Solen virker så uforanderlig. Den står op hver morgen og skinner mere eller mindre ligesom dagen før. Det er noget, vi nærmest tager for givet.
Men Solen er i konstant forandring. Vi befinder os sandsynligvis i begyndelsen af en ny solcyklus; en periode på cirka 11 år, hvor den såkaldte solaktivitet når helt i bund for så at bevæge sig op igen.
»De solpletter, som dukker op nu, hører til den nye cyklus,« siger Mats Carlsson, professor ved Rosseland Center for solfysik ved Universitetet i Oslo til forskning.no., Videnskab.dk's norske søstersite.
Lille, men målbar variation
Selvom vi ikke mærker meget til effekten, så ændrer den samlede intensitet af det synlige sollys sig i denne periode. Fra minimum til maksimum er der en lille, men målbar variation på omkring 0,1 procent.
Risikoen for solstorme stiger også, når cyklussen topper. Solstorme er kæmpestore energiudledninger af ladede partikler, som bliver slynget ud fra Solens overflade.
Hvis de gigantiske plasmaskyer rammer Jorden, kan det gøre enorm skade på satellitter, elnettet og anden højteknologi.
Solcyklus nummer 25
Solpletterne er solcyklussens store indikator. Solpletter er mørke områder på Solens overflade, som er et resultat af intens magnetisk aktivitet i Solens indre.
Der kan være mange pletter på overfladen, når Solen er mest aktiv, for mange pletter betyder, at solaktiviteten er høj, og få pletter betyder, at aktiviteten er i bund.
Vi har netop lagt en 'sløv' periode bag os, for Solen var nemlig uden én eneste plet i en lang periode i slutningen af 2019 .
»I november og december var der 40 dage uden pletter; det er meget længe. Det er faktisk den længste periode i mere end 20 år,« siger Mats Carlsson til forskning.no.
Flere ting tyder derfor på, at den næste cyklus er ved at begynde. Den bliver kaldt solcyklus 25, og hvis den faktisk er begyndt, så varede solcyklus 24 fra 2009 til 2020.
Nord bliver til syd
I løbet af en solcyklus skifter Solens magnetfelt polaritet; 'magnetisk nord' bliver til 'magnetisk syd', og omvendt.
Hele denne proces er drevet af, at store dele af Solen ikke er statisk, men en gasformig kugle af varmt plasma, og at Solen roterer differentielt, det vil sige med forskellige hastigheder, afhængigt af breddegrad - hurtigere ved ækvator end ved polerne.
Ved ækvator bruger Solen cirka 25 dage på at nå en gang rundt, mens det ved polerne er cirka 40 dage.
Som følge bliver Solens magnetfelt roteret, som spaghettistænger der er viklet ind i hinanden. Når dette vrid løsner sig op igen, bliver Solen roligere.
Polerne vender
Nye pletter, som er dukket op her på det seneste, hører til den nye cyklus.
Solpletterne, som opstår og forsvinder med jævne mellemrum, tiltager i antal periodevis cirka hvert 11. år. De kan leve i alt fra et par dage til adskillige måneder, og der dukker stadig flere op.
»Pletter dukker op i par, og den ledende plet siger noget om, hvilken cyklus de tilhører,« siger Mats Carlsson til forskning.no.
Pletterne har forskellig adfærd, men almindeligvis dukker de op i par med forskellig magnetisk polaritet. Det vil sige, at de har en magnetisk signatur, som svarer til en magnets to poler: En plet er 'nord', den anden er 'syd'.
Hvis den ledende solplet var 'nord' i den forrige cyklus, vil de nye ledende pletter være 'syd'.
»Solcyklus 25 begyndte i april 2020«
Det ændrer sig også, hvis vi ser på Solens nordlige eller sydlige halvkugle.
Forskerne har også observeret flere solpletter, som sandsynligvis hører til den næste solcyklus, men vi kan ikke sige med sikkerhed, at den er startet endnu.
Det ved vi først efter flere måneder med observationer, hvor det bliver observeret, hvordan solpletterne udvikler sig.
Amerikanske rumvejrs-eksperter fra Space Weather Prediction Center mener, at solcyklus 25 begyndte i april 2020, ifølge Space.com.
