Se de flotte billeder fra ny dansk astro-fotobog
Dansker har udgivet ny bog med astrobilleder, fotograferet fra Falster. Se 10 af de flotteste billeder her.
I mere end ti år har danske Jakob Arthur Andersen med ildhu taget billedet af rummet.
Det har nu ført til bogen Himlen set fra Jorden, der for nyligt blev udgivet på forlaget Strandberg Publishing. Her kan man nyde amatørastrofotografens billeder af rummet.
Bogen er også udstyret med et forord og en række tematekster af den danske astronom og astrofysiker Anja C. Andersen.
»Det, der er fedt ved Jakobs billeder, er, at de viser himlen, som den ser ud fra Falster,« siger Anja C. Andersen, som er professor ved Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet.
»Folk er vant til at se billeder fra Hubble-teleskopet eller noget andet uopnåeligt. Men det her er faktisk opnåeligt for folk. Det må være enormt inspirerende.«
Amatører og professionelle samarbejder
Derudover illustrerer bogen ifølge Anja C. Andersen også noget helt særligt ved astronomien, som siden Tycho Brahes tid er blevet bedrevet i et samarbejde mellem professionelle astronomer og fascinerede amatører. Så foruden billedernes æstetiske værdi, bidrager astrofotos også til den samlede viden om kosmos.
»Professionelle astronomer kan ikke have styr på hele kosmos. Så vi bruger også observationsdata, som amatørastronomer uploader på databaser,« siger hun.
Annonce:
Nedenfor kan du få en lille forsmag for Jakob Arthur Andersens billeder fra bogen.
Solens dynamiske overflade
Solen fremstår for det menneskelige øje som en statisk størrelse. Men gennem en kikkert (hvor man selvfølgelig tager de nødvendige forholdsregler og bruger særlige filtre) kan man se Solens dynamiske overflade.
Ikke bare en rund kugle
Her ser vi Solens fulde skive gennem et H-alfa filter, så man kun ser kromosfæren – altså det lag af plasma, der ligger over fotosfæren og under Solens korona. På denne måde kan man se, hvor dymamisk Solen faktisk er.
Plejaderne
En stjernehob med varme, blå stjerner, der tydeligt kan ses med det blotte øje om vinteren. Den kaldes også for De Syv Søstre og blev efter sigende brugt som en slag synstest i gamle dage, hvor det blev undersøgt, hvor mange af disse stjerner man kunne se tydeligt. Hoben ligger 440 lysår væk fra Jorden i stjernebilledet Tyren.
Mineralmånen
Vi har det med at opfatte Månen som grå med grå på. Men det er ikke tilfældet. Månen har nemlig mange farver – de er bare ganske svage. For at fremhæve dem, har Jakob Arthur Andersen skruet op for farverne i Photoshop.
Blækspruttetågen
I stjernebilledet Cepheus finder man den enorme stjernetåge, der kan ligne en blæksprutte. Tågen ligger ca. 2.300 lysår væk og er selv 50 lysår lang.
Torkilstrup Mølle
Bag den gamle stubmølle lyser Mælkevejen op i den den klare aprilnat på Nordfalster.
Annonce:
Hajtågen
Hajtågen ligger 650 lysår væk i stjernebilledet Cepheus. Den består primært af mørkt støv og er i sig selv 15 lysår lang.
Halskov Strand
Halskov Strand, der ligger på Falsters nordlige østkyst, er et taknemmeligt sted for astrofotografen. Her er nemlig ofte vindstille. Det skaber perfekte rammer for billeder af stjernehimlen.
Kosmiske haletudser
To kosmiske haletudser 12.400 lysår væk i stjernebilledet Kusken. Hver haletudse er cirka 10 lysår lange.
Broen ved Hannenov Skov
Endnu en vindstille nat på Falster. Denne gang ser vi stjernehimlen fra Hannenov Skov.
Hvis Jakob Arthur Andersens billeder af himlen har givet dig lyst til selv at forsøge dig med astrofotos, har vi med hans hjælp lavet en guide til, hvordan man kommer i gang.
Her gennemgår vi udstyr, lidt teknik samt vind og vejr. Den kan du læse her.
\ Sådan har fotografen taget billederne
Her fortæller Jakob Arthur Andersen, hvordan han har taget Deepskybilleder som for eksempel billedet af ‘Blæksprutten’
»For at tage billeder af det dybe rum kræver det en kraftig kikkert og et endnu kraftigere stativ, så kikkerten ikke ryster. Jeg indstiller til at starte med min montering ved at kalibrere den mod polaris og bagefter udvælge en stjerne, jeg kender, for bagefter at fortælle mit elektroniske stjernekort, hvor kikkerten ser hen.
Så stiller jeg skarpt på stjernen med en bahtinov maske – det er en maske som laver et diffraktionsmønster, der så ændrer sig, når man justerer fokus. På den måde kan man ramme fokus hver gang. Når det er gjort, plotter jeg mine koordinater ind på det objekt, jeg vil tage billeder af, og beder kikkerten om at køre derhen.
Bagefter bruger jeg typisk en halv times tid på at justere motivet, som jeg vil have det. Når jeg er tilfreds, kobler jeg mit guidekamera til, som har til opgave at holde øje med en stjerne. Hvis stjernen så flytter sig, sender programmet et signal til monteringen om, at den skal rette op. På denne måde låser man det specifikke område i kikkertens synsfelt.
Når det er på plads, går jeg i gang med at tage billederne. Normalt bruger jeg en eksponeringstid på 5 minutter. Dette bliver jeg ved med gennem 3-4 forskellige filtre. Humlen er, at man skal samle ufatteligt mange mængder information. Det kan tage flere måneder, hvis vejret er tilpas dårligt.
Det handler om at få så mange billeder af motivet som muligt, så man opnår det bedst mulige SNR (signal to noise ratio). Så undgår man nemlig, at den digitale støj kommer med i det endelige billede, når billedets histogram skal strækkes,
Mælkevejsbilleder som for eksemplet fotoet fra Halvskov Strand
Jeg bruger lang tid på at lede efter motiver til forgrunden og planlægge, at Mælkevejen er synlig på himlen i den samme retning som motivet. Det betyder også, at jeg skal tage højde for Mælkevejens position gennem året – nogle af mine mælkevejsbilleder har jeg ventet flere år på at kunne tage.
Et eksempel på det er mit billede fra Halskov Strand. I foråret er der et kort vindue, hvor man kan se Mælkevejen rejse sig vandret over horisonten i nord/nordøstlig retning og hen over himlen. Det sker omkring klokken 3-4 om morgenen, så der skal arbejdes hurtigt inden solen står op.
Når forgrunden skal tages, er det som alle andre normale billeder – motivet frames, og man går i gang med at eksponere. Men da der ikke er dagslys, skal man eksponere i ret lang tid for at fange motivet.
Når forgrunden er taget, tænder jeg for min lille startracker, så jeg kan tage billeder af himlen uden stjernerne bliver ’strukket’.
Når natten er slut, har jeg to sæt billeder – et med fokus på forgrunden og et af himlen. Bagefter samler jeg dem til to panoramabilleder. Så lægger jeg mine billeder ind som lag, hvorfter jeg behandler billederne i Photoshop. Her pensler og masker jeg – og ’maler’ den del af himlen væk, som ikke bør være der.
Så sætter jeg de to billeder sammen, så billedet står skarpt og flot. Jeg efterbehandler med farvemætning, highlights, skygger og digital støj. Alle mine mælkevejsbilleder bliver taget med Nikon D5500 og en kraftig tracker.«
