Mellem Mars og Jupiter driver en kæmpe klump af asteroider rundt i et asteoridebælte - også kaldet hovedbæltet - der er hjem for de fleste af Solsystemets asteroider.
Nu er det lykkedes astronomer fra European Southern Observatory, der er et samarbejde mellem 11 europæiske lande, herunder Danmark, at tage friske billeder af de 42 største asteroider i bæltet.
Aldrig tidligere er så mange asteroider blevet afbildet med så stor skarphed, og de nye billeder kan være med til at give ny viden om asteroidernes form og tæthed, lyder det i en pressemeddelelse fra ESO.
»Indtil nu er kun tre af de store asteroider i hovedbæltet, nemlig Ceres, Vesta og Lutetia, blevet fotograferet med høj opløsning, og det er sket under passager af rumfartøjerne Dawn og Rosetta fra NASA og Den europæiske rumorganisation ESA,« forklarer lederen af asteroideundersøgelsen, Pierre Vernazza fra Laboratoire d’Astrophysique de Marseille i Frankrig, i pressemeddelelsen fra ESO.
»Vore ESO-observationer har givet os skarpe billeder af mange flere; i alt 42,« siger Pierre Vernazza.
De nye billeder viser 42 asteroider, der spænder bredt i både form og størrelse - kæmpen Ceres måler 940 kilometer i diameter og er kugleformet, mens miniputten Urania har en noget mere broget form og måler 90 kilometer i diameter.
Billederne er optaget med instrumentet Spectro-Polarimetric High-contrast Exoplanet REsearch (SPHERE), der er monteret på ESO’s ‘Very Large Teleskop’ - et teleskop, der står placeret i Chile. Ifølge ESO har de nye billeder “udfyldt et hul” i vores viden om Solsystemet, og håbet er, at de kan være med til give os et spring fremad i asteroideforskningen.
De to største - Ceres og Vesta
De to største objekter, som astronomerne har fanget billeder af, er asteroiderne Ceres og Vesta. Førstnævnte måler 940 kilometer i diameter, mens Vesta måler 520 kilometer i diameter.

De to små - Urania og Ausonia
I den anden ende af asteroide-skalaen over de 42 største objekter i bæltet finder vi Urania og Ausonia. De er med deres omkring 90 kilometer i diameter de to mindste objekter, der er blevet undersøgt.

Formet som kugler og kødben
Astronomerne fandt ikke kun variation i størrelserne på asteroiderne - også når det kommer til formen på de observerede objekter i asteroidebæltet, er der forskelligheder at finde.
Nogle af asteroiderne er således kugleformede, det gælder for eksempel Hygiea og Ceres, mens andre er mere aflange i formen - mest udtalt i tilfældet med asteroiden Kleopatra, der er formet som et kødben.

Forskelle i tæthed giver viden om oprindelse
Astronomerne fra ESO har ved at kombinere asteroidernes form med deres masser også undersøgt tætheden af de enkelte asteroider, og her opdagede de undervejs i arbejdet, at de enkelte asteroiders tæthed varierer stærkt.
De to mindst tætte asteroider er Lamberta og Sylvia, der begge har tætheder på omkring 1,3 gram pr kubikcentimeter - svarende til en klump kul, lyder det i pressemeddelelsen.
Prisen for de mest tætte asteroider blandt de observerede går til Psyche og Kalliope, der har en tæthed på henholdsvis 3,9 og 4,4 gram pr kubikcentimeter - lidt mere end tætheden af diamant.

Forskelligheden i de 42 asteroiders tæthed og sammensætning kan ifølge forskerne bag give vigtig viden om deres oprindelse og hvordan, de kan være vandret fra fjerne egne af Solsystemet og ind i deres nuværende position, skriver ESO i pressemeddelelsen.
»De observationer, vi har gjort, understøtter ideerne om, at disse himmellegemer har vandret en hel del omkring siden deres dannelse. Sagt kort, så kan så kæmpestor en variation kun forstås, hvis objekterne er opstået i vidt forskellige områder i Solsystemet,« forklarer en af forfatterne til artiklen, Josef Hanuš fra Karlsuniversitet i Prag, ifølge ESO.
De højtopløselige billeder af de 42 største objekter i asteroidebæltet er offentliggjort i en artikel i Astronomy & Astrophysics.

































