Hvor stammer vores efternavne fra?
Hvorfor er vores efternavne så ens, når mange af os i dag gerne vil hedde noget specielt? Spørg Videnskaben tager et smut tilbage i historien og finder forklaringen på de mest udbredte danske efternavne.
hvor stammer vores efternavne fra forfædre

Hedder du og din familie Fabricius eller Madsen til efternavn, så er det meget sandsynlig, at I har en smed eller en Mads blandt forfædrene. (Foto: Colourbox)

Hvis du er dansker, så hedder du med en vis sandsynlighed Jensen. Det var der nemlig 264.824 af os, der hed i 2013.

Men hvorfor hedder så mange af os egentlig Jensen, Nielsen, Petersen eller Sørensen til efternavn? Og hvor kommer de typiske danske efternavne fra?

Spørg Videnskabens undren over de danske efternavne begyndte, da Nicolai Demontis sendte os denne mail:

»Jeg undrede mig en dag over, hvor og hvornår stammer ens efternavn fra? Var det noget, man fandt på for bedre at kunne kende forskel på hinanden, eller var der bare en, der fandt på at give sig selv et efternavn og fornavn? Og hvis det var, var det så et, man selv måtte bestemme?«

Spørg Videnskaben Classic

Fra tid til anden 'genudgiver' vi artikler fra arkivet i vores populære brevkasse, Spørg Videnskaben.

Denne artikel blev oprindelig bragt på Videnskab.dk 28. februar 2013.

Hvorfor har nogle bynavne til efternavn?

En anden læser har spekuleret over, hvorfor der mon er nogen, der kan hedde Viborg til efternavn.

»Hvorfor kan folk hedde bynavne til efternavn? « skriver Kathrine, som vi ikke kender efternavnet på.

Også på Facebook har vi fået mange spørgsmål om danskernes efternavne.

Tyske navne er ofte selvopfundne

Nogle tyske efternavne er kommet til Danmark med indvandrede tyskere. Men mange udbredte tysk-lydende navne i Danmark har danskerne selv fundet på.

Kilde: Birgit Eggert

Ældgamle adelsfamilier havde slægtsnavne

Spørg Videnskaben rejser derfor denne gang tilbage til tidspunkter i historien, hvor latin og tysk var hipt, og hvor det var bedst ikke at skille sig ud. 

Som guide på turen har vi fundet lektor Birgit Eggert. Hun arbejder som navneforsker på Nordisk Forskningsinstitut på Københavns Universitet, hvor hun blandt andet forsker i personnavne.

»Almindelige mennesker havde ikke slægtsnavne. Men i middelalderen var der flere gamle danske adelige slægter, som havde slægtsnavne, for eksempel slægterne Hvid, Galt, Urne og Grube,« siger forskeren og fortæller, at vi næsten intet kender til disse gamle navnes oprindelse.

En del af den gamle danske adel og deres navne uddøde, fordi de til sidst kun fødte døtre, som ikke kunne give navnet videre til deres børn, når de blev gift. Disse adelsfamilier blev efterhånden erstattet af adelsslægter fra Holsten og Mecklenburg.

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Adel tog navn efter våbenskjold

Der var meget få adelsfamilier, som ikke havde et slægtsnavn, da kongen i 1526 påbød, at adelen skulle tage sig et slægtsnavn.

Faktisk var der kun tale om 15 procent, som ikke i forvejen havde et slægtsnavn.

»Kongen mente, at man skulle have faste tilnavne, for det havde adelen i resten af Europa og dem ville man sandsynligvis gerne være på højde med i Danmark,« siger Birgit Eggert.

De nye adelige slægtsnavne var ofte inspireret af slægtens våbenskjold, som for eksempel Gyldenstjerne.

Lovgivning påbød efternavn

Christian den VII’s livlæge Struensee fik allerede i 1771 gennemført en lovgivning, som påbød sønderjyderne at tage et fast efternavn.

Når sønderjyderne ofte senere fortrød, at de havde valgt Madsen som fast efternavn, så valgte de typisk et patronym efter faderen til barnet og brugte patronymet som mellemnavn. Mellemnavnet var nemlig ikke fast.

For eksempel blev en mand døbt Hans Madsen. Da Hans Madsen selv blev far til lille Jens, synes faderen, at barnet alligevel skulle have efternavn efter sin far. Drengen Jens kom således til at hedde Jens Hansen Madsen.

Kilde: Birgit Eggert

Universitetsstuderende oversatte efternavnet til latin

Jævne danskere havde tilnavne som Anderssøn eller Andersdatter. Det var såkaldte patronymer, som blev skiftet ud fra generation til generation.

Danskerne kunne også have tilnavne efter deres erhverv, som for eksempel Møller eller Smed.

Hvis en ung mand var så heldig at få sig en universitetsuddannelse og for eksempel blive præst, så skete det ofte, at han valgte at oversætte sit tilnavn til latin.

Navnene var typisk oversættelser af:

  • Almindelige patronymer som f.eks. Bertelsen som på latin blev til Bartholinus.
  • Faderens erhvervstilnavn som f.eks. Smed. Det blev på latin til Fabricius.
  • Stednavnet på hjemstavnen som f.eks. Skagen, der på latin blev til navnet Scavenius.

Tyske navne florerede i borgerskabet

I 1600 og 1700-tallet arbejdede flere og flere danskere sig ud af almuen og blev en del af borgerskabet, som inspireret af adelen var begyndt at tage faste slægtsnavne.

