Tænk dig at skære din næste medium-rare ribeye steak med en kniv af hærdet træ.
Forskere har netop udviklet en metode, hvor de kan bearbejde et stykke træ til at være 23 gange mere hårdført end normalt. Det samme stykke træ kan de så lave om til en kniv, der er tre gange skarpere end den rustfrie kniv af stål, som du formentlig ellers spiser med.
Knivene kan desuden vaskes og genbruges, så de er et oplagt alternativ til engangsbestik eller knive lavet af keramik og rustfrit stål.
»Sammenlignet med en normal kniv skærer vores trækniv lige så nemt igennem et stykke medium stegt kød som en kniv af stål,« fortæller Teng Li, som er medforfatter på studiet og forsker i materialer ved University of Maryland, ifølge en pressemeddelelse fra forlaget Cell.
Udover skarpe knive har de også lavet søm af hærdet træ. Sømmene har de hamret igennem tre stykker brædder. Og i modsætning til stålsøm, så ruster træsømmene ikke.
Video: Bo Chen
En proces i to trin
Behandling af træ har man kendt til i århundreder. Men processen med damp og komprimering ved højt tryk holder ikke på faconen. For efter noget tid vil træet give sig.
Cellulose er den primære byggesten i træ og er langt stærkere end eksempelvis stål og keramik, forklarer forskerne.
Li og hendes team har derfor fundet en måde at udnytte cellulosen på.
Cellulose udgør omkring 40 til 50 procent af et stykke træ, og resten af træets byggesten er komponenter, som for eksempel lignin (lignin holder sammen på cellevægge i træ, red.), der ikke er lige så stærkt.
Og det er de mindre stærke komponenter, som forskerne har fundet en metode til at skille sig af med uden at skade cellulosen.
»Det er en proces i to trin. Først deler vi træet ved til dels af fjerne lignin. Herefter bliver træet blødt og fleksibelt. I andet trin sætter vi træet under højt tryk med varme for at fjerne vand fra træet,« fortæller Li ifølge pressemeddelelsen.
Herefter skærer man træet ud til eksempelvis en kniv, som bliver smurt ind i en speciel mineralolie, som giver længere levetid.
Cellulose trækker nemlig vand til sig, og olien er vandafvisende. Derfor hjælper olien på holdbarheden, når kniven bliver vasket i hånden eller i opvaskemaskine.
Video: Bo Chen
Bæredygtigt perspektiv
Metoden har flere fremtidsaspekter. Især fordi det er langt mere bæredygtigt end de processer, vi bruger, når vi laver stål eller keramik.
Træet skal nemlig ’kun’ koges ved 100 grader i et kar med kemikalier - kemikalier, der potentielt kan genbruges.
Omvendt kræver processen for at lave ting med keramik, at keramikken bliver opvarmet til cirka et par tusind grader.
»Vi har allerede mange køkkenredskaber lavet af træ, og gider vi passe på de her træknive og eksempelvis slibe dem, så kan de holde lige så lang tid som andre knive,« afslutter Li.
Studiet er publiceret i tidsskriftet Matter og kan findes her.
fth