Komet 3I/ATLAS kom fra stjernerne, tog en tur rundt om Solen og er nu atter på vej væk.
I et par måneder havde astronomerne en mulighed for at studere kometen, der må stamme fra et planetsystem mange lysår borte, og den mulighed blev da også udnyttet fuldt ud.
NASA er nu kommet med en oversigt over de resultater, man indtil nu har fået, men der vil gå lang tid, før målingerne er blevet analyseret fuldt ud.
Her er nogle hovedpunkter om, hvad man har lært om kometen:
3I/ATLAS er ikke sendt af aliens
Der er intet, som tyder på, at 3I/ATLAS er andet end en komet. På nogle punkter afviger den lidt fra de kometer, vi kender fra vores eget solsystem, men det er ikke andet, end man kunne forvente.
Det er noget, som NASA selv understreger, fordi der har været så mange rygter om, at der var tale om en rumsonde fra en fremmed civilisation – en teori, som Harvard-astronomen Avi Loeb ivrigt har fremført, og som vi har kritiseret i artiklen 'Er Avi Loeb gal eller genial?'
På nettet kan man se, at rumsondeteorien er ret populær, men der er altså ingen beviser for den.
Flere uventede opdagelser
Kometen blev opdaget af det såkaldte ATLAS-teleskop i Chile 1. juli 2025 og blev døbt 3I/ATLAS. Betegnelsen 3I betyder, at det er det 3 interstellare objekt, der er fundet.
\ De to tidligere interstellare objekter
De to andre interstellare objekter, som er observeret i vores solsystem er:
1I 'Oumuamua, som du kan læse om i artiklerne her:
- Asteroide? Nej, ‘Omuamua er nok alligevel en komet, vurderer forskere
- Den sære rum-cigar ’Oumuamua er næppe et alien-rumskib, viser ny forskning
- Nyt studie kan afsløre, hvordan rum-objektet 'Oumuamua fik sin bizarre cigarform
- ’Oumuamua er alligevel ikke en rumsonde
2I Borisov, som du kan læse om her:
Man blev hurtigt klar over, at der var tale om en komet, for man kunne se, at den udsendte både gas og støv, hvad der jo er helt normalt for en komet.
Det eneste usædvanlige er, at det skete, mens kometen stadig var 670 millioner kilometer fra Solen, altså kun lidt indenfor Jupiters bane. De fleste kometer skal tættere på Solen, før de begynder at blive aktive. På den anden side er kometer i det hele taget ret forskellige, så det er svært at tale om en helt ’normal’ komet.
I august blev kometen observeret af det store James Webb-teleskop, og her var resultaterne overraskende:
Man målte sammensætningen af kometens koma, der er den tågede, lysende atmosfære af gas og støv, der omgiver en kometkerne, når den nærmer sig Solen. Komaen dannes, ved at solvarme får is på kernen til at sublimere (gå direkte fra fast form til gas), hvilket frigiver støv og gasser, der danner 'håret' (koma) omkring kernen.
Målingerne fra James Webb viste, at komaen indeholdt vanddamp (H2O), kulilte (CO) og karbonyl sulfid (COS - altså et molekyle der består af kulstof, ilt og svovl). Det var forventet, men det var en stor overraskelse, at mængden af CO2 var så stor i forhold til mængden af vanddamp. Forholdet var 8:1, hvilket er det højeste man nogensinde har målt.

En muligvis meget gammel komet
Forklaringen på den store mængde CO2 kan være kometens meget lange rejse frem til vores solsystem.
Ganske vist synes vi, at kometen med en fart på 60 km/s er pænt hurtig, men i forhold til de enorme afstande mellem stjernerne er den meget langsom. Med den fart vil den være 20.000 år om at komme til bare den nærmeste stjerne, så den har helt sikkert været millioner af år undervejs mod vores solsystem.
På den anden side er de 60 km/s også et tegn på, at 3I/ATLAS kommer fra en meget gammel stjerne. De fleste nabostjerner har nemlig meget mindre hastigheder på omkring 20 km/s i forhold til Solen, da de ligesom Solen har næsten cirkulære baner om Mælkevejens centrum.
