Hvordan mindsker vi klimaforandringerne? Skal vi satse på el-fly, teknologi, som fanger CO2 fra luften, eller udvikle helt nye løsninger? Eller skal vi ændre måden, vi mennesker lever på, både kulturelt, økonomisk og politisk?
En idé, man ofte hører, er at mindske udledningen af drivhusgasser gennem ny teknologi og samtidig omstrukturere samfundet. Det foreslår den danske regering blandt andet i deres klimaplan, der både indeholder forslag om indfangning af CO2 samt affaldssortering. Ideen bliver også belyst i den norske rapport Klimakur 2030, som Norges Miljødirektorat og Landbrugsdirektorat fremlagde tidligere i år.
Men hvad hvis teknologi står i vejen for adfærdsændringer? Det er forskernes hovedargument i en ny videnskabelig artikel i tidsskriftet Nature Climate Change, og forskerne er klare i spyttet:
»I 40 år har løfterne om ny klimateknologi været årsag til, at klimatiltagene er blevet udsat. Løfterne har givet forhåbning om, at effektive løsninger vil dukke op i fremtiden, hvilket har stået i vejen for hurtig handling,« skriver forskerne i en pressemeddelse.
Hovedpointen er, at vi bliver lovet for meget, og at tingene sker for langsomt.
»At regne med, at ny teknologi vil løse klimakrisen, er det samme som at sikre, at det mislykkes,« skriver forskerne videre.
Hvad er klimateknologi?
Forskerne i Nature Climate Change taler først og fremmest om atomkraft, CCS ('carbon capture and storage' - kulstofopsamling og -lagring), gendannelse af isen i Arktis og såkaldt skypodning.
Sidstnævnte, som går ud på at sprøjte partikler op i skyerne for at udløse nedbør, er en teknik brugt til vejrmanipulation i geoengeering eller klimaengineering.
Selvom teknologierne i teorien fungerer, og adskillige af dem sandsynligvis vil virke, hjælper det jo ikke meget, hvis politikerne ikke sikrer, at de bliver taget i brug, påpeger forskerne.
De mener, at politikerne har været optaget af forskellige undvigelsesmanøvrer i forsøget på at undgå sandheden. Og sandheden er, at vi er nødt til at reducere udledningen af drivhusgasser med det samme.
Bekymringen bakkes op
Forskerne i Nature Climate Change er ikke alene om at bekymre sig om løfterne om klimateknologien, og hvor meget de lader vente på sig.
I 2016 publicerede forskere fra det norske klimaforskningscenter Cicero en lignende videnskabelig artikel i det samme tidsskrift.
Artiklen beskriver, hvordan der stadig er alt, alt for lidt af den teknologi, som er nødvendig for at opsamle CO2 fra atmosfæren,.
Desuden skal teknologien, som i praksis er ikke-eksisterende, tages i brug omgående, hvis vi skal gøre os håb om, at udledningen er netto nul i år 2070, sådan som Paris-aftalen lægger op til.
På Videnskab.dk har en række danske forskere ligeledes fortalt, hvorfor det er farligt at regne med, at ny teknologi bliver løsningen. Det kan du læse mere om i artiklen Forskere: 5 grunde til, at ny teknologi næppe vil løse klimaproblemerne.
Du kan også melde dig ind i vores Facebook-gruppe Red Verden, hvor knap 6.000 danskere udveksler ideer og diskuterer løsninger på verdens problemer.
Klimamodeller under kritik
Hvis vi vender tilbage til forskerne i Nature Climate Change, så kritiserer de også brugen af de såkaldte IAM-klimamodeller (Integrated Assessment Models).
IAM-klimamodellerne er ikke modeller af det fysiske klimasystem, men tager højde for og sammenkobler en mulig udvikling i befolkning, økonomi, teknologi, energisektor, landbrug, skovbrug med videre.
IAM-klimamodellerne foretager antagelser om fremtidige teknologier, og hvad de vil koste. Problemet er ifølge forskerne, at modellerne antager, at teknologien er længere i sin udvikling, end den i virkeligheden er. Derfor kan modellerne skyde forbi.
Forskerne i Nature Climate Change går grundigt til værks i deres kritik: De forholder sig til hele den historiske udvikling i løbet af de seneste 30 indenfor klimaforhandlinger, klimamål, tilgængelig teknologi og klimamodeller.
»Det hele hænger sammen, fordi politikerne, som skal vedtage klimamålene, hele tiden har lyttet til eksperterne - men på samme tid har de også foretaget deres egen vurdering af, hvad der er muligt at gennemføre,« forklarer Bjørn Samset, klimaforsker ved Cicero på Universitet i Oslo, til forskning.no, Videnskab.dk's norske søstersite.
Han har læst den nye artikel i Nature Climate Change og mener, at de britiske forskeres holdning deles af mange andre klimaforskere, med undtagelse af klimamodellerne:
»Forskerne stiller sig ganske vist kritisk overfor både den politiske udvikling og udviklingen af modellerne. Ikke fordi modellerne ikke virker, men fordi de er en tand foran udviklingen af den teknologi, de tager højde for,« siger Bjørn Samset.
Inkluderer teknologi, vi endnu ikke har
De modeller, som forskerne kritiserer, inkluderer også kulstofopsamling og -lagring-teknologien i estimaterne for fremtidens klima.
