Bæ fortæller mere end tusind ord om både sundhed, handelsruter og levestandarder

Det er en urokkelig del af alles hverdag, men at tale om sin mad, efter den har taget en tour de tarmkanal, er alligevel lidt fy-fy i høflige kredse.

Ikke desto mindre kan en bæ ofte få videnskabsfolk til at juble, fordi den kan afsløre lidt af hvert.

Mere end 500 år gammel afføring fra et latrin i Svendborg har for eksempel afsløret, at danskere spiste rabarber og agurk langt tidligere end hidtil antaget.

Allerede i 1500-tallet indgik de røde og grønne stænger i den danske kost, afslørede en gruppe forskere for nylig.

Forskerne er i gang med at undersøge indholdet af 12 toiletter fra middelalderen.

Hidtil har man troet, at agurken først kom til Danmark i 1600-tallet og rabarberen i 1800-tallet, skriver Berlingske.

Lorten som livsstilsstudie

En af forskerne, som undersøger middelalder-latrinernes indhold, er Mette Marie Hald, arkæobotaniker på Nationalmuseet, der blandt andet har ledet en større undersøgelse af østdanske latriner fra vikingetiden til renæssancen.

Afføringen fra fortiden fortæller ikke kun noget om, hvad vores forfædre spiste. Den giver også viden om, hvordan de handlede og rejste, fortæller Mette Marie Hald.

»Adgangen til eksotiske fødevarer siger også meget om handel og levestandarder,« siger hun.

Alt efter tidsperiode kan det sige meget om lortens ejermand, at vedkommende kan skaffe mad fra fremmede lande.

Derudover giver madudvalget også et billede af datidens handelsruter, da danske købmænd langtfra altid har haft adgang til for eksempel figner.

»For hvert fund rykker vi hele tiden lidt ved vores billede af historien,« siger Mette Marie Hald.

»Og et fund af ekskrementer er aldrig et glansbillede. Man kommer helt tæt på mennesket bag det.«

Fund af ekskrement har sine begrænsninger

Som med enhver rig kilde til information er det selvfølgelig god videnskabelig praksis at huske på ekskrementers begrænsninger som arkæologisk kilde.

Og da afføring per definition er fordøjet mad, er der en del af den oprindelige fødevare, der ikke overlever.

»Ikke alt bliver bevaret, så man kan kun få et delvist billede af, hvad folk har importeret eller spist gennem en visuel analyse,« forklarer Camilla Haarby Hansen, inspektør på Københavns Museum.

En visuel analyse består simpelt nok af at se efter i ekskrementet og notere, hvad man finder.

Det, der overlever, er mest frø fra mad, der har indeholdt dem. Derudover kan arkæologer også finde fiskeskæl og –ben samt knogler fra dyr.

»Figenkerner er et godt eksempel, for de er simpelthen overalt i gammel afføring,« forklarer arkæobotaniker Annine Moltsen, der ikke var tilknyttet studiet.

Hun arbejder for forskningsorganistionen Natur og Kultur (NOK), der specialiserer sig i forskning i planterester bevaret i arkæologisk sammenhæng.

De første figenkerner dukker op cirka i 1200-tallet, men bliver flere og flere fra 1400-tallet og frem, hvilket giver et bedre billede af, hvad der er blevet importeret.

»I Næstved har man også fundet rester af hvid peber og solbær fra middelalderen, og det er spændende at se, hvordan de bliver mere almindelige med tiden.«

Ved at sammenligne fund af madvarer danner der sig et billede af et Danmark, der bliver mere og mere åbent udadtil, som det for eksempel kan ses på grafen nedenunder.

Moderne midler afslører mere

Men i moderne tid kan man ikke bare analysere lorte-fund visuelt, men også på andre måder med teknologiens hjælp.

Oluf Borbye Pedersen, professor på Novo Nordisk Fondens Metabolismecenter på Københavns Universitet, har erfaring med at kortlægge sundhed, kost og endda hele mennesker på baggrund af deres afføring.

