Forskningskommunikation bør være en aktiv dialog fremfor vidensformidling

Forskere skal betjene offentligheden og deltage i den offentlige debat. I Danmark står det faktisk i universitetsloven:

Der følger med andre ord med jobbet som universitetsansat forsker en forpligtelse til at man deler sine indsigter med samfundet. Men hvad betyder det konkret?

I det følgende giver vi et bud på, hvordan denne udveksling eller dialog med samfundet kan foregå.

Det er ikke altid let for forskere at formidle deres indsigter, fund og viden til borgerne, fordi forskning kræver specialiseret viden, og resultaterne ofte er resultatet af mange års arbejde. 

Men især i humanistisk forskning og i situationer, hvor forskningen vedrører menneskers umiddelbare hverdag, kunne det være interessant for såvel forskere som borgere i højere grad at udveksle oplysninger om, hvordan viden produceres og opfattes.

Problemet, som vi ser det, er, at forskere i dag ofte tildeles rollen som eksperter og udtaler sig om, hvorvidt noget er sandt eller falsk, selvom det sjældent er så enkelt.

Det er en lineær form for forskningskommunikation, hvor viden bringes fra højtspecialiserede forskere til ikke-eksperter.

En diskussion af nuancer eller tvivl er sjældent ønsket af de nuværende korte medieformater, såsom korte indslag i nyhederne eller et opslag på Facebook, der primært bruger og forstår akademikere som eksperter, der kan sige, hvad der er rigtigt og forkert.

Fremkomsten af især sociale medier rummer muligheden for at ændre dette billede af forskerne fra den nuværende framing, som man ofte ser i medierne,  hvor forskerne fremstilles som mennesker, der har en særlig status i den offentlige debat (se 1, 2, 3, 4, 5 og 6).

Den store bogreol: Traditionel fremstilling af akademisk viden

TV, radio og aviser rekrutterer typisk forskere i rollen som eksperter, der kommenterer samfundsmæssige spørgsmål og/eller giver råd til offentlig handling.

Forskere castes som eksperter som nærmest ved alt om et område og ikke som debattører med en særlig viden.

Et godt eksempel i den henseende er DR-dokumentaren ’Oprør: Farligere end corona?’, der handler om ’Men in Black’, Saszeline Dreyer og andre, der kæmpede imod regeringens coronakurs.

Mens alle informanter præsenteres ret personligt, primært filmet hjemme og/eller i aktion, bliver en central forskers udtalelser filmet med ham siddende foran en stor bogreol.

Som ekspert forklarer han udviklingen under pandemien, og dermed skabes der et overordnet metanarrativ baseret på akademisk indsigt.

I dokumentaren får seeren ikke indsigt i, hvad der har ført forskerne frem til de resultater, der refereres. Hverken metoder eller teoretiske overvejelser lægges frem.

Coronapandemien er et interessant eksempel i denne sag, fordi virussen var ny og ukendt.

Forskning måtte derfor udføres, mens pandemien fejede hen over kloden, hvilket førte til alle mulige fejltagelser og misforståelser, der skulle rettes.

Når så forskeren præsenteres som en særlig person, der har adgang til noget særlig viden, er det et problem, at den ’særlige viden’ hele tiden ændrer sig, som den for eksempel gjorde under corona.

For hvis forskeren med den særlige adgang til den særlige viden tager fejl, undergraves hans (det er oftest mænd, der er eksperter) autoritet (se her og her).

Derfor har vi brug for at tænke mere dialog ind, når vi formidler forskning og bruger det i medierne.

Fra envejs-kommunikation til dialog

Når forskeren får en særlig position, ligesom bogen i reolen, bliver information noget, der kan flyttes fra en afsender til en modtager, hvilket gør forskningskommunikation til et kraftfuldt men også problematisk værktøj.

Det indebærer nemlig, at kommunikation kan designes på en måde, der overtaler modtageren om de synspunkter, afsenderen fremsætter, og dermed er det i afsenders hænder at tilrettelægge kommunikationen på en måde, der kan overtale modtager.

Ikke fordi det som sådan er målet med kommunikation, men fordi kommunikation, der tilrettelægges som en envejs-kommunikation af information let kan komme til at se ud, som om forskerne ønsker at overbevise modtagerne om forskningens rigtighed.

Selve perspektivet gør det også vanskeligt, hvis ikke umuligt, at imødekomme individuelle behov i målgruppen - ganske enkelt fordi envejs-kommunikation ikke tager højde for modtagers reaktion.

Forskning bør formidles som en proces

Derfor argumenterer vi for en forståelse af forskningsformidling, der ikke bygger på en implicit opfattelse af forskeren som ophøjet eller særlig ekspert.

I stedet ønsker vi en forståelse, der omfavner forskningens vilkår, og har som centralt mål at dele og diskutere relevante emner i forhold til deres forskningsmetoder.

Og det er her, den dialogiske tilgang kommer på banen.

