Hvornår løber verden tør for uran?

Hvad enten man er for eller imod atomkraft, er det jo godt at få nogle facts på bordet. Og vores læser Thomas Hansen vil gerne vide, hvor meget uran, der er tilbage i verden.

Thomas skriver: »Hvordan ser det egentlig ud med uranressourcerne? Hvor længe er der tilstrækkelige uranforekomster til de nuværende og planlagte reaktorer?«

Og det er jo det, man kalder et godt spørgsmål. Vi sender det videre til Erik Nonbøl, der er seniorforsker på Risø DTU og ekspert i atomkraft. Han er ikke bange for at sætte tal på: »Der er cirka til 100 år, hvis man fortsætter med at bruge den nuværende teknologi.«

Det fremgår af den rapport om uran, som OECD og Det Internationale Atomenergiagentur udgiver hvert andet år. På baggrund af information fra en række lande forsøger man her at skabe et overblik over, hvor meget uran, der kan produceres, og hvor meget, der er brug for.

Forbruget er større end produktionen

2009-udgaven er endnu ikke udkommet, så vi må nøjes med 2007-udgaven. Og heraf fremgår det, at der forbruges langt mere uran, end der udvindes. Efterspørgslen efter uran er stigende, og lagerbeholdningen er faldende.

Behovet for uran til atomreaktorer vil stige fra 66.500 tons om året til et sted mellem 94.000 og 122.000 tons i 2030. Der vil nemlig komme langt flere atomkraftværker, ikke mindst i Østen.

I 2006 blev der kun produceret 39.600 tons uran, og den bliver selvfølgelig ikke ved med at gå. Derfor er mineselskaberne da også i fuld gang med at åbne nye miner og dermed udvinde mere uran.

Uran kan også genbruges i et vist omfang. Brugt uran fra atomkraftværker kan oparbejdes, så det kan bruges igen, og uran fra atombomber kan også anvendes.

Måske er der uran til 10.000 år

Der er masser af uran i jorden, men det er ikke lige nemt at udvinde. OECD og Det Internationale Atomenergiagentur har regnet sig frem til, at der med sikkerhed eksisterer cirka 5.500.000 tons uran, der kan udvindes for under 130 dollar pr. kilo, hvilket man nok godt kan få atomkraftværkerne til at betale.

Dertil kommer forekomster, der endnu ikke er opdaget.

Så der er i hvert fald uran nok til de næste mange årtier, men før eller siden slipper det op. Men måske kan ny teknologi ændre billedet. En ny generation af atomkraftværker kan nemlig være på vej.

»Hvis man går over til de såkaldte formeringsreaktorer, er der uran nok til cirka 10.000 år,« fortæller Erik Nonbøl. »I de nuværende reaktorer udnytter man faktisk kun en procent af det uran, man graver op af jorden. Med formeringsreaktorer kan man udnytte 90 gange så meget af det.«

En ny generation er måske klar i 2030

De nye atomreaktorer er dog ikke lige om hjørnet. Teknologien er ikke helt på plads endnu, og der vil gå et par årtier, før formeringsreaktorerne vil være klar.

Et af problemerne er, at processerne går hurtigere i en formeringsreaktor, hvilket giver nye sikkerhedsmæssige udfordringer. »Men det er jo noget af det, man er ved at undersøge. Der foretages alle mulige sikkerhedsanalyser, og man har endnu ikke lagt sig fast på et bestemt design,« siger Erik Nonbøl.

Uran er i øvrigt ikke det eneste materiale, der kan anvendes som brændstof i en atomreaktor. Thorium er også en mulighed, som der forskes i - ikke mindst i Indien, hvor man har store forekomster af grundstoffet.

Thorium eller fusion kan være fremtiden

Der er nogle fordele ved atomkraft baseret på thorium. For det første findes der mere thorium end uran i naturen, og for det andet er affaldsproblemet mindre, for der produceres stort set ikke plutonium eller andre grundstoffer, der er højradioaktive i tusindvis af år. Og dermed heller ikke plutonium, der kan bruges til atombomber.

Men thorium er trods alt også en endelig ressource, og i længden må man finde andre veje. De nuværende atomreaktorer er baseret på fission, hvor man udnytter den energi, der opstår, når tunge atomkerner splittes. Hvis man endelig insisterer på at bruge kernekraft i al fremtid, er fusion mere oplagt.

I en fusionsreaktor udvikles der energi, når lette atomkerner smelter sammen. Men fusionsenergi er stadig på forsøgsstadiet, og der vil gå mange årtier, før denne teknologi er moden til at levere den energi, vi har brug for.

Men altså: Atomkraftværkerne løber i hvert fald ikke tør for uran de næste 100 år. Vi sender en helt ufarlig, ikke-radioaktiv t-shirt til Thomas Hansen som tak for spørgsmålet.