Vi kender og elsker alle Månen. Vi er så sikre på, at vi kun har en, at vi ikke engang giver den et særligt navn.
Den er det mest lysende objekt på nattehimlen, og amatørastronomer kortlægger med stor begejstring dens kratere og have. Til dato er den det eneste himmellegeme ud over Jorden, hvor mennesker har sat deres fodaftryk.
Hvad du måske ikke ved, er, at Månen ikke er Jordens eneste naturlige satellit. Så sent som i 1997 opdagede vi, at et andet himmellegeme, 3753 Cruithne, er det, som kaldes for en kvasi-satellit til Jorden.
Det betyder, at Cruithne ikke bevæger sig rundt om Jorden i en fin ellipse på samme måde som Månen eller de kunstige satellitter, som vi sender ud i kredsløb. I stedet vimser Cruithne rundt om det indre solsystem i det, som kaldes et ’hestesko’-kredsløb.
Cruithnes kredsløb
For at forstå, hvorfor det kaldes et hestesko-kredsløb, så lad os forestille os, at vi kigger ned på solsystemet, mens vi roterer i samme hastighed, som Jorden snurrer rundt om Solen.
Fra vores perspektiv ser Jorden stillestående ud. Et legeme på en simpel hesteskoformet bane rundt om Jorden bevæger sig hen mod den og vender så om og bevæger sig væk.
Når den først er kommet så langt væk, at den nærmer sig Jorden fra den anden side, vender den om og bevæger sig atter væk.
Cruithne bevæger sig i en rodet bane
Hesteskoformede baner er faktisk ret almindelige for måner i solsystemet.
Saturn har for eksempel et par måner i denne konfiguration.
Det, der er unikt ved Cruithne, er, hvordan den slingrer og svajer langs sin hestesko. Hvis du kigger på Cruithnes bevægelse i solsystemet, danner den en sjusket ring om Jordens bane og svinger så langt ud, at den rammer ind i nærheden af både Venus og Mars.
Cruithne kredser om Solen omkring en gang om året, men det tager næsten 800 år at færdiggøre denne rodede ringform om Jordens bane.
Cruithne på nært hold
Så Cruithne er vores anden måne. Hvordan er den så det? Det ved vi faktisk ikke rigtig. Den er kun omkring fem kilometer i tværsnit, hvilket ikke er ulig dimensionerne for kometen 67P/Churyumov-Gerasimenkos, der for tiden er vært for Rosetta og landingsmodulet Philae.
Tyngdekraften ved 67P’s overflade er meget svag – gang i rask tempo er formentlig nok til at sende dig slentrende ud i det store kosmos. Det er derfor, at det var så vigtigt, at Philae kunne bruge sine harpuner til at tøjre sig fast til overfladen, og derfor deres svigt betød, at landingsmodulet blev presset så langt væk fra sit landingssted.
Taget i betragtning af, at Cruithne på nuværende tidspunkt for os ikke er ret meget mere end et par få slørede pixels på et billede, er det sikkert at sige, at den ligger sikkert i den middelmådige størrelsesskala for ikke-planetariske legemer i solsystemet, og enhver menneske- eller robotudforskning ville stå over for samme udfordringer som Rosetta og Philae gjorde på 67P.
Hvis Cruithne derimod ramte Jorden, ville det være en tilintetgørende begivenhed, lignende det, som man mener fandt sted i slutningen af kridttiden. Heldigvis kommer det ikke til at ske foreløbig – dens bane hælder ud over solsystemets flade, og astrofysikere har ved hjælp af simuleringer vist, at selvom den kan komme temmelig tæt på, er det ekstremt usandsynligt, at den vil ramme os. Det tidspunkt, hvor den er beregnet til at komme tættest på, er omkring 2.750 år væk.
Cruithne forventes dog at gennemgå et meget tæt møde med Venus om cirka 8.000 år. Der er en god chance for, at det vil sætte en stopper for vores fordum reservemåne, som vil blive revet ud af skadens vej og ud af Terranfamilien.
Vi kan lære meget om solsystemet fra Cruithne
Historien slutter dog ikke der. Ligesom en god plejefamilie, er Jorden vært for mange egensindige klumper af sten, som er på udkig efter et tyngdefelt, som det er godt at befinde sig i nærheden af.
Astronomer har faktisk sporet adskillige andre kvasi-satellitter, som tilhører Jorden, alle er her for en kort stund, før de karambolerer ud på nye græsgange.
Så hvad kan vi lære om solsystemet fra Cruithne? Temmelig meget faktisk. Som de mange andre asteroider og kometer, rummer den tekniske beviser om, hvordan planeter blev sammensat. Dens mærkelige bane er et ideelt testgrundlag for vores forståelse af, hvordan solsystemet udvikler sig under tyngdekraften.
Som jeg sagde tidligere, var det ikke før slutningen af det 20. århundrede, at vi overhovedet opfattede, at himmellegemer kunne indgå i så mærkværdige hesteskoformede baner og blive der i så lang tid.
Det, at de gør det, viser os, at sådanne interaktioner vil have fundet sted, mens solsystemet blev formet. Eftersom vi mener, at planeter vokser ved kollision af legemer på Cruithnes størrelse og større, er dette en stor ny variabel.
En dag kunne Cruithne blive et prøvested for mennesker til at lande på asteroider og måske endda udnytte dem til sjældne jordmetaller, som vores nye teknologier så desperat har brug for. Vigtigst af alt, lærer Cruthine os, at solsystemet ikke er evindeligt – og i forlængelse af det, ej heller er vi.
Duncan Forgan er støttet af the ECOGAL program, som er finansieret af et European Research Council Advanced Grant. Han er medlem af Royal Society of Edinburgh's Young Academy of Scotland, og stiftende medlem af UK SETI Research Network. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.
