Er lys altid godt?

I hele år 2015 fejrer vi lysets år. Og lys er meget mere end bølgelængder og lyspartikler. Det spiller som regel en stor rolle, når man snakker om religion. Men er lys altid ubetinget godt? Og forbinder man altid lyset med de gode kræfter, når man snakker om religion?

Her på redaktionen har vi undret os over lysets forbindelse til det gode, og vi har derfor allieret os med tre af Danmarks førende religionsforskere for at finde et svar.

I jagten på svaret fører tre af Danmarks førende religionsforskere os verden rundt.

En rejse som tager os fra den kristne lysforestilling og blandt andet fører os til soldyrkelse i Persien, jæger-samlere på Borneo og menneskeofringer i Mexico.

Lyset er ofte det guddommelige

Hvis man kigger på kristne religioner, er svaret på spørgsmålet et hurtigt ja. Lyset er det gode. Det fortæller Armin W. Geertz, som er professor i religionshistorie ved Aarhus Universitet.

»I den kristne og muslimske religion er lys et symbol på det guddommelige i almindelighed. I kristendom er der traditioner, hvor man bliver opfyldt af Helligånden, hvilket man tit beskriver som om, man bliver oplyst.«

Det kan man også se klart og tydeligt, når man læser Biblens skabelsesberetning:

»Gud sagde: 'Der skal være lys!' Og der blev lys. Gud så, at lyset var godt, og Gud skilte lyset fra mørket.«

Men tanken om, at lyset repræsenterer det gode og guddommelige, er noget, som går mange år tilbage. Meget længere tilbage end islam og kristendom, fortæller Morten Warmind, der er lektor i religionssociologi ved Københavns Universitet.

Mazdaismen tilbad den bevingede solskive

»Ideen om, at lys er af de gode kræfter og mørket er de onde, kommer fra den gamle persiske religion, mazdaisme. Her dyrkede man Ahura Mazda, som var en bevinget solskive,« siger han.

»Det er en religion, hvor Solen kæmper mod mørket og forsøger at skabe retfærdighed frem for kaos. Man sagde også, at det var Solen, som udpegede kongerne.«

Religionen kaldes også zarathustrisme og var Irans største religion før islams indtog i landet. I dag findes der dog stadig små trossamfund i Indien og Iran, som tilbeder Ahura Mazda.

Men undersøger man andre religioner, er svaret ikke lige så klart. For på trods af, at lyset og Solen aldrig repræsenterer det onde, betyder det ikke, at de udelukkende repræsenterer det gode.

Der var lysdæmoner i Babylon

»Det er ikke alle steder, man udelukkende forbinder lyset med det gode. Det kommer an på, hvad det er for et område, man har levet i. Steder, hvor der har været meget varmt, har Solen ikke været ensbetydende med det gode,« siger Armin W. Geertz.

Et af de steder, hvor lyset ikke nødvendigvis blev forbundet med det gode, var i det gamle Babylon. Her tilbad man solguden Shamash, som på sin vej over himlen holdt øje med alt, der skete på Jorden.

»Babylon var et sted, hvor Solen var stærk, og man opfattede derfor solguden som en streng gud. Han var den hårde dommer, som man forbandt med lov, orden og retfærdighed. Men i det stærke lys fandtes der også hekse og dæmoner, som var under solgudens kontrol,« siger Armin W. Geertz.

»Tanken fra Mellemøsten og Grækenland om, at Solen var dommeren, som sikrer lov og orden, har udviklet sig, så den gode gud siden blev forbundet med lyset.«

I Babylon blev hekse og dæmoner altså ikke forbundet med mørket alene, men fandtes også i den stærke sol, som evigt bagte ned fra himlen.

Menneske blev ofret for solen i Mellemamerika

For aztekerne spillede Solen en rolle, som var så stor og vigtig, at man ivrigt ofrede mennesker for at sikre, at Solen fortsat ville stå op hver morgen og fortrænge natten og mørket.

