Vi har længe troet, at Mars er tør og ufrugtbar og ude af stand til at kunne understøtte liv.
De seneste års forskning indikerer imidlertidig, at der muligvis findes saltholdigt vand på den røde planet; blandt andet i en sø i en klippehule langt under planetens overflade.
Det har ført til nye spekulationer om sandsynligheden for liv på planeten, alt efter hvordan forholdene i vandet er.
Nu viser et nyligt studie, publiceret i Nature Geoscience, overraskende nok, at saltopløsninger under Mars’ overflade (især i nærheden af polerne) muligvis indeholder molekylær ilt, som er afgørende for livet på Jorden.
Mars havde engang de rette betingelser for liv
For 3,8 milliarder til 4 milliarder år siden lignede Mars’ overflade Jordens, og derfor var der de rette betingelser for liv.
Dengang havde planeten en tyk atmosfære, flydende vand på overfladen, et globalt magnetfelt og vulkanisme.
I dag er overfladen tør og kold: – 5ºC til 10ºC om dagen og -100ºC til -120ºC om natten.
Faktisk er atmosfæretrykket nu mindre end én procent af Jordens, hvilket betyder, at flydende vand hurtigt vil fordampe i atmosfæren.
Men der kan stadig være vand under overfladen.
Der er heller ikke længere vulkansk aktivitet og blot ganske små magnetfelter tilbage, som beskytter mod den kraftige solindstråling.
Derfor troede man indtil for ganske nylig, at det var højst usandsynligt, at der var liv på Mars.
Stigende evidens
I dag ved vi at, der er spor efter metan på planeten; både Curiosity-roveren og Mars Express har målt metan i Mars’ atmosfære.
Metankilden er muligvis enten hydrotermisk aktivitet (at der engang var vand og varme sammen, hvilket kan være befordrende for liv) eller mikrobielt liv.
På Jorden producerer tarmluften fra oppustede kvæg mellem 25 og 30 procent mængden af metan i atmosfæren.
Begge muligheder udfordrer vores forståelse af den røde planet, men hvis metangassen er et tegn på, at der er liv på Mars, er det naturligvis en fantastisk opdagelse.
ESA’s ExoMars-mission er på nuværende tidspunkt i gang med at lede efter metankilden.
NASA’s Mars Reconnaissance Orbiter (en rumsonde designet til at udføre udforskning af Mars fra et kredsløb om planeten) har desuden fundet nogle mørke striber, som er observeret på skråninger, der vender mod Solen – også kaldet recurring slope linea eller RSL.
Forekomsten af RSL indikerer muligvis at saltholdigt vand trænger op mod overfladen, men der er mange andre mulige forklaringer på fænomenet.
Evidens på flydende vand
Nogle forskere foreslår, at det er bevægelser i sand, men når det er sagt, har landingsfartøjer fundet forskellige grundstoffer som calcium og magnesium-perchlorater i nærheden af de formodede vandstriber og ved andre lokationer på Mars, hvilket indikerer forekomsten af saltholdigt vand.
For nylig fandt ESA’s Mars Express-mission radar evidens på flydende vand under området ved Mars’ sydlige pol; muligvis en underjordisk sø.
Denne vandmasse, der muligvis er hele 20 kilometer bred og beliggende 1,5 kilometer under overfladen, lader også til at være saltholdig.
Det nye studie beregner, hvor meget molekylær ilt, der kan blive opløst i den saltholdige væske på Mars, og beregningen viser, at den lille mængde ilt, som bliver produceret i atmosfæren, faktisk godt kan blive opløst i det saltholdige vand ved de temperaturer og det tryk, som findes ved Mars’ overflade.
Ved hjælp af en atmosfærisk model har forskerne gransket opløseligheden ved forskellige lokationer og gennem længere tid.
Ilt uden fotosyntese
Flydende miljøer, som indeholder opløst molekylær ilt, findes muligvis over det meste af Mars’ overflade, men nok i langt større grad i nærheden af polerne, hvor det er koldere.
Computermodellen viser, at det kan føre til iltkoncentrationer, som kan indåndes af mikrober, der kræver ilt.
På Jorden udviklede livet sig sideløbende med fotosyntesen, der leverede iltkoncentrationer, som kan indåndes.
De nye resultater er interessante, fordi de viser, hvordan der kan produceres iltkoncentrationer, som kan indåndes, uafhængigt af fotosyntese.
Resultaterne kan muligvis også forklare, hvordan oxiderede bjergarter på planetens overflade blev dannet.
Udforskning af rummet
Så hvordan finder vi evidens på liv?
De igangværende Mars-missioner leverer global kortlægning af mineralerne fra kredsløbsbanen samt overfladen.
De seneste resultater inkluderer NASA Curiosity-robottens opdagelse af, at der muligvis længe har levet organiske molekyler på Mars.
NASA’s 2020 Mars-mission skal levere prøver, så en eventuel NASA-ESA-mission kan bringe dem tilbage til Jorden. Planlægning af missionen er undervejs.
Men NASA’s Mars-rovere er kun bygget til at bore 5 centimeter ned under overfladen.
Den nye rover, som er ved at blive bygget, og som er del af ESA’s ExoMars 2020-mission, skal bore 2 meter ned under overfladen.
Det betyder, at den vil nå ned, hvor hverken solstråling, ultraviolet stråling eller kosmisk stråling kan trænge igennem og skade liv.
To landingssteder i kikkerten
Den nye rover leverer større håb for at finde liv end tidligere Mars-missioner. Landingslokationen bliver afgjort i november. Der er to kandidater: Mawrth Vallis og Oxia Planum.
Det primære mål er Oxia Planum, men man har et andet landingssted i kikkerten – Mawrth Vallis – ifald undersøgelser af Oxia Planum, skulle resultere i et frafald.
Selvom den nuværende strategi er at lede efter tegn på forhistorisk liv på Mars, vil missionen også kunne afdække potentielt nuværende liv.
Vi må vente på ExoMars’ resultater for at lede efter tegn på enten tidligere eller nuværende biomarkører og på længere sigt analysere de prøver, vi modtager fra missionen.
Selvom Mars-roveren ikke vil udforske søen eller vandlækagerne, er der evidens på saltholdigt vand ved andre lokationer. Derfor er der god chance for, at de også er tilstede ved andre lokationer.
Udover de nuværende missioner bør vi så gå målrettet efter det saltholdige vand?
Det ville i hvert fald være spændende mål for fremtidige missioner.
\ Forskerzonen
Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.
Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.
Nuværende teknologi begrænser udforskningen
Vanskelighederne forbundet med at bore på en så afsidesliggende planet begrænser os.
Den nuværende teknologi gør det umuligt at bore 1,5 kilometer ned under overfladen, derfor er det bedre at koncentere indsatsen tættere på overfladen som eksempelvis vandlækagerne.
NASA’s planetære beskyttelseregler er endnu en begrænsning; man må blandt andet ikke risikere at overbringe bakterier fra Jorden til et ekstraterrestrisk område (dvs. udenfor Jorden).
Håbet er dog, at potentielt liv på Mars er robust nok til at befolke andre områder, og at vores missioner – bygget og udformet med de strenge planetære beskyttelseregler for øje – finder det.
Andrew Coates modtager støtte fre UKSA for arbejde på ExoMars 2020 rover PanCam instrument, og fra STFC. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