Mens forskning i medierne ofte præsenteres som (løbende) resultater, forstår en dialogisk tilgang forskning som en proces.

Det er, som citatet i starten af denne artikel siger, forskerens opgave at skabe opmærksomhed om sin forskning og om sammenhængen mellem samfundet, hverdagslivet og videnskaben og vise offentligheden, hvordan viden bliver skabt og på hvilke præmisser.

Det åbner for en diskussion af, hvordan forskningen foregår, og hvad den bliver brugt til, eksempelvis med hensyn til, om den er forståelig for dem, der påvirkes af den, og relevant i specifikke samfundsmæssige kontekster.

Forskningsformidling som dialog er også en måde at dele viden på i form af perspektiver, der giver indsigt i forskellige (sociale og akademiske) verdener, og hvordan de er forbundet.

Det indbyder dermed til en opfattelse af akademisk medborgerskab, hvor man ikke mister blikket for dem, man servicerer eller forsker på vegne af.

Mere samtale, mindre forelæsning

I den dialogiske forståelse skal forskningsformidling begynde at behandle alle medvirkende som subjekter, der er interesseret i at diskutere, hvordan verden kan forstås.

Dette vil tillade både forskere og offentligheden at drage fordel af den gensidige udveksling af viden.

Man kunne eksempelvis skifte til mere samtaleprægede formater: Samtale er en proces med at nå til en forståelse.

Hvis vi taler med hinanden, bliver spørgsmålet om eksempelvis mundbinds effektivitet, om corona smitter gennem luften eller via overflader ikke en konfrontation, hvor forskeren taber ansigt, fordi han ikke havde ret.

Det bliver snarere en del af en ægte samtale, hvor, som den tyske filosof Gadamer påpeger i bogen ’Truth and Method’ (1989), hver person åbner sig for den anden, accepterer deres synspunkt som gyldigt og identificerer sig med den anden i en sådan grad, at de forstår, hvad de siger.

Dialogen skaber plads til tvivl og usikkerhed – og det er godt

Det, vi spørger os selv, er:

Hvis forskere og videnskabsfolk blev portrætteret som håndværkere, der arbejder hårdt for at opnå resultater under vanskelige forhold, ville det så skade borgernes forståelse af forskning eller faktisk forbedre den?  

Kunne åbenhed om metodologiske valg, forskningens omfang og tvivlen, der følger ethvert forskningsprojekt, hjælpe offentligheden med bedre at forstå, hvad forskningsprocessen og dermed resultater er?

Vi foreslår, at forskere aktivt søger rollen som ledere af dialoger, der giver dem mulighed for at trække på både andre forskere og på indsigter fra interesserede borgere.

Det vil muliggøre en mere nuanceret og konstruktiv udveksling af ideer og forskning som proces.

Nogle forskere bruger eksempelvis LinkedIn med sucess for formidling af deres viden og også for at modtage feedback og perspektiver fra det bredere samfund.

Vi tror på, at hvis forskere søger og skaber muligheden for at dele og udveksle viden om de præmisser, som deres indsigter er bygget på, kunne man håbe, at borgerne ville have bedre muligheder for at forstå, hvordan forskning fungerer, og hvordan modsætninger ikke er tilbageslag, men det brændstof, der driver forskningen.

Sociale mediers muligheder

Med forslaget om en dialogisk tilgang ønsker vi at bevæge os ud over en traditionel opfattelse af kommunikation som et forhold mellem en afsender og en modtager, altså kommunikation som et redskab til at overføre information fra den ene til den anden.

Hvad vi ønsker er mere dialog forstået som en imødekommenhed overfor de perspektiver, der ikke er forskerens.

Vi ser samme ønske hos Phillips og Dervin, der begge taler om at løsrive kommunikation fra et ønske om at overbevise og ertatte det med et ønske om at dele (se her, her og her).

Selvom sociale medier har mange faldgruber, muliggør de stadig nye, alternative medieformater, fra blogindlæg til korte videoer, som giver forskere mulighed for at indgå i direkte relationer med offentligheden.

Tanken er ikke, at forskerne skal præsentere deres resultater i forenklet og fordøjet form.

Derimod skal de præsentere deres proces, overvejelser og tvivl og give os indblik i, hvordan forskningen bliver til.

Et forslag er at bruge sociale platforme til at skabe opmærksomhed om de spørgsmål, der opstår under forskningsprocessen.

Det muliggør gennemsigtighed i forhold til processen med dataindsamling og analyse. Tanken er at tage de beslutninger, der træffes under forskningen, alvorligt ved at vise, at de er netop beslutninger.         

Det muliggør også en mere åben diskussion om den viden, der produceres under forskningsprocessen.

Og ja – alle forskningsresultater er ikke umiddelbart lette at forstå, men vi mener alligevel, at forskere og deres forskning kunne drage fordel af det åbne format, som især sociale medier tilbyder.

Måske er denne dialogiske tilgang til deling af forskning vanskelig – og mindre kendt, men som vi ser det, er det værd at anstrenge sig for.