»I Mellemamerika havde guderne brug for menneskeofre, fordi guderne selv havde ofret sig i urtiden. Den mest berømte af dem var den aztekiske solgud, som blev tilbedt fra en solpyramide, hvorfra man ofrede tusinder af mennesker.«

»Ifølge aztekerne skyldte mennesket guden enhver form for offer, herunder menneskeblod. Der var forskellige typer menneskeofre, men det mest dramatiske var ofret til solguden.«

Ofringerne til solguden foregik fra toppen af de høje solpyramider. Her skar præsterne hjertet ud af kroppen på ofret, hvorefter det stadig pumpende hjerte blev rakt op mod Solen, mens ofrets blod flød ned af siden på pyramiden.

Aztekernes soldyrkelse har altså været meget blodig og dramatisk. Men der findes også religioner, hvor lyset og mørket spiller en langt mindre rolle.

Lyset hos jæger-samlere

I Borneos regnskov lever penanerne, som er et af klodens sidste jæger-samlerfolk. Hos penanerne er forholdet til lyset og mørket anderledes, end hvad man kender fra mange andre religioner og kulturer, forklarer Mikael Rothstein.

Han er religionshistoriker og lektor i sammenlignende religionshistorie ved Syddansk Universitet. Mikael Rothstein forsker blandt andet i jæger-samleres religion.

»Blandt jæger-samlere har man ikke den samme tilbøjelighed til at teologisere, som vi kender det fra andre kulturer. Teologi er, kort sagt, menneskers forsøg på at finde mening i meningsløse religiøse begreber, men jæger-samlere har slet ikke den slags problemer. Deres verden er ikke teologisk fortænkt, men meget mere pragmatisk og her-og-nu-orienteret.«

»Det er for eksempel ikke almindeligt, at man opererer med en mørk verden eller en skyggeverden, hvor de døde havner eller noget i den stil. De dødes verden er snarere en slags parallelverden, hvor de samme ting gælder.«

Mikael Rothstein fortæller, at folkene fra regnskoven har bestemte forestillinger om, at dyrene og menneskenes identiteter er de samme. Det har en betydning for, hvordan man opfatter lyset og mørket.

»Det betyder, at det er lige så normalt eller naturligt at være natteaktiv som dagaktiv. Blot er det ene normalt for væsener af den-og-den type, og det andet for andre. Mørket er altså ikke forkert, men bare ikke et felt, mennesker trives i,« forklarer Mikael Rothstein.

En anden religion, som derimod beskæftiger sig meget med en mørk verden, er satanismen. Men heller ikke her er forholdet mellem lyset og mørket så sort-hvidt, som man måske kunne tro.

Satanister dyrker ikke mørket

Satanisme er religionen, som mange forbinder med ting som mørke kutter, pentagrammer og tilbedelsen af djævlen, Lucifer.

Men stik imod hvad mange tror, dyrker satanister ikke de mørke kræfter, fortæller Mikael Rothstein.

»Der findes mange forskellige former for satanisme, men enhver tale om at tjene mørket, eller enhver dyrkelse af 'mørkets kræfter' skal forstås metaforisk. Som regel er der tale om en form for radikal humanisme, hvor man afviser den verdensfjerne og menneskeundertrykkende kristendom.«

»Man bruger derfor modsymboler for at udtrykke sig, og sandt nok kan man benytte sorte vokslys og sorte kutter og den slags, men det betyder altså ikke, at satanister foretrækker mørke eller anser mørke for godt. Det er en meget vulgær forståelse. Der er alene tale om retoriske og rituelle virkemidler. I øvrigt betyder Lucifer jo 'Lysbringeren',« forklarer Mikael Rothstein.

Lyset og mørket danner ramme om tilværelsen

Selvom lyset spiller en forskellig rolle i næsten alle religioner, mener Armin W. Geertz, at forholdet mellem lyset og mørket er noget, som spiller en rolle i alle religioner i en eller anden forstand.

»Vekslingen mellem lys og mørke er noget, som alle religioner har taget til sig i deres myter og opfattelser. Det er med til at danne ramme om tilværelsen.«

En ramme, som altså er meget afhængig af, om man synger salmer i kirken om søndagen, ofrer mennesker i Mexico, eller iklæder sig mørke kutter i ly af natten.

Har du selv et spørgsmål til Spørg Videnskaben, er du meget velkommen til at sende det ind til os på mailadressen sv@videnskab.dk.