»Det er der som udgangspunkt ikke noget forkert i. Problemet opstår, når politikerne skal udarbejde klimamål, og de spørger forskerne, hvad der er muligt (i forhold til at reducere CO2-udledningen, red.) ,« siger Bjørn Samset, og fortsætter:
»Forskerne har hele tiden svaret, at det meste er muligt med en drastisk reduktion af udledningen, men fordi modellerne er et par skridt forud for teknologien, har der hele tiden været en anden mulighed: At finde på noget nyt engang i fremtiden.«
Her kunne man for eksempel videreudvikle mulighederne for kulstofopsamling og -lagring.
»Det er ikke bare noget, som måske kan hjælpe. Det er en klar forudsætning for alle de udledningsscenarier, der fører os frem til togradersmålet. Vi har med andre ord vedtaget en politik, som binder os til en fremtidig teknologiudvikling,« siger Bjørn Samset.
Forskernes centrale argument er, at politikerne har udnyttet disse muligheder til at undgå en reduktion i dag.
- Hvordan vil situationen se ud, hvis de store klimamodeller ikke inkluderede kulstofopsamling og -lagring?
»Så ville togradersmålet praktisk taget være uopnåeligt, og den eneste lille mulighed, vi stadig ville have, var en årlig udledningsreduktion, som den vi ser nu under coronakrisen,« siger Bjørn Samset.
Ikke bare et teknologisk problem
Professor Karen O'Brien ved Universitetet i Oslo har også læst artiklen i Nature Climate Change. Hun mener, de britiske forskere bidrager med et interessant perspektiv.
»De belyser, hvor farligt det er udelukkende at se klimaforandringerne som et teknologisk problem.«
Karen O'Brien er især optaget af, hvad de sociale, kulturelle, politiske og økonomiske forandringer vil betyde for klimaet.
»Klimamodellerne ser ikke ud til at inkludere den rolle, som folk, magt og politik spiller. De anerkender heller ikke muligheden for ændringer i de kulturelle værdier,« siger hun.
»Hvis vi udelukkende fokuserer på teknologiske løsninger, går vi glip af muligheden for at involvere folk i de systemændringer, der er behov for.«
Et dybere forhold til naturen
Karen O'Brien mener, at det er vigtigt at belyse, hvordan klimamodellerne historisk set har begrænset den politiske opmærksomhed til teknologiske aspekter ved klimaforandringerne.
»Hvis vi ikke tager højde for de sociale og menneskelige aspekter i forhold til klimaændringerne, hvordan vi kan ændre vores økonomi og samfund, vil det hverken lykkes os at opfylde FN’s Bæredygtighedsmål eller stoppe klimaforandringerne,« siger hun.
»Når vi når ud over de teknologiske løsninger, har vi mulighed for at gøre noget ved ikke bare klimaændringerne, men også ved tab af biodiversitet, plastikforureningen, erosion, fattigdom, ulighed og så videre.«
Hvad skal der blive af menneskeheden?
»Vi har kæmpet for at få de menneskelige og sociale dimensioner med i modellerne i 10 år. De er fortsat ikke med, og vi går glip af en stor mulighed for at præsentere alternative, bæredygtige muligheder,« siger Karen O'Brien, som er geoinformatiker.
Hun nævner blandt andet vores forhold til mad som noget, der er ved at ændre sig.
»Flere fokuserer i dag på en plantebaseret kost med økologisk, lokal og lokalproduceret mad. Når vi som privatpersoner forandrer os, ser vi også flere og flere muligheder i butikker og restauranter, varierede opskrifter og så videre.«
På denne måde er der mulighed for, at forandringerne vil ske meget hurtigere, end klimamodellerne anslår, mener Karen O’Brien.
»Modellerne antager, at vi ikke har nogen handlekraft. At der ikke er mulighed for at ændre den måde, samfundet fungerer. Det er en forkert antagelse. Når vi ser tilbage i historien, sker ændringerne, fordi vi sætter spørgsmålstegn ved det, som fakstisk sker. Se bare slaveriet og kvindernes stemmeret,« siger hun og tilføjer:
»Den vigtigste konklusion, vi kan drage herfra, er, at vi betyder mere, end vi tror.«
Efterlyser realisme
Det er dog ikke alle forskere, der er helt afvisende overfor udvikling af teknologiske klimaløsninger.
Klimateknologi er et perfekt værktøj til at mindske drivhusgasserne, især bioenergi med kulstofopsamling og -lagring (BECCS), mener Nils Røkke, som er direktør for bæredygtighed i Sustainability Sintef, en norsk uafhængig forskningsorganisation.
Netop denne teknologi bruger træer eller anden biomasse, som optager CO2, og brænder dem i et lukket system.
På denne måde fanger man CO2, som så lagres i deponier for eksempel på havbunden i Nordsøen. Det planlagte Klemetsrud-anlæg i Oslo vil til dels blive et BECCS-anlæg, hvor meget af affaldet, som brændes, kommer fra naturen.
En løsning med begrænsninger
Men selvom Nils Røkke er positivt indstillet, mener han også, at løsningen har sine begrænsninger.
»Det er risikabelt, at enkelte klimamodeller inkluderer massiv brug af lignende teknologi i beregninger. Not one size fits all,« påpeger han.
»Klimamodellerne har for eksempel intet overblik over, hvad det vil kræve af indgreb i naturen, natur- og arealudnyttelse, samt biodiversitet. Vi har desværre ingen digital tvillingeudgave af Jorden, som vi kan afprøve det på,« siger han.
Han mener ligesom de andre forskere, at klimateknologien ikke må bruges som argument for fortsat at udlede drivhsgasser for senere at opsamle dem.
»Men der er ingen tvivl om, at vi både er nødt til at reducere udledningen og fjerne udslip. Det vil forskellige opsamlings- og lagringsmetoder bidrage til,« slutter Nils Røkke.
©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.
