Kina på Månen.
Ikke på Månens nære side, som vi kan se fra Jorden. Den nære side har Kinas rumprogram, China National Space Administration eller CNSA, allerede besøgt med deres Chang’e 5. Ligesom NASA har gjort det med deres bemandede Apollo-missioner.
Denne gang - den 2 juni 2024 - landede Chang’e 6 på Månens bagside. Den side af Månen, som permanent vender væk fra Jorden.
Efter to dage på Månen drager Chang’e 6 snuden hjemad. Rumsonden er lettet, og med sig har den prøver af jord og sten fra den uudforskede del af Månen, hvilket aldrig er sket før.
Det skriver Reuters i en artikel.
Det kinesiske rumfartøj var ikke bemandet. Rumsonden skulle derfor selv samle jord- og stenprøver op på Månen.
I 2030 regner det kinesiske rumagentur dog med at have mennesker på Månen. Måske når CNSA endda Månen, inden NASA vender tilbage til Månen. Det kapløb kan du læse mere om her.
Prøverne kan være med til at forklare nogle helt grundlæggende spørgsmål om vores solsystem, ifølge forskere.
NASA og det sovjetiske rumagentur har indsamlet prøver fra Månens nære side, som har ledt forskerne til en teori om Det Store Bombardement, der hærgede Månen for fire milliarder år siden.
Under ‘bombardementet’ skulle et kæmpe krater på Månens bagside også være skabt. Det kan de nye prøver gøre forskerne klogere på.
De vigtige prøver mangler nu at blive fragtet til Jorden om bord på Chang’e 6, som lige nu svæver rundt ved Månen.
Inden længe møder den et andet rumfartøj, der tager den med tilbage til Jorden. Landingen forventes den 25. juni i Indre Mongoliet, Kina.

































