Saturns lille ismåne Enceladus er ét af de mest interessante steder i Solsystemet foruden Jorden.
Gennem mange års undersøgelser er det nemlig meget sikkert blevet fastslået, at ismånen har et hav under overfladen.
Enceladus kredser om Saturn – altså langt ude i Solsystemet. Saturn ligger så langt fra Solen, at ét Saturn-år svarer til over 29 jordår.
Men denne måne er særlig på flere måder. Det var rumsonden Cassini, som undersøgte Saturn og dens måner meget grundigt gennem mange år og fastslog, at der faktisk findes et hav under isen, ifølge NASA.
Komplekse molekyler i isen
Men hvad indeholder disse ispartikler – og dermed havet under islaget?
Mange forskningsprojekter har analyseret målinger fra Enceladus-systemet, blandt andet fra James Webb-teleskopet. Men nu har et nyt studie offentliggjort i tidsskriftet Nature Astronomy fokuseret på noget af den is, som blev målt af Cassini – sandsynligvis blot få minutter efter, at den blev slynget ud fra overfladen, ifølge forskerne.
Her har man fundet en stor mængde organisk kemi – altså komplekse molekyler, der indeholder kulstof. Det drejer sig blandt andet om kemiske forbindelser som estere og komplekse forbindelser med nitrogen og oxygen.

Stofferne er blevet opdaget ved hjælp af massespektrometri - en teknik, der afslører, hvad noget er lavet af.
Hvad disse stoffer betyder, er endnu uklart. Forskerne kobler dem til en form for opvarmning af vandet i havet under isen.
Ifølge avisen The Guardian argumenterer forskerne bag studiet også for, at Enceladus i stigende grad fremstår som et sted, der er velegnet for liv.
»Det mest spændende mål i det ydre solsystem«
Enceladus-månen kan producere sin egen varme, fordi den bliver trukket og presset af Saturns tyngdekraft. Alle disse faktorer betyder, at månen rummer ingredienserne til liv, som vi kender det – sådan som blandt andre planetforskeren Fabian Klenner forklarer i The Conversation.
Der er for eksempel påvist vigtige grundstoffer for liv, som fosfor, hvilket du kan læse mere om i denne artikel: Hvor stor er sandsynligheden for, at der er liv på Saturns måne Enceladus?

Vincent Kofman er forsker ved Center for Planetarisk Beboelighed ved Universitetet i Oslo og har kigget nærmere på den nye forskning, men ikke selv deltaget i den.
Han forklarer i en email, at de nye resultater stemmer godt overens med, hvad forskerne forventer sker i havet under isen.
»Enceladus er sandsynligvis det mest spændende mål i det ydre solsystem, når det gælder jagten på liv,« siger han.
Det skyldes blandt andet, at stofferne fra havet under isen er så let tilgængelige i Saturn-systemet, hvilket gør Enceladus til et oplagt sted at undersøge med en rumsonde, ifølge Vincent Kofman.
Han peger på, at mange forskere nu er enige om, at forholdene på Enceladus kan understøtte liv, som vi kender det – og at det nye studie understøtter dette synspunkt.
\ Søjler af is under havet på Enceladus er konstant kilde til materiale
Cassini medbragte et særligt instrument til at undersøge kosmisk støv, kaldet CDA, som kan bruges til at analysere ispartikler i Saturn-systemet, hvilket kan sige noget om forholdene i det mulige hav under isen.
Resultatet viste, at meget af isen i Saturns system stammer fra Enceladus, hvor søjler af is strømmer ud fra havet under islaget.
»Søjlerne fra Enceladus er en ret konstant kilde til materiale i Saturn-systemet,« skriver Vincent Kofman i en e-mail.
»Hele systemet bliver nærmest oversprøjtet af det,« tilføjer han.
Vincent Kofman henviser til et studie fra 2023, som viser, at Enceladus danner en slags ’donut’ af ispartikler i sin bane rundt om Saturn.
Ikke så overraskende, men alligevel »superinteressant«
Ifølge Vincent Kofman er det nye fund egentlig ikke så overraskende, da vand er et godt opløsningsmiddel for alle mulige kemikalier, og havene på Enceladus sandsynligvis er godt omrørte.
Han understreger derfor, at det ikke nødvendigvis er de enkelte molekyler, der er mest interessante – det er snarere den type kemi, de repræsenterer, som gør fundet spændende.
»Bare det, at de er der, er superinteressant, og det tyder på, at havet under Enceladus' overflade er beriget med en mangfoldig kemi,« mener han.
Men om der rent faktisk findes liv på Enceladus er stadig et åbent spørgsmål.
©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.
































