Hvordan kan mine fingre huske en pinkode, når min hjerne ikke kan?
Ofte ligger vores pinkode i fingrene, men når vi begynder at tænke for meget over den, forsvinder den pludselig. Hvordan kan det være, spørger en læser. Vi finder svaret sammen med en hjerneforsker.

Du behøver ikke huske din pinkode for at kunne taste den ind. Det gør dine fingre for dig automatisk. Forsker forklarer, hvordan det kan lade sig gøre. (Foto: Shutterstock)

 

Kender du det, at du bliver bedt om at skrive din pinkode ned, og pludselig kommer du i tvivl om, hvad talrækkefølgen er?

Du ved samtidig, at hvis du står foran en bankautomat, så taster fingrene automatisk numrene ind, uden at du behøver tænke over det. Dine fingre kan altså huske pinkoden, selvom din hjerne ikke kan.

Hvordan kan det være, har vores læser Maja Sørensen spurgt Spørg Videnskaben om.

»Hvordan kan mine fingre huske mine koder for mig, når jeg selv er nødt til at skrive dem ned, hvis jeg skal give dem videre til andre?« skriver Maja i sin mail til redaktionen.

Vi har forskellige hukommelser

Fænomenet kender mange mennesker sikkert til, og inden vi glemmer Majas spørgsmål, har vi bedt hjerneforsker og professor ved Institut for Psykologi ved Københavns Universitet Jesper Mogensen om at komme med en forklaring.

Heldigvis har Jesper Mogensen ikke glemt noget af al den viden, han har tilegnet sig gennem flere årtier som hjerneforsker, så svaret kommer prompte.

»Det skyldes, at vi har forskellige hukommelsessystemer. Nogle er bevidst tilgængelige, mens andre fungerer på en måde, hvor vi ikke er bevidste omkring, hvordan vi udfører handlinger. Denne type hukommelse kaldes procedurehukommelse og kontrollerer forskellige handlinger som eksempelvis at cykle, køre bil, binde snørebånd og at huske pinkoder og telefonnumre,« fortæller Jesper Mogensen.

To hukommelser fungerer parallelt

Forklaringen på Majas spørgsmål er, at vi i hjernen har forskellige hukommelsessystemer, der under normale omstændigheder fungerer parallelt.

Det vil sige, at vi har en bevidst hukommelsesdel i hjernen, som sørger for, at vi ved, at vi eksempelvis kan cykle.

Denne del af hjernen er dog ikke bevidst om, hvordan man cykler – altså hvordan man holder balancen og træder i pedalerne én efter én.

Denne del sidder i procedurehukommelsen, som har lært en række synkroniserede bevægelser, der får pedalerne rundt og cyklen frem, uden at vi er bevidste om, hvordan de individuelle bevægelser skal udføres.

Samlet giver erindringen og procedurehukommelsen en viden om, at man kan cykle, og hvordan man gør det.

På samme måde gælder det pinkoden. Maja ved, at hun kan den, men den er ikke lagret i erindringen, men derimod i procedurehukommelsen, da pinkoden oftest bruges ved at trykke på nogle tal i en given rækkefølge.

»De to hukommelser hænger ikke sammen, men fungerer separat og parallelt. Eksempelvis kan det være meget svært at fortælle, hvilken vej man skal dreje styret, hvis cyklen læner lidt til venstre. Men det har procedurehukommelsen styr på, så vi behøver ikke være bevidste omkring det,« forklarer Jesper Mogensen.

Pinkoden forsvinder ud af erindringen

Når ting skal etableres i procedurehukommelsen, sker det ved gentagelser.

Indledningsvist lagrer man eksempelvis en pinkode i sin bevidste hukommelse. Derfra kan man hive den frem, når man har brug for den.

Over tid, og ved gentagne gange at benytte pinkoden i supermarkedet eller i banken, begynder sekvensen af fingrenes bevægelse at blive lagret i procedurehukommelsen.

I sidste ende er det kun procedurehukommelsen, der aktiveres, når pinkoden skal indtastes, og pinkoden forsvinder ud af den bevidste del af hukommelsen.

»På et tidspunkt ved vi bare, at vi kan det. Men vi behøver ikke aktivere den bevidste del af hukommelsen for at få det frem. Derfor går det også galt, når vi en gang imellem prøver at gøre det alligevel,« siger Jesper Mogensen.

Vidste ikke, han kunne spille piano

Når folk siger, at noget ligger på rygraden, er det faktisk helt forkert. Det har intet med rygraden at gøre.

Professor Jesper Mogensen, KU

Blandt folk med hjerneskader ser man nogle gange eksempler på, hvordan den bevidste hukommelse er fuldkomment afkoblet fra procedurehukommelsen.

Det betyder i nogle tilfælde, at den hjerneskadede ikke ved, at han eller hun kan et eller andet.

Eksempelvis kender Jesper Mogensen til et eksempel, hvor en mand ikke vidste, at han kunne spille piano, selvom han spillede perfekt.

Her var de bevidste dele af hjernen beskadiget, men centrene for procedurehukommelse fungerede stadigvæk og blev slået til, når manden satte sig foran et piano.

»Hvis man fortalte manden, at han kunne spille piano, troede han ikke på det. Selv ikke, hvis han så en video af sig selv foran pianoet, troede han på det,« fortæller Jesper Mogensen.

Mister evnen til at spille golf

Det omvendte kan også lade sig gøre. Altså at den hjerneskadede ikke kan det, som han tror, han kan.

Det kan eksempelvis være, at en person har kunnet spille golf eller cykle på éthjulet cykel, men mister evnen efter en hjerneskade.

Det forekommer dog sjældnere.

»Den type hjerneskader, der kan medføre tabet af procedurehukommelsen, er ofte forbundet med andre skader, der slører, at personen ikke længere kan et eller andet. Derfor at det sjældnere, at vi ser eksempler på dette,« fortæller Jesper Mogensen.

Det sidder ikke på rygraden

Evnen til at lagre noget ny information i den bevidste del af hjernen er forbundet med det område i hjernen, der hedder hippocampus.

Er denne del af hjernen beskadiget, kan personen ikke lagre noget nyt og hente det frem igen i bevidstheden.

Til gengæld kan personen godt lære at lagre tingene i procedurehukommelsen.

Det vil sige, at en hjerneskadet person kan blive god til eksempelvis at løse puslespil, uden at personen har nogen erindring om at have lært det.

Her kan det omvendte også forekomme, og en person skal konstant hive ting frem fra erindringerne, da intet lagres i procedurehukommelsen. Derved skal simple handlinger som at gå på trapper eller holde om en ske læres igen og igen, uden at det nogensinde kommer til at 'sidde fast' så at sige.

Når en person mister evnen til at lagre ting i procedurehukommelsen, er det ofte 'basalganglierne', der er blevet beskadiget. Basalganglierne sidder også i hjernen.

»Så når folk siger, at noget ligger på rygraden, er det faktisk helt forkert. Det har intet med rygraden at gøre,« slutter Jesper Mogensen.

Du kan altid stille spørgsmål

Vi takker for Majas gode spørgsmål og kvitterer med en Spørg Videnskaben-T-shirt, så hun altid kan blive husket på, at hun har stillet det.

Vi takker også Jesper Mogensen for det gode svar.

Som altid vil vi opfordre vores læsere til at undre sig over verden omkring dem og sende deres undren ind til os på sv@videnskab.dk.

Ugens Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.




Det sker

26/09 kl. 19:00
Oplægsholder
Adresse
Chr. Hansen Auditoriet på Center for Sundhed og Samfund, Bartholinsgade 4A, 1356 København K
I samarbejde med