I 2023 skal hele Danmarks nationale stolthed, astronaut Andreas Mogensen, igen sendes ud i rummet. Her kan han - foruden en smuk udsigt over vores jordklode - se frem til nærmest konstant at være på arbejde, aldrig at få fred fra rumstationens massive lydtæppe af støj og kun at tale med sin familie én enkelt gang om ugen.
Han kan også forvente et enormt psykisk pres ved at opholde sig i sterile, metalliske og ensformige rammer med præcis de samme mennesker i flere måneder i træk med dårlig nattesøvn.
Men denne gang er astronauten bevæbnet med et våben, han ikke før har haft med sig ud i rummet: VR-briller.
Se med i denne uges video fra Videnskab.dk, og bliv klogere på, hvordan virtuel reality (VR) kan hjælpe astronauter med at nå længere og længere ud i universet, og hvordan vi allerede i dag bruger VR til at få bugt med psykiske lidelser.
\ Serie om Andreas Mogensens eksperimenter
Videnskab.dk bringer den komplicerede rumforskning helt ned på jorden i en ny serie, hvor vi sætter fokus på nogle af de eksperimenter, som den danske astronaut Andreas Mogensen skal lave ombord på sit ophold på Den Internationale Rumstation i 2023, og hvordan teknologierne kan bruges her på kloden.
Serien består af flere artikler og explainer-videoer, som er blevet til takket være støtte fra Uddannelses- og Forskningsministeriet. Videnskab.dk har redaktionel frihed i forhold til indholdet.
VR skal skærme astronauter mod stress
Hvis du vil være astronaut, er det vigtigt, at du er psykisk stærk som Andreas Mogensen. Men selvom du er mentalt robust, er det begrænset, hvor mange måneder et menneske kan holde ud at leve under det psykologiske pres, du lever under som astronaut på en rummission.
DTU Space og Danish Aerospace Company er derfor gået sammen om et projekt, der skal undersøge, hvordan vi kan skærme astronauter mod stress, når de er i rummet.
Håbet er, at VR-briller kan være svaret på, hvordan vi kan øge den mentale trivsel hos astronauter nok til, at de ville kunne opholde sig i rummet i betydeligt længere tid end et halvt år. Det vil gøre det muligt at sende astronauter op for at udforske endnu fjernere dele af rummet, end vi hidtil har haft mulighed for.
VR kan give dig oplevelsen af at være et andet sted, selvom din krop befinder sig præcis dér, hvor den var, før du tog VR-brillerne på.
VR-brillerne kan altså give astronauterne en mental pause fra rumstationen, fordi de virtuelt kan transportere astronauterne tilbage til Jordens fredelige, hjemlige omgivelser. Brillerne kunne for eksempel simulere, at astronauten går en tur i skoven eller ser en optagelse af sine børn, der leger.
VR-briller afhænger af tyngdekraft
Selvom forskningsforsøget skal undersøge, om VR-briller overhovedet virker afstressende, er det endnu uvist, om teknologien overhovedet fungerer ordentligt i rummet.
Indtil nu har de mest populære VR-briller nemlig haft accelerometre - en slags sensorer - der bruger Jordens tyngdekraft til at finde ud af, hvad der er op og ned i den virkelige verden. Fordi tyngdekraften ikke er meget værd oppe i rummet, risikerer man, at VR-brillerne giver astronauterne søsyge i stedet for en afslappende hverdagsoplevelse.
Men den udfordring findes der en løsning på. Mange forlystelsesparker er begyndt at kombinere rutsjebaner med VR-briller, hvor den virkelige verden skal synkroniseres med den virtuelle. Det sker ved at sætte VR-controlleren fast på rutsjebanens vogn, så de indbyggede kameraer i headsettet ser på controlleren. På den måde bliver controlleren et fast pejlemærke for, hvad der er op og ned.
Den samme metode kan bruges i rummet, hvis man sætter en VR-controller fast på en af rumstationens vægge for på den måde at kunne synkronisere de fysiske omgivelser til den virtuelle verden.
Viden fra forskere og fagfolk
Projektet bygger på de gode erfaringer, vi har med at bruge VR til psykologiske behandlinger. Hvis du vil vide mere om, hvordan vi bruger VR til at lindre psykiske lidelser, og hvad helt normale mennesker potentielt kan bruge forskningsresultaterne til, kan du se mere i videoen øverst i artiklen.
De informationer, vi bruger i videoen, kommer fra følgende forskere:
- Per Lundahl Thomsen, chefkonsulent, DTU Space, Institut for Rumforskning og Rumteknologi, medstifter, Nord Space.
- Per Trads Ørskov, postdoc, Center for Digital Psykiatri.
































