For godt fem år siden opdagede astronomer en mystisk asteroide, der den dag i dag er et mysterium.
Klippestenen bliver kaldt 469219 Kamo’oalewa (betyder ’vaklende himmelobjekt’ på hawaiiansk, red.), og den er mellem 46 til 58 meter i diameter.
Og hvorfor er Kamo’oalewa så så mystisk, tænker du måske?
Jo, det skyldes, at det massive klippestykke ser ud til at bestå af det samme materiale som Månen, fortæller et forskerhold i et nyt studie, skriver ScienceAlert.
Efter opdagelsen i 2016 begyndte astronomer året efter at lære mere om Kamo’oalewa ved hjælp af et af verdens bedste rumteleskoper ved Mount Graham International Observatory ved Arizona, USA, og det første, de bed mærke i, var asteroidens spektrum:
Den reflekterede nemlig lys på samme måde som de månesten, som Apollo 16-missionen hentede tilbage fra Månen i 1972.
Kamo’oalewa er en del af en gruppe af asteroider kendt som ’Apollo-asteroider’, der mere eller mindre deler Jordens bane rundt omkring Solen.
Men samtidig er Kamo’oalewa også en såkaldt ’Quasi-satellit’, der kommer nær Jordens bane i perioder, men ellers har forskellige kredsløb.
Astronomerne var ivrige efter at undersøge asteroiden nærmere, men grundet COVID-19-pandemien blev det først muligt i april i år.
Her fik forskerne endelig bekræftet, at Kamo’oalewa har samme genskin som Månen, men nu er spørgsmålet så, hvor Kamo’oalewa oprindeligt kommer fra.
Ifølge astronomerne er der på nuværende tidspunkt tre mulige forklaringer:
- Asteroiden kommer oprindeligt fra Jord-Måne-systemet – enten som en del, der er blevet slået af Månen efter et sammenstød, eller som en asteroide, som kom så tæt på Jorden og Månen, at den ændrede sin bane.
- Kamo’oalewa er blevet ’fanget’ af en gruppe andre asteroider og følger en lignende bane.
- Kamo’oalewa er en del af en gruppe nær-Jords-asteroider, der endnu ikke er blevet opdaget, og som skulle befinde sig i et punkt kendt som ’Lagrange-punktet’.
På stående fod vurderer forskerne, at den første forklaring er den mest sandsynlige, skriver ScienceAlert.
Studiet er publiceret i tidsskriftet Nature Communications.