De stjerner, der bevæger med større hastigheder, helt op til omkring 200 km/s, er normalt stjerner, som er meget ældre end Solen, da de har mere aflange baner om Mælkevejens centrum.
\ Om artiklens forfattere
Helle og Henrik Stub er begge cand.scient’er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.
I mere end 50 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.
De skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet ‘Stubberne’.
Sandsynligvis er der sket det, at den kraftige kosmiske stråling i rummet mellem stjernerne har påvirket kometen.
En komet kan jo beskrives som et isbjerg fuldt af støv, men isen består ikke bare af frosset vand. Der er is af mange slags, så man finder frosne luftarter som kulilte (CO) og frossen CO2. Den kosmiske stråling kan nedbryde denne is, på en måde så CO bliver til CO2.
Strålingen kan på den måde omdanne de måske 10-20 meter øverste lag af isen, så den kommer til at indeholde mere CO2. Og det er netop de øverste lang, som fordampede først, da kometen nærmede sig Solen og derved blev varmere.
Mere uventet var det at finde næsten ren nikkel, selv om man har set det før, således også i komet 2I Borisov, der jo også kom fra stjernerne.
Der er dog tale om meget små mængder af nikkel og ikke nok til at ændre teorien om, at den kommer fra et ældgammelt planetsystem. De ældste stjerner i Mælkevejen indeholder nemlig kun få tunge grundstoffer som nikkel.
Sandsynligvis stammer metallet fra nedbrydningen af nikkelholdige kemiske forbindelser på kometen som nikkel tetracarbonyl (Ni(CO)4), men man har stadig ingen god forklaring på nikkelforekomsten.
Sådan kunne vi blive ved, og der kan godt gå flere år, før alt er analyseret til bunds. Selv om der stadig er uløste spørgsmål, har der absolut ikke været nogen grund til at antage, at kometen er en ’forklædt rumsonde’
3I/ATLAS leverer en lille brik i et stort puslespil
Der var en lang periode, hvor kometen var ovre på den anden side af Solen set her fra Jorden. Men det standsede nu ikke astronomernes forsøg på at følge den hele vejen, og til alt held er der jo en del rumsonder, især ude ved Mars, der havde en rigtig fin udsigt til kometen.
\ Solen fik 3I/ATLAS til at gå i udbrud
3I/ATLAS kom tættest på Solen 29.-30. oktober 2025, hvor den kom lidt inden for Marsbanen. Godt en måned senere i december kom der er kraftigt udbrud fra kometen. Forsinkelsen skyldes, at det tager tid for Solens varme at trænge dybt ned i kometen og få isen til at fordampe.
Udbruddet viste som ventet organiske materialer som methanol, cyanid og metan. På Jorden er organiske molekyler som disse et tegn på biologiske processer, men de kan også produceres af ikke-biologiske processer.
NASA fulgte den med James Webb-rumteleskopet, men rumsonder blev også sat på opgaven. Det gælder marssonderne Mars Reconnaisance Orbiter og Maven samt rumsonderne Psyche og Lucy, som er på vej mod asteroiderne, og som tilsammen kunne se kometens hale og koma fra to sider, hvilket dermed gjorde det muligt at danne en 3D-model af, hvordan kometen udsender gas og støv.
Desuden fulgte den europæiske rumfartsorganisation ESA også sonden med sine rumsonder.
Som man kan se, kan forskningen sammenlignes med et stort puslespil, hvor hver observation leverer en lille brik. Der skal mange brikker til, før man overhovedet begynder at få et billede.
3I/ATLAS er som nævnt kun det 3. interstellare objekt, man har fundet, så udforskningen er kun lige begyndt. Vi kan sandsynligvis ikke sige ret meget om interstellare kometer, før vi har observeret helst nogle snese af slagsen, og med den hastighed, de opdages, kan det godt tage en del tid.

