Og selvom han primært beskæftiger sig med nutiden, kan blandt andet de DNA-analyser, han anvender, også bruges til at afdække fortiden.

»Med stadig mere computerkraft kan vi udføre mere datarige DNA-analyser, og det gælder også for ældre afføring,« forklarer han.

Med latrin-fund invaderer udefrakommende bakterier ekskrementet, så et fossiliseret eksemplar er bedst til en DNA-analyse, så man ikke får sammenblandede resultater.

Ikke desto mindre muliggør teknologien i stigende grad, at man ’renser’ ældre DNA og gør det analyse-klart.

Oluf Pedersen peger på tre komponenter i en DNA-analyse af ekskrement:

• Madrester, der viser, hvad der er blevet spist.
• DNA fra tarmmikrober, der fortæller meget om sundhedstilstanden hos ejermanden.
• DNA fra ejermandens egne celler, der viser, hvordan vedkommende er sammensat.

Vores tarmmikrober, der både består af bakterier, svampearter, virusser og parasitter, bruges meget i moderne medicin til at give et billede af patienters sundhed.

Og jo mere teknologien muliggør analyser af ældre DNA, desto mere kan videnskaben danne et tilsvarende billede af vores forfædre.

»Den sidste komponent er også interessant, da den viser ejermandens herkomst og arv og kan blandt andet afsløre folkevandringer,« forklarer Pedersen.

Strontium-analyser fortæller mere om maden

En anden metode til at finde ud af, hvad vores forfædre spiste, og hvordan de rejste, er strontium-analyser.

Strontium er et grundstof, der findes i varierende mængder i undergrunden, alt efter hvor i verden man befinder sig,

Den mad, vi spiser, optager strontium fra jorden, når den bliver dyrket.

Ved at analysere strontium-mængden i vores forfædres afføring har forskerne fået flere svar på, hvor deres fødevarer kom fra.

»Vi kunne for eksempel analysere strontium-indholdet i olivensten. Og alt efter hvor højt indholdet var, kunne vi generelt sige, hvor de oliven var dyrket,« forklarer Annine Moltsen.

Der er begrænsninger ved strontium-analyse, da grundstoffets koncentration for eksempel ikke varierer meget fra Skandinavien til Tyskland.

Man kan altså ikke fastslå, om en tomat er dyrket i Slagelse eller Roskilde med en strontium-analyse, da den kun virker over større afstande.

Men den giver videnskaben endnu en måde at finde information i lorte-fund på.

Afføring er en anden indgang til menneskelivet

»Når vi strontium-analyserer madrester op gennem tiderne, ser vi danskernes horisont i konstant udvidelse,« siger Peter Vang Petersen, arkæolog og inspektør på Nationalmuseet.

Han har en lang karriere og talrige fund af danefæ bag sig.

»Når forskere bliver så glade for et lorte-fund, er det i virkeligheden en blanding af faglighed og trivialitet. Den trivielle del af vores entusiasme er, at det er et øjebliksbillede i en fortidig persons sidste døgn,« mener han.

»Det får historien til at føles mere levende end mange andre fund.«

Man kan få meget information ud af gammel afføring, hvis man er god til at bruge en bred vifte af analysemetoder og sammenligne deres resultater.

»Der er ikke mange andre kilder, såsom redskaber og bygningsværker, der giver et billede på dagligdagen på samme måde. Det svarer til et fodspor for os.«

Derudover påpeger han også, at en lort kan give meget mere ’ærlig’ information om fortiden end for eksempel en skriftlig kilde.

»I historien har vi en tendens til at fokusere på det talte og skrevne ord, men vi skal ikke undervurdere information, der kommer ud af den anden ende,« forklarer han.

»Dermed ser vi i en gammel bæ en anden indgang til menneskelivet. Vi arkæologer har endda spøgt med at kalde det ’danebæ’.«