo også kender her fra Danmark.
Et andet tegn er en undersøgelse, som viser, at et stort flertal af forskere i arabiske lande ønsker at kunne emigrere til andre lande, hvor de mener, at forholdene til at drive forskning er langt bedre.
Med den grønne omstilling kan araberne jo se en ende på olieeventyret, og den eneste vej frem er at blive konkurrencedygtige på de teknisk-videnskabelige områder.
\ Om artiklens forfattere
Helle og Henrik Stub er begge cand.scient'er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.
I snart 50 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.
De står bag bogen 'Det levende Univers' og skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet 'Stubberne'.
Her er rumfart en god startmulighed, fordi der er tale om synlige projekter, der kan inspirere unge arabere til at tage en teknisk videnskabelig uddannelse.
Men uden et lederskab et lederskab fra toppen af samfundet var der ikke sket noget. Og det lederskab kom fra landets præsident Khalifa bin Zayed bin Sultan Al Nahyan.
Han annoncerede i 2014 planen om at sende en sonde til Mars under den forudsætning, at to betingelser kunne opfyldes:
- Rumsonden skulle være fremme ved Mars i 2021 for at kunne markere landets 50 års jubilæum 2. december 2021.
- Emiraterne skulle ikke bare købe en rumsonde, men være med til at bygge den og deltage i de videnskabelige undersøgelser.
Løftes af arabiske kvinder
Hvis rumsonden skulle være fremme allerede i 2021, måtte den opsendes i 2020, og seks år er ikke lang tid til at bygge og opsende en rumsonde.
Man havde allerede et lille rumcenter i form af The Mohammed Bin Rashid Space Centre (MBRSC), der have opsendt et par små satellitter. I 2014 blev der også oprettet et ægte rumagentur.
Emiraterne skabte hurtigt en projektledelse, og i dag er den videnskabelige leder af projektet en ung kvinde ved navn Sarah al-Amiri.
Lige så vigtigt er det, at 34 procent af de arabiske deltagere i projektet er kvinder, og ser vi på den rent videnskabelige side, så er 80 procent kvinder.
Det samlede hold bag Hope er 150 ingeniører fra Emiraterne og 200 ingeniører og videnskabsmænd fra USA – samt naturligvis de japanere, som har sørget for opsendelsen med en raket, som Emiraterne simpelthen har købt og betalt.
Køb af opsendelser er noget, der meget ofte sker i moderne rumfart. Hele projektet har kostet 200 mio. dollar, hvilket er meget lidt for en Mars-mission.
Et internationalt samarbejde
Mens man hjemme i Emiraterne satte fart på uddannelsen, var det vigtigt at skabe de kontakter, der skulle hjælpe med at bygge sonden. Her henvendte Emiraternes rumagentur sig naturligvis til dem, der kunne sådan noget.
De udvalgte blev University of Colorado i Boulder, som har bygget meget af rumsonden, samt University of California I Berkley og Arizona State University.
De er alle sammen universiteter med erfaring inden for rumfart. Det er dog forkert at sige, at amerikanerne bare har bygget Hope for Emiraterne, for meget hurtigt kom et par hundrede unge ingeniører og forskere fra Emiraterne på banen for at være med.
Der har måske været tale om en vis grad af oplæring, men det skal nok vise sig at være en meget god investering.
Det ser meget godt ud at kunne skrive på sit CV, at man har været med til at bygge en rumsonde, og der er ingen tvivl om, at dem, som har været med, vil blive en meget efterspurgt arbejdskraft også til andet end rumprojekter.
Derfor er det heller ikke så mærkeligt, at rumsonden har fået navnet Al-Amal eller Håb. Den skal signalere et håb om en ny og mere moderne fremtid.
Kredsløb om Mars som begynderopgave
Meget klogt valgt, så skal Hope ikke gøre noget forsøg på at lande på Mars. Målet er at gå i bane over ækvator på Mars mellem 20.000 og 43.000 kilometer over overfladen.
Den opgave er udfordrende for begyndere, men ikke nær så vanskelig som en landing.
Landinger på Mars er en opgave, der kan give selv erfarne amerikanske rumeksperter sved på panden, når en rumsonde når frem til atmosfæren, og de ’Seven minutes of terror’ begynder, hvor rumsonden både skal bremses ned fra en fart på over 20.000 kilometer i timen og derefter slutte nedturen med at foretage en blød landing.
Alle de problemer undgår man ved at holde sig i bane om Mars. Emiraterne har derfor kunnet bruge en velkendt og simpel konstruktion, hvor selve sonden har form som en kasse forsynet med to store solvinger.
På størrelse med en bil
Med en vægt på 1.350 kilogram er Hope på størrelse med en lille bil. Af de 1350 kilogram går de 800 kilogram dog til styrebrændstof, som især skal anvendes til at bremse rumsonden ned, når den ankommer til Mars i februar 2021.
Fra sin bane om Mars skal Hope især undersøge atmosfæren om Mars, som har undergået store forandringer, siden Mars blev dannet for 4,6 milliarder år siden.
Vi ved, at Mars oprindeligt har haft et varmere klima og en tættere atmosfære, og at klimaet i dag er meget koldt og atmosfæren meget tynd.
Det nuværende tryk ved overfladen på Mars svarer til trykket i Jordens atmosfære i en højde af 30 kilometer, og en så tynd atmosfære kan ikke levere meget i retning af en drivhuseffekt.
Det er klart, at denne ændring af atmosfæren har haft en afgørende betydning for muligheden for liv på Mars.
Hvad skal Hope undersøge?
Så problemet er simpelt: Hvorfor, hvornår og hvordan er denne overgang fra en nogenlunde tæt atmosfære til den nuværende meget tynde atmosfære foregået?
For at svare på de spørgsmål, er det nødvendigt præcist at måle, hvor meget atmosfære Mars for tiden taber til rummet.
Hope er beregnet som en vejrsatellit, der ser Mars sådan lidt fra oven med hele tre instrumenter:
- Et kamera, der kan tage billeder af Mars. Da banen er højt over Mars, bliver de måske ikke så detaljerede, men de vil gøre sig virkelig godt i fjernsynet og i tidsskrifter. Det skal dog nævnes, at kameraet har seks filtre, tre i ultraviolet lys og tre i synligt lys. På den måde kan man også følge, hvad der sker i atmosfæren, herunder atmosfærens indhold af vanddamp og ozon.
- Infrarødt spektrometer, der kan måle atmosfærens temperatur, indhold af is, vanddamp og støv.
- Ultraviolet spektrometer, der skal måle indhold af brint og ilt i atmosfæren og hvor hurtigt det tabes til rummet.
Hvis nu alt går godt, får Emiraternes få videnskabsmænd (og -kvinder) meget travlt med en forskningsopgave, som vil få international betydning.
Der bliver nok brug for samarbejde med forskere i andre lande, men projektet kan ikke undgå at hæve forskningsmiljøet i Emiraterne.
Så drømmene fejler ikke noget. Og der arbejdes på dem. Således har Emiraterne sidste år fået en astronaut om bord på rumstationen ISS, så det er et land, der er værd at holde øje med inden for rumfarten de kommende år.
