Marsbilen Curiosity har kørt rundt på Mars i over fire år, og den en nu ved at udforske centralbjerget i det store Gale krater.
Men selv om bilen triller stille og roligt af sted, så er der ved at opstå et problem for forskerne på Jorden.
For Curiosity er ved at nærme sig et område, hvor der måske siver vand ned ad skråningerne, og hvis der findes liv på Mars, så er det netop sådanne steder man skal lede.
En traktat står i vejen
Det lyder jo som alle tiders mulighed at få Curiosity med alle sine mange instrumenter hen og kigge nærmere på et sådant område, men her kan NASA komme i konflikt med en gammel traktat fra 1967.
Det er 'Outer Space Treaty' som er vedtaget i FN og som også i dag danner det juridiske grundlag for, hvordan vi skal udforske rummet.
I traktaten står helt klart, at 'skadelig forurening' af andre kloder med mikroorganismer fra Jorden er forbudt.
Det, man simpelthen er bange for, er, at hvis Curiosity kommer for tæt på et sådant fugtigt område, så kan bakterier, som Curiosity har medbragt fra Jorden, drive gennem den tynde atmosfære og så blande sig med, hvad der eventuelt findes af indfødte mikroorganismer.
I øvrigt er Curiosity stadig 5 kilometer fra det nærmeste fugtige område. Den kan ikke komme nærmere end to kilometer, da området ligger på en stejl skråning, som hælder 25 grader.
Men selv om Curiosity kunne komme nærmere, så kan den ikke gøre meget andet end at rette en laser mod området, få noget af stoffet til at fordampe, og så undersøge dampene bagefter. Liv kan sonden ikke finde.
Curiosity ikke steril
Curiosity er kun delvist steriliseret. Det skyldes, at en meget omfattende sterilisering både er meget dyr, skadelig for rumsonden og desuden aldrig er 100 procent effektiv.
Der er altid nogle få, meget sejlivede organismer som overlever. Og nogle organismer kan være utroligt sejlivede.
Således bragte Apollo 12 astronauterne i november 1969 dele tilbage fra rumsonden Surveyor 3, som havde stået på månen i 2,5 år, på en klode uden atmosfære og med temperaturer mellem +100 og -150 grader.
Alligevel viste analyser, at der var mikroorganismer, som kunne vækkes til live igen.
Så selv om Curiosity nu i fire år har kørt rundt på Mars i temperaturer langt under frysepunktet, har den temmelig sikkert stadig en del levende mikroorganismer siddende på sig.
Planeter kan 'smitte' hinanden
Traktaten er snart 50 år gammel, og spørgsmålet er, om den trænger til en revision.
FN har en komite ved navn COSPAR som følger, hvordan traktaten bliver overholdt. COSPAR har allerede udnævnt en lang række områder på Mars til 'Special Regions', hvor de mener, at der er virkelig fare for 'skadelig forurening', hvis vi ikke passer særdeles godt på.
På den anden side har vi siden 1967 lært en ganske vigtig ting, nemlig at planeter kan 'smitte' hinanden.
Ved store meteornedslag kan der slynges mindre sten ud i rummet, hvor de så kan drive omkring i nogle millioner år, før de falder ned på en naboplanet – og disse sten kan medføre mikroorganismer.
Nogle husker sikkert debatten om meteoret ALH 84001, der blev fundet på Antarktis. Meteoret stammede fra Mars, og ved de første analyser fandt forskerne noget, som godt kunne ligne mikroorganismer.
Det tror man nu ikke på i dag, men gennem milliarder af år har Jorden og Mars udvekslet meteorsten. Liv fra Jorden er helt sikkert kommet til Mars, længe før mennesket selv opstod.
I dag ved vi også, at Mars for over tre milliarder år siden havde et varmere og mere fugtigt klima, måske endda med et stort hav på den nordlige halvkugle.
Dengang var der gode muligheder for liv på Mars, og som nogle forskere har sagt, så stammer vi måske alle sammen fra Mars.
Men i alle tilfælde ser det ikke ud til, at denne smitte mellem planeterne har haft nogen skadelig betydning.
Tilhører livet på Mars alene Mars?
Den berømte astronom Carl Sagan sagde for mange år siden:
»Mars tilhører marsboerne, også selv om marsboerne kun er mikrober.«
Det lyder flot, men det vil gøre enhver bemandet rejse til den røde planet umulig.
Når først mennesker begynder at gå rundt på planeten og endnu værre: eventuelt dør deroppe, så er dæmningen gennembrudt. Så kommer eventuelle marsmikrober til at dele deres planet med os. Og på et eller andet tidspunkt får vi jo sendt mennesker til Mars.
Det bliver da nok svært at overholde COSPARS regler og undgå de biologisk set mest interessante steder på Mars. Men derfor kan vi jo godt opføre os fornuftigt.
Der vil til den tid nok være en masse snak om karantæne for hjemvendte astronauter, for tænk nu, hvis de medførte farlige sygdomme.
Hvis de gjorde det, så ville de jo nok blive syge under den mange måneder lange hjemrejse, men i karantæne skal de jo nok komme.
Apollo 11-astronauter sad tre uger i isolation
Og det fører os til en af de mest bizarre episoder i rumfartens historie, nemlig hjemkomsten fra Månen af Apollo 11-astronauterne i juli 1969.
Dengang vidste man ikke, om der var mikroskopisk liv på Månen, så NASA besluttede sig til, at astronauterne under stor presseovervågning skulle i karantæne.
Rumkapslen landede som den skulle i Stillehavet, og en helikopter blev sendt af sted. Frømænd lagde til ved siden af kapslen i en gummibåd, hvorpå de åbnede lugen ind til astronauterne.
Astronauterne iførte sig nogle isoleringsdragter og skrubbede sig godt med desinficerende midler, før de blev ført til en isoleringscontainer på hangarskibet Hornet. Her sad de så i tre uger før de blev 'løsladt'.
Men i virkeligheden gjorde karantænen ingen nytte, for i det øjeblik, lugen til rumkapslen blev åbnet, var der jo fri vej ud til et dejligt stort hav for eventuelle levende organismer fra Månen.
I dag ved vi, at Månen er steril, så der skete ingen skade.
Vi vil nok være lidt mere forsigtige, når de første marsastronauter vender hjem, men alt i alt skal vi heller ikke gøre problemerne større end de er.