Hvor, pletterne dukker op, har også noget at sige. I starten af en cyklus kommer de til syne længere mod polerne på begge halvkugler, og så bevæger de sig mod ækvator imod slutningen af cyklussen.
På denne måde kan man se pletter fra både den forrige cyklus og den nuværende cyklus på samme tid.
Utallige solcyklusser
Selvom den nye cyklus kaldes nummer 25, har der før været utallige solcyklusser.
Solen er cirka fem milliarder år gammel, og der er ingen grund til at tro, at der ikke har foregået cyklusser i løbet af størstedelen af Solens lange liv.
Selvom flere kendte astronomer før har bemærket og talt om solpletter, var det først i 1800-tallet, at matematikeren Johan Rudolf Wolf begyndte at nummerere dem.
Den italienske filosof, fysiker og astronom, Galileo Galilei, observerede og tegnede diagrammer over de solpletter, han observerede i 1610'erne.
Men hvad ved vi om den nye solpletcyklus, som er lige på trapperne?
Vores rolige sol
Den forrige cyklus har været blandt de roligste i de seneste hundrede år. Da cyklus 24 var på sit højeste, var solplettallet på Solens overflade 116.
Solplettallet er en indikation på, hvor mange solpletter og grupper af solpletter, som er set på Solen, og det bliver beregnet ved hjælp af en formel.
Da cyklus 19 var på sit højeste i 1950’erne, var solplettallet 285, ifølge denne oversigt over solcyklusser fra Sunspot Index and Long-term Solar Observations. Det giver i teorien en større risiko for udbrud og solstorme.
Mange prøver at udarbejde varsler og prognoser for solcyklusserne, og én af de seneste prognoser for cyklus 25 lyder, at den vil ligne den forrige ret meget - og måske endda være lidt mindre aktiv.
Nyt maksimum i juli 2025
Det er Space Weather Prediction Center, der har stået for prognosen. De spår også om et nyt maksimum i juli 2025 - plus/minus otte måneder.
Solplettallet vil da nå 115. Men prognoserne er ikke helt pålidelige, mener Mats Carlsson. Der skete for eksempel noget helt uventet i løbet af den forrige solcyklus.
»Den havde en dobbelttop - et maksimum i 2011 og så endnu et maksimum i 2014,« siger han til forskning.no.
Prognoserne varierer. Flere af dem sagde, at cyklussen ville blive mere rolig, end den faktisk var, og at den ville toppe i 2013, ifølge dette samlestudie, publiceret i Space Weather i 2015.
Andre tidligere prognoser mente, at den forrige cyklus ville blive meget intens - faktisk den ville blive den mest intense i knap 400 år, ifølge NASA.
»Man prøver at finde forskellige fænomener på Solen, som er koblet til cyklussen, men der er ikke en klar årsagssammenhæng, som kan bevises,« siger Mats Carlsson.
»Det er meget kompliceret at modellere sammenhænge på Solen.«
Derfor er det også svært at spå om, hvad der vil ske i fremtiden, men Mats Carlsson fortæller om en nedadgående trend.
Lav aktivitet i flere årtier
I observationerne af solaktiviteten er der en lang periode i midten af 1600-tallet, som har fået navnet Maunder Minimum, hvor der blev observeret forholdsvis få solpletter og meget lav aktivitet på Solen i flere årtier. Det indikerer, at den regelmæssige cyklus blev forstyrret på en eller anden måde.
Maunder Minimum er blevet koblet til et meget koldt klima med lange kolde vintre og forholdsvis kolde somre i dele af verden, men der er usikkerhed omkring, hvor stor effekten egentlig var.
Mats Carlsson fortæller, at flere forskere spekulerer på, om Solen har været på vej mod et nyt, langt minimum; især fordi pausen mellem cyklus 23 og 24 var så lang. Den varede mellem 2008 og 2010.
»Pausen var usædvanlig lang, men så startede cyklussen alligevel.«
Mats Carlsson siger, at det virker som om, solcyklus 24 og den mulige opstart på nummer 25 er mere normal i forhold til den længere tidsplan.
Desuden var cyklus 24 usædvanlig svag med ganske få solpletter i forhold til de forrige cyklusser.
Så nu er det bare med at vente nogle år, så vi kan se, hvad solcyklus 25 vil bringe.
©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.
