Vores navn er en afgørende del af vores identitet.
Alligevel dropper næsten alle gifte kvinder (knap 90 procent ifølge en spørgeundersøgelse fra 2016) i Storbritannien deres oprindelige efternavn for at tage deres ægtemands.
Undersøgelsen fandt, at selv de yngste kvinder (18 til 34 år) vælger at tage ægtemandens navn. Nogle kvinder tror endda, at det er lovpligtigt.
Det samme mønster kan ses i de fleste vesteuropæiske lande samt USA.
Hustruen var mandens ejendom
Skiftet til mandens navn er en ændring i kvindens identitet, som udspringer af den patriarkalske historie, hvor hustruer ikke havde et efternavn, men blot blev kaldt 'hustru af X'.
Helt op til slutningen af det 19. århundrede var hustruen mandens ejendom, og kvinderne afgav alle rettigheder til både ejendom og børn gennem ægteskabet.
Men hvorfor er en praksis, som er affødt af kvindens underdanighed overfor manden, stadig så forankret i en tid med kvindefrigørelse?
Norge er et interessant sammenligningsgrundlag
I et forsøg på at forstå det interviewede vi i forbindelse med vores forskning kvinder og mænd i England og Norge, der snart skulle giftes, eller som var blevet gift for nylig.
Norge udgør et interessant sammenligningsgrundlag, for selvom landet regelmæssigt stryger ind blandt de fire mest kønsligeberettigede samfund i verden, tager de fleste norske kvinder alligevel mandens efternavn.
Vi fandt, at patriarkalsk magt stadig er i brug. I eksempelvis England er ægteskabet til tider betinget af, at kvinden tager mandens efternavn.
Kvinder i England ser det som en tradition
Kvinden Mandy er et påfaldende eksempel: »Jeg havde faktisk ikke lyst til at ændre navn… men han sagde, at der ikke var nogen grund til at blive gift, hvis jeg ikke tog hans efternavn.«
Ofte bliver mandens navnemæssige forrang taget for givet. Kvinderne i England begrundede det ofte med tradition: »Det er traditionelt og almindelig praksis« (Eleanor). Eller måske føler kvinden, at »det er det rigtige at gøre« (Lucy).
En kvinde ved navn Jess fortalte, at meningen med hendes bryllup var »at tage min partners efternavn og holde mine løfter.«
\ Læs også
Traditionel holdning var langt mindre udbredt i Norge
Vi fandt, at denne holdning var langt mindre udbredt i Norge, hvor de fleste kvinder beholder deres eget efternavn som mellem-efternavn for at bibeholde deres egen identitet.
Nogle engelske kvinder valgte ikke blot betingelsesløst og uden spørgsmål at tage deres mands efternavn; det var noget, de afventede spændt.
Som kvinden Abigail fortæller: »Jeg ser frem til at være hustru og til at ændre mit navn.«
Adele siger, at: »Det er skønt at kunne sige 'ægtemand' og tage en andens navn og kalde sig 'frue'«.
Modvilje mod at miste deres identitet
Bagsiden af den patriarkalske magt er, at nogle kvinder er modvillige i forhold til at miste deres identitet.
Som Rebecca forklarer: »Jeg vil gerne beholde mit eget navn…. Jeg har brug for at være mig selv, og jeg har ikke lyst til at miste, hvem jeg er.«
I Norge har Caroline det på samme måde: »Jeg er den, jeg er, så jeg har intet behov for at ændre mit navn.«
\ Læs også
To norske kvinder, vi talte med, bragte også udtrykkelige feministiske indvendinger på bane. Anna føler, at navneforandringen 'siger en masse om den patriarkalske kultur'.
Oda kritiserer kvinder for ikke at overveje navnets betydning og mænd for den 'mærkværdige' skik at presse deres navn ned over andre personer.
Fællesnavn symboliserer 'den gode familie'
Mange af dem, som skiftede navn, vaklede mellem maskulin magt og kvindelig modstand, men det ser ud, som om, det at tage mandens efternavn er en måde at signalere overfor andre, at det er en ‘god familie’.
Som Claire forklarer: »Jeg vil gerne have, at andre ved, at vi er en familie, og jeg synes, at navnet er en god måde at gøre det på.«
I både Norge og England fandt vi, at et fælles efternavn symboliserede en familieenhed, som hovedsaglig var associeret med at have børn.
Eirin i Norge kæmpede med sin 'indre feminist' og sin ægtemand, som ønskede, at hun tog hans navn, selvom hun ikke følte: »at det var presserende, i hvert fald ikke før vi får børn«.
Forvirrende for børnene, hvis forældrene har forskellige efternavne?
Det er angiveligt forvirrende for børnene, hvis forældrene har forskellige efternavne. En kvinde, vi talte med, følte, at 'børnene ikke ved, hvor de står'.
Det på trods af at evidens indikerer, at børn overhovedet ikke er i tvivl om, hvem der tilhører deres familie - uanset hvad de hedder til efternavn. Det lader snarere til at være et problem for de voksne.
Nogle kvinder i England følte desuden, at det indikerer mindre engagement i ægteskabet, hvis kvinden ikke ændrer sit navn.
Zoë fortæller: »Jeg synes, at det er en smule som at sige, at 'jeg ikke rigtig er bundet til dig', hvis man beholder sit eget navn.«
Denne holdning giver nordmændene ikke direkte udtryk for, muligvis som følge af den udbredte skik med at benytte kvindens efternavn som familie-mellemnavn.
\ Læs også
Normen at tage mandens navn - ikke kvindens
Det er tydeligvis ikke en problemfri, uomtvistelig proces at skifte eller ikke skifte navn, og der er behov for andres validering.
Det øger sandsynligheden for, at kvinden tager mandens efternavn.
Vores studie fandt endda, at parrene i England kun sjældent overvejer at bruge kvindens efternavn.
Så selvom kvinderne aktivt er involveret i valget af deres navn efter indgåelse af ægteskab, er det stadig normen at tage mandens navn.
Simon Duncan hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
