Spørg Videnskaben er blevet kontaktet af Jan, som til dagligt arbejder som fængselslærer i kriminalforsorgen. I forbindelse med undervisningen har Jan og hans elever undret sig over, hvordan kometer er opstået.
\ Spørg Videnskaben
Her kan du stille et spørgsmål til forskerne om alt fra prutter og sure tæer til nanorobotter og livets oprindelse.
Du kan spørge om alt - men vi elsker især de lidt skøre spørgsmål, der er opstået på baggrund af en nysgerrig undren.
Vi vælger de bedste spørgsmål og kvitterer med en Videnskab.dk-T-shirt.
Send dit spørgsmål til: sv@videnskab.dk
Og hvordan har de i øvrigt opnået den ufatteligt høje fart, de flyver med?
Her på Videnskab.dk deler vi interessen, så vi har taget kontakt til Line Drube, ph.d. og astrofysiker fra DTU Space, som også før har delt ud af sin viden om rummet og kometer til Videnskab.dk.
Kometer fødes
Vi begynder for omkring 4,6 milliarder år siden, da kometer opstod sammen med Solsystemet.
En gammel stjerne eksploderede og efterlod sig en sky af gas og støv.
Med tiden begyndte denne sky, på grund af dens indre tyngdekraft, at trække sig sammen.
Sammentrækningen resulterede i, at det meste af materialet endte i centrum og blev til vores sol, og det resterende materiale lagde sig som en roterende disk rundt om den unge sol.
»Med hjælp fra tyngdekraften samlede materialet sig til større og større klumper, som endte med at blive til planeter,« fortæller Line Drube og uddyber:
»Det materiale, som planeterne ikke samlede op, endte primært længst ude i Solsystemet. Områderne længst ude i Solsystemet kaldes Kuiperbæltet og Oortskyen, og her blev kometer skabt af det resterende materiale.«
I området mellem Mars og Jupiter, bedre kendt som Asteroidebæltet, blev asteroiderene til.
En forskel på asteroider og kometer er, at mens asteorider primært består af jern og sten, består kometer af is og sten - det er derfor, kometer ofte bliver kaldt beskidte snebolde.
»Da asteroider og kometer som helhed er næsten uændret fra Solsystemets begyndelse, udgør de en kilde til at forstå, hvordan vores solsystem har taget sig ud dengang for 4,6 milliarder år siden,« forklarer Line Drube.
Hastigheden er livsvigtig for kometer
Vi drøner videre til spørgsmålet om kometers hastighed, som, man vist godt kan sige, er en vigtig faktor for de omstrejfende kometer og asteroider.
Hastighed af en vis kaliber og bevægelse er faktisk ’livsnødvendigt’ for kometer, asteroider og ikke mindst planeter.
For lad os sige, at en asteroide stod stille. Så ville solen og tyngdekraften tiltrække asteroiden, som en magnet ville gøre det med en møtrik, og brænde asteroiden til ukendelighed.
»Jorden bevæger sig for eksempel med en fart på omkring 108.000 kilometer i timen, og kometer bevæger sig 2-3 gange så hurtigt. For asteroider gælder det, at de normalt har en fart på omkring 35.000 til 108.000 kilometer i timen,« forklarer Line Drube.
Kometers fart tager yderligere til, når de via deres elliptiske bane passerer solen tæt