Klippeplaneter som Jorden kan have en varm overflade af smeltet klippe i nogle få millioner år efter, at de er blevet dannet.
Det er længere tid end forskerne hidtil har antaget, og det betyder, at det vil være lettere at finde sådanne planeter. En varm planet gløder nemlig kraftigt i infrarødt lys (varmetråling), så den ikke så let overstråles af det infrarøde lys fra den stjerne, planeten kredser om. Det er planetforskeren Linda Elkins-Tanton fra Massachusetts Institute of Technology, der har set nærmere på klippeplaneters tidlige udvikling. Hendes undersøgelser peger på, at en klippeplanet vil have en varm, smeltet overflade i to omgange. Lige efter en planet er blevet dannet vil varme fra radioaktivitet i planetens indre og varmen fra de mange sammenstød af klippestykker, der har klumpet sig sammen til planeten, sørge for at dens overflade er smeltet. I løbet af nogle få hundredetusinde år vil overfladen dog køle af og størkne. Men herefter begynder en proces, hvor jernholdigt materiale, der er størknet ved overfladen, begynder at synke ned mod planetens kerne. Det får varmt materiale til at stige op til overfladen, så den smelter igen. Ifølge Elkins-Tanton’s undersøgelser vil denne proces holde overfladen varm og smeltet i flere millioner år.
Spor på Mars eller Merkur
Her på Jorden vil det næppe være muligt at finde spor efter denne proces, fordi Jordens skorpe løbende bliver ‘omsmeltet’. På planeter som Mars og Merkur er det mere sandsynligt at finde spor, der kan be- eller afkræfte Elkins-Tanton’s idé. Endelig vil det også være en støtte til idéen, hvis astronomerne i de kommende år begynder at opdage unge, varme klippeplaneter i kredsløb om andre stjerner end Solen.
Lavet i samarbejde med Tycho Brahe Planetarium