Raketten og rumskibet står allerede parat til affyring på NASA’s Kennedy Space Center i Florida, USA. Hvis alt går vel, bliver Artemis I-missionen skudt afsted 29. august klokken 14.33 dansk tid.

Opsendelsen er kun første skridt i en storstilet plan om at sende mennesker til Månen, som vi senest betrådte i 1972. Hvis NASA’s planer holder stik, vil vi inden for de næste år se den hidtil første kvinde og den første ikke-hvide person på Månen.

»Det er sindssygt spændende. I de næste år bliver den helt store opdagelsesrejse at vende tilbage til Månen,« siger den danske astronaut Andreas Mogensen til Videnskab.dk.

Europa med på Månen

Artemis I, som altså efter planen opsendes på mandag, er en ubemandet mission, som skal sendes i kredsløb om Månen for derefter at vende tilbage til Jorden. Hovedformålet med missionen er at få testet udstyret til kommende bemandede flyvninger.

»Hvis det lykkes, vil der inden for de næste to år komme astronauter med. De skal ikke lande på Månen i første omgang, men flyve rundt om den. Og så snart som i 2025 er planen, at man vil lande på Månen. Det er enormt spændende,« siger Andreas Mogensen og tilføjer:

»Og det er endnu mere spændende, fordi Europa er med på missionen. De tidligere månemissioner med Apollo var rent amerikanske.«

Europæisk udstyr

Rumskibet, som skal sendes til Månen, kaldes Orion og har et vigtigt europæisk modul ombord.

»Servicemodulet er europæisk bygget. Det sidder bag på selve rumkapslen og sørger blandt andet for fremdrift og temperaturkontrol. Så det er servicemodulet, som står for opbremsninger og affyringer, og som sørger for, at rumskibet kommer i kredsløb om Månen og sikkert hjem igen,« fortæller Michael Linden-Vørnle, som er astrofysiker ved DTU Space på Danmarks Tekniske Universitet.

Nu tænker du måske: Jamen vi har da været på Månen – hvorfor ikke hellere besøge en anden planet?

Hvorfor Månen?

Svaret er, at vi for det første ikke har besøgt Månen i snart 50 år. De tidligere månemissioner har dermed kun »kradset i overfladen i forhold til den uvurderlige videnskab,« vi kan få ud af nye månemissioner, mener Michael Linden-Vørnle.

Samtidig er det en del af NASA’s fremtidsplaner med Artemis at få bygget en mere permanent base på Månen, som både skal udforske vores nabo og fungere som en slags pitstop, når fremtidens astronauter skal rejse længere ud i rummet for at besøge Mars.

»Tyngdekraften på Månen er kun en sjettedel af tyngdekraften på Jorden. Så med den samme raket kan man løfte meget mere last ud i rummet fra Månen, og det gør det nemmere at flyve videre ud til for eksempel Mars. Med en permanent base på Månen kan man også udnytte Månens resurser til gavn for astronauter på Månen, men også til gavn for os her på Jorden,« siger Michael Linden-Vørnle.

Du kan læse mere om, hvilke resurser på Månen man blandt andet kan udnytte i denne artikel.

Første kvinde på Månen

Navnet Artemis stammer fra den græske mytologi, hvor Artemis er gudinde for Månen – og tvillingesøster til Apollon. Dermed er der også en klar reference til de tidligere Apollo-missioner til Månen og til det faktum, at NASA har planer om at sende den hidtil første kvinde til Månen.

Som en del af NASA's mål om mere lighed i rumfarten er det også et erklæret mål at sende en ikke-hvid person til Månen.

Dermed vil en langt bredere del af Jordens befolkning i fremtiden være repræsenteret på Månen, og det »kan godt have en symbolsk betydning for folk hernede på Jorden,« mener professor Karen Hvidtfeldt.

»Det betyder, at der vil være en større bredde i hvem, der kan forestille sig at komme til Månen. Det har en symbolsk betydning i den forstand, at det ikke er dit køn eller din etnicitet, der sætter grænser for, hvad du kan drømme om, eller hvad der kan lade sig gøre,« siger Karen Hvidtfeldt, som er professor og leder af Center for Køn og Diversitet på Syddansk Universitet.