E eller ø?

Jensen og de øvrige –sen-efternavne blev allerede før 1828 stavet med e.

Årsagen til at det ikke staves med ø er en langvarig sproglig udvikling af ord med tryksvage stavelser.

Kilde: Birgit Eggert

I det nye selskab var det finere at hedde noget tysk end et jævnt dansk navn som Nielssøn.

Mange tog sig i stedet et tysk navn. Ligesom med latin valgt man ofte at oversætte faderens erhverv for eksempel Schrøder (tysk for skrædder) eller hjembyens navn eksempelvis Schandorff (tysk for Skanderup).

Danskerne fik påbudt at tage et efternavn

De fleste jævne danskere holdt imidlertid fast i de gammeldags patronymer. Vores navne blev derfor utrolig enslydende, da staten i 1828 påbød danske familier at tage sig et fast efternavn. Det faste efternavn skulle være ens for både sønner og døtre.

Navneloven gav danskerne mulighed for frit at vælge det navn, de ville have.

Nogle valgte navn efter den gård de kom fra. Det kunne for eksempel være Vestergaard eller Nørgaard.  De fleste tog det ufarlige valg og gjorde, som man altid havde gjort. De kaldte derfor børnene Jensen, Sørensen eller Andersen efter faderen.  Og det er det uopfindsomme valg, som gør, at danskerne i dag typisk hedder Petersen og Madsen.

»80 procent af danske mænd omkring år 1800 havde ét af de ti hyppigste fornavne, og så vil det jo blive enslydende efternavne, når mange tager navn efter faderen,« forklarer Birgit Eggert og fortsætter:

»Man kan se på de navnevalg, folk tog, at det var vigtigt at passe ind og være en del af landsbyfællesskabet.«

Slægtsnavne blev til efternavne

Slægtsnavne ændrede med navneloven i 1981 navn til at hedde efternavne.

De mange enslydende slægtsnavne betød, at loven fra 1828 faktisk ikke opfyldte sit formål: Nemlig at gøre det lettere at identificere den enkelte dansker.

Købenavne skulle gøre os mere forskellige

I begyndelsen af 1900-tallet var de enslydende navne et uløst problem for den offentlige administration. En ny navnelov i 1904 betød, at danskerne nu kunne skifte deres efternavn ud med noget mere specielt.

For ikke at gøre samme fejl som i lovgivningen i 1828, valgte myndighederne nu at supplere loven med en vejledning, hvori der var lister over fiktive navne, som var egnet som efternavne.

Købenavne blev aldrig populære

Det nye efternavn kunne danskerne købe for fire kroner. Men meget få valgte at købe et spritnyt navn uden forhistorie, som for eksempel Lerdam eller Lerborg. 

»Lige siden man fandt ud af, hvor ensartede navne folk valgte, har man forsøgt at få dem til at ændre det. Men det er først i de senere år, at mange er begyndt at ændre sine navne, og nu er det ligegyldigt, fordi vi har cpr-numrene,« siger Birgit Eggert.

Færre og færre danskere hedder nu Jensen. Navneloven fra 2006 har nemlig givet os mulighed for at slette vores –sen-efternavn og tage mellemnavnet til efternavn. Ifølge Danmarks Statistik hed 297.857 danskere Jensen i januar 2006. Det tal var i januar 2013 faldet med ca. 33.000.

»Mens det dengang var vigtigt at passe ind, så er det i dag vigtigt at skille sig ud, og det er gået hårdt ud over navnet Jensen,« siger navneforskeren og fortsætter:

»Når det er sagt, så er jeg sikker på, at Jensen aldrig forsvinder.«

Omkring 50.000 danskere tog navneforandring i årene mellem 1904 og 1981. Navneloven fra 2006 har fået 100.000 til at ændre navn.

Vi takker for de gode spørgsmål og svar. Har du også et godt spørgsmål til Spørg Videnskaben, så send det til sv@videnskab.dk.

Du kan også læse 77 af de bedste svar på andre gode spørgsmål i Videnskab.dk’s bog: Ny bog fra Videnskab.dk fuldender trilogi

Mellemnavne gjorde identifikation muligt

Loven fra 1828 kom ikke til at virke efter sin hensigt, der var, at det skulle være lettere for myndighederne at finde frem til den enkelte borger.

Når en birkedommer kom til landsbyen for at finde Jens Andersen, så kunne der være flere i lokalområdet med navnet Jens Andersen. Det kunne også i landsbyen være et problem at finde ud af, hvilken Jens Andersen de andre talte om.

En fyr som Jens Andersen fik derfor ofte et tilnavn efter det sted, hvor han boede. Det kunne være Lund, Skov, Grøn eller Dam, men det kunne også være hans fag som for eksempel Møller eller Smed.

»Måske har vi ofte mellemnavne i Danmark, fordi vi har haft så ens efternavne. Men man har også brugt mellemnavnene til at omgå det efternavn, som lå fast efter 1828,« siger forskeren.

Nogle fortrød nemlig deres forældres valg af efternavn, når de selv skulle navngive deres børn.

»Der fandtes ingen regler om mellemnavnet, så der satte man det ind som man ville,« siger Birgit Eggert.

Mellemnavnene som Lund og Dam fra 1800tallet kender vi i dag, fordi der i slutningen af århundredet blev lavet en stor undersøgelse af danskernes navneskikke. Mange af mellemnavnene er sandsynligvis blevet skiftet ud fra generation til generation.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.