Torsdag opsendte Kina sin egen rumsonde til Mars kaldet Tianwen-1.
Opsendelsen gik godt, og Kina meddelte 36 minutter efter opsendelsen, at rumsonden nu havde den rette kurs mod Mars.
Dermed er den anden af sommerens tre marssonder nu på vej mod Mars.
Den første var Hope fra de arabiske emirater, og en af dagene efter 30. juli 2020 skal den store amerikanske Perseverance-rover opsendes.
Tianwen-1 er en stor rumsonde med en vægt på ikke mindre end fem ton, og Kina har derfor haft brug for deres største og nyeste raket, Long March 5, der vejer næsten 900 ton.
Tianwen-1 består af tre dele:
- En orbiter, der skal kredse om Mars
- En lander, der skal sørge for, at roveren kommer godt ned
- En rover, som er en 240 kg tung bil drevet af solceller
Rejsen til Mars vil vare godt syv måneder, så man regner med en ankomst i februar 2021, næsten samtidig med at Hope og Perseverance ankommer. Der bliver travlt på Mars til næste år…
Internationalt samarbejde
Det er et meget ambitiøst projekt, og Kina har da også valgt at samarbejde med andre lande.
Således hjælper Frankrig med et instrument til at undersøge klipperne på Mars. Det fungerer, ved at roveren retter en laserstråle mod klippen, som så fordamper.
Ved at analysere dampene med et spektroskop kan man præcist måle klippens sammensætning.
Østrig har været med til at udvikle et instrument, som skal måle magnetfeltet omkring Mars. Det europæiske rumagentur ESA stiller sporingsstationer til rådighed, ligesom man vil hjælpe med navigationen på rejsen mod Mars.
Endelig skal nævnes, at Kina har en sporingsstation i Argentina, som kan følge rumsonden på dens rejse.
Rejsen mod Utopia Planitia
Ved ankomsten til Mars i februar går Tianwen-1 ind i en aflang bane om Mars mellem 265 og 12.000 kilometer over overfladen.
Den første opgave bliver som nævnt at vælge det endelige landingssted i det område, som hedder Utopia Planitia.
Det er en slette på den nordlige halvkugle, og geologerne mener, at området er en gammel havbund.
Man skal finde et sted, som både skal være fladt og uden alt for mange store sten. Til det formål har orbiteren to kameraer, som kan tage meget detaljerede billeder, fordi Tianwen-1 i sin bane kommer helt ned under 300 kilometer.
Det vil nok tage nogle uger at finde det helt rigtige sted, så man regner ikke med en landing før april.
Først frigøres lander og rover fra orbiteren, der bliver i sin bane om Mars. Lander og rover er naturligvis godt beskyttet af et varmeskjold, før de sendes ned gennem atmosfæren.
Det sidste stykke vej klares med først en faldskærm og så bremseraketter. Det er helt sikkert, at landingsstedet vil ligne det, vi efterhånden kender godt fra Mars, en rødlig, stenet slette med store og små sten – men Utopia Planitia er valgt med henblik på det, der ligger under overfladen.
Vand nok til den største, amerikanske sø
NASA har studeret området fra en satellit udstyret med det, der kaldes Ground Penetrating Radar. Det er et radaranlæg, der kan se ned under overfladen, og målingerne viser, at der kun få meter under overfladen findes store mængder is blandet op med støv, sten og klippestykker.
Det er endda muligt, at der måske er gemt så meget is under overfladen, at hvis man forestillede sig, at isen smeltede, så kunne vandet fylde den største af de store amerikanske søer, Lake Superior.
Naturligvis kan kineserne ikke komme ned til isen, for det vil kræve et boreudstyr, som den kun 240 kilogram tunge rover ikke kan medføre.
Men de kan fortsætte de amerikanske målinger med deres egen Ground Penetrating Radar, som findes både på roveren og orbiteren.
Disse målinger vil kunne give så gode kort over undergrunden, at det bliver muligt at afgøre, om isen nogle steder er så tæt på overfladen, at den i princippet kan graves op og bruges af en fremtidig base på Mars.
Hvem ved – måske har Kina nogle langtidsplaner for den røde planet…
En død viking på Mars
Det er også interessant, at der kun er få meteorkratere på Utopia Planitia, hvilket er et tegn på, at det er et ungt landskab – i hvert fald i forhold til andre steder på Mars, hvor der findes 3-4 millarder år gamle kratere.
Man mener, at Utopia Planitia oprindeligt har været et gigantisk krater, som på et tidspunkt er blevet fyldt med vand, dengang for længe siden da Mars havde have og floder.
Endelig er der allerede en rumsonde i området, nemlig Viking 2, som landede i 1976 for at lede efter tegn på liv. Man er stadig ikke ganske sikker på, hvad målingerne viste, men i alle tilfælde har Viking 2 været død i mere end 40 år.
Utopia Planitia er i alle tilfælde, med en diameter på over 3.000 kilometer, så stort et område, at det er mere end usandsynligt, at den kinesiske sonde vil lande i nærheden af Viking.
Den amerikanske Perseverance skal i øvrigt lande lidt syd for Utopia Planitia i Jezero-krateret.
Det er valgt, fordi der er tegn på, at krateret en gang for meget længe siden har været fyldt med vand. Vand – eller is – er noget man leder efter på Mars, dels fordi det er her, man har bedst mulighed for at finde liv, og dels fordi det uden let adgang til vand vil det være umuligt at bygge en bemandet base.
Kun en levetid på 3 måneder
Det er naturligvis nærliggende at sammenligne den kinesiske rover med Perseverance. Med en vægt på godt et ton er Perseverance fire gange så tung som den kinesiske rover.
Amerikanerne bruger også atomkraft, hvor kineserne bruger solceller, som er i fare for at blive dækket af støv. Derfor regner Kina ikke med en levetid for deres rover på mere end tre måneder.
Hertil skal siges, at det er første gang Kina sender en sonde til Mars, og at roveren har sin helt egen orbiter, der både kan virke som relæstation og fortsætte en omfattende udforskning af Mars længe efter, at roveren er ophørt med at virke.
Den medfører mange forskellige instrumenter, både til at undersøge mineralerne på overfladen samt atmosfæren og magnetfeltet.
Kinas næste skridt
Der vil komme flere kinesiske marssonder, og vi ved, at der er en plan om at bringe prøver hjem fra Mars i 2030.
Det ligger langt ude i fremtiden, men det næste store projekt bliver at bringe prøver hjem fra sted, der ligger lidt nærmere end Mars, nemlig Månen.
Det skal ske senere i år med rumsonden Chang’e 5, og igen bliver der tale om en flere ton tung sonde, der skal opsendes med den store Long March 5.
Det skulle ikke undre, om vi om få år også ser den første kinesiske sonde mod Jupiter, for en ting er sikker: Ambitionerne fejler ikke noget – og Kina er god til langtidsplanlægning.