»I dag, hvor vi for eksempel har haft flere kvindelige statsministre, kan man som kvinde nok bedre forestille sig at blive statsminister end førhen. Det er heller ikke særlig længe siden, at man som kvinde ikke kunne blive pilot,« tilføjer hun.

Den russiske kosmonaut Valentina Tereshkova (tv) var med Vostok 6-missionen den første kvinde i rummet i 1963. Amerikanske Mae Jemison (th) blev i 1992 den første sorte kvinde i rummet. (Fotos: NASA)

Kvinder i rummet

Kvindelige astronauter er imidlertid ikke noget nyt. I marts 2022 opgjorde NASA, at i alt 75 kvinder havde været i rummet, og dermed har over 10 procent af alle rumrejsende været kvinder.

I øjeblikket opholder to kvinder sig på Den Internationale Rumstation, ISS; hvoraf den ene, amerikanske Jessica Andrea Watkins, er den hidtil første sorte, kvindelige astronaut, som skal gennemføre en langtidsmission på ISS.

Hvor længe der går, før den første kvinde og ikke-hvide person får sat deres fodaftryk på Månen, afhænger i første omgang af, hvordan det går med Artemis 1-missionen.

»Jeg vil tro, at det er realistisk, at vi lander på Månen i 2025, men det afhænger af, om alt går vel med Artemis I og II, eller om der opstår alvorlige problemer på de to missioner. Men der burde være gode muligheder for det, hvis de første flyvninger går som planlagt,« siger Michael Linden-Vørnle.

Alle tre Artemis-missioner skal opsendes med NASA’s nye raket Space Launch System (SLS), som vi kommer til at beskrive nærmere i en kommende artikel på Videnskab.dk.

Udfordringer: Rumdragt og landing

Når Artemis III skal lande på Månen, vil det desuden ske med ny teknologi udviklet af det amerikanske firma SpaceX.

»Rumskibet Orion kan ikke lande på Månen. Der er brug for et landingsmodul, og det er ved at blive udviklet. Så SpaceX skal nå at have det klar inden 2025. Det er kun om tre år, så det er ikke særlig lang tid,« siger Michael Linden-Vørnle.

En anden udfordring ved fremtidens månemissioner er udviklingen af nye rumdragter, som skal kunne holde til længere tids ophold på Månen.

»Det er en ekstra joker i forhold til, om missionen holder tidsplanen. Det er ikke banalt at bygge en rumdragt til Månen. Den skal kunne modstå det finkornede, skarpe støv, som er deroppe. I mikroskop ligner det nærmest små savskær,« siger Michael Linden-Vørnle.

Han forklarer, at det skarpe støvmateriale på Månens overflade mere korrekt hedder regolit, og den store udfordring er altså at skabe en rumdragt, som kan modstå det skarpe regolit og samtidig gøre det muligt for astronauterne at bevæge sig rundt.

Efter de tre første Artemis-missioner til Månen, planlægger NASA at bygge en permanent basecamp på Månen. Lejren skal blandt andet indeholde et køretøj og en beboelses-enhed til måneboerne, ligesom en rumstation kaldet Gateway skal være i kredsløb om Månen. (Illustration: NASA)

Lander på Sydpolen

»De oprindelige månedragter behøvede ikke den samme udvikling, for dengang skulle man ikke opholde sig på Månen i særlig lang tid, så det gjorde ikke så meget, at rumdragten blev ødelagt hurtigt. Men med Artemis og den kommende månebase er der nogle helt andre udfordringer for at kunne skabe holdbare rumdragter,« siger Michael Linden-Vørnle.

I en nylig pressemeddelelse præsenterede NASA en række forskellige forslag til, hvor Artemis III skal lande. Alle forslag ligger nær Månens sydpol, hvor ingen mennesker tidligere har været.

»Selvom det vil være udfordrende at lande, leve og arbejde under disse polare forhold, vil teknologiske fremskridt, som er undervejs med Artemis, imødekomme disse udfordringer og potentielt føre til nogle af de største opdagelser i det 21. århundrede,« lyder de storstilede ambitioner fra NASA.

Ud over den europæiske rumfartsorganisation, ESA, er også de canadiske og japanske rumfartsorganisationer partnere på missionen, som ledes af NASA.