Astronauterne på Den Internationale Rumstation, ISS, der blandt andet har haft danske Andreas Mogensen ombord, kommer ikke til at gå ned på stærke smagsoplevelser lige foreløbigt.
For første gang nogensinde er det nemlig lykkedes besætningen ombord på rumstationen at høste deres egne chiliplanter. Det er sket som en del af et eksperiment udført af NASA, der har til formål at undersøge, hvilke slags fødevarer der kan dyrkes i rummet.
Det skriver flere medier, herunder ScienceAlert.
Ifølge mediet blev chilifrugterne høstet for en uges tid siden. Kort efter skrev NASA-astronauten Megan McArthur på Twitter, at hun og resten af mandskabet brugte de rum-dyrkede chilier til en omgang tacos med bøf og grøntsager.
»Endelig, jeg har lavet mine bedste rum-tacos nogensinde: Fajita-kød, rehydrerede tomater og artiskokker - og HATCH CHILE! (navnet på chili-planten, red.),« lyder det i opslaget fra Megan McArthur.
Friday Feasting! After the harvest, we got to taste red and green chile. Then we filled out surveys (got to have the data! ). Finally, I made my best space tacos yet: fajita beef, rehydrated tomatoes & artichokes, and HATCH CHILE! https://t.co/pzvS5A6z5u pic.twitter.com/fJ8yLZuhZS
— Megan McArthur (@Astro_Megan) October 29, 2021
Chili-frøene er sendt fra Jorden fire måneder forinden, og efter fire måneders plante-nusseri i rummet var de klar til at blive indtaget af astronauterne.
Foruden at fungere som tilbehør til tacos er chiliplanterne på Den Internationale Rumstation en del af et større forskningsprojekt om dyrkning af fødevarer i rummet.
Ifølge NASA er der en række logistiske fordele ved at dyrke mad i rummet, idet man slipper for at skulle sende store pakker med mad afsted fra Jorden, ligesom det også kan sikre mad over længere rumrejser, skriver ScienceAlert.
Det er tidligere lykkedes NASA-astronauter at dyrke andre frø på Den Internationale Rumstation. Det gælder blandt andet tre forskellige salater, kål, grønkål og blomster, der til dels er blevet spist af besætningen om bord, mens prøver også sendes til Jorden for at blive undersøgt nærmere.
Rf

































