Det er nemmere at finde planeter og objekter, der bevæger sig rundt om andre stjerner end vores egen sol.
Derfor er det også store nyheder, at et hold astronomer nu har fundet det stærkeste bevis for, at den hypotetiske 'Planet Ni' faktisk findes. Det skriver IFLScience på baggrund af et nyt studie, der er accepteret til offentliggørelse i The Astrophysical Journal Letters.
For mens astronomer og forskere gennem blandt andet lysobservationer har fundet flere tusinde exoplaneter (planeter, der kredser om en anden stjerne end Solen) i årenes løb, står det anderledes til i vores egen kosmiske baghave.
Her er der stadigvæk kun otte planeter (foruden et kuglerundt himmellegeme, der kredser om Solen, og som går under navnet 'Pluto'). Men i 2015 begyndte man at tale om, at der muligvis var en niende planet. Den hypotetiske planet blev døbt 'Planet Nine'.
Hvis man vil finde planeter i vores eget solsystem, er der to metoder. Man kan observerer dem, som man gjorde med de fem planeter Venus, Merkur, Saturn, Jupiter og Mars.
Man kan også finde planeterne ved at observere forstyrrelser i andre objekters kredsløb. Det var sådan, Uranus og Neptun blev opdaget.
Uranus blev derfor opdaget tilbage i 1781, da astronomen William Herschel bemærkede et kraftigt lys, der bevægede sig på en måde, som planeter også bevæger sig i forhold til de øvrige stjerner på nattehimlen.
Neptun blev opdaget, da den franske astronom og matematiker Urbain Le Verrier i 1800-tallet bemærkede, at Uranus' bane var anderledes, end den burde være.
Den eneste forklaring, Le Verrier havde, var, at der måtte være en anden planet, der påvirkede Uranus' kredsløb. Han havde ret. Og det er den samme metode, der gjorde, at forskere i 2015 opdagede den teoretiske 'Planet Ni'.
Forskerne mente nemlig dengang, at Neptuns kredsløbsbane var påvirket af noget med en meget stor tyngdekraft.
I det nye studie fra 2024 har forskere foretaget en simulation, hvori de har arbejdet med en række variabler, der kunne påvirke Neptuns bane: galaktisk tidevand og passerende stjerner.
Men intet forklarede Neptuns kredsløbsforstyrrelser bedre end den teoretiske planet.
Hvor man skal lede for at finde ud af, om den hypotetiske 'Planet Ni' faktisk eksisterer, vides endnu ikke. For ifølge forskerne er der noget endnu ukendt, som trækker i objekter, der kredser om Solen på den anden side af Neptun og giver dem en underlig bane. Disse objekter, som befinder sig i Kuiperbæltet og Oortskyen, er mellem 15 og 30 astronomiske enheder fra Solen, når de er tættest på den.
En astronomisk enhed er afstanden fra Jorden til Solen, hvilket svarer til 149.597.870.700 meter.
Men måske bliver vi snart klogere på, om 'Planet Ni' er mere end blot en hypotese.
For forskerholdet afslutter deres studie med at konkludere, at 'den kommende fase af udforskningen vil omfatte en kritisk tilgang til de mysterier, der er i vores solsystems yderområder'.
Prip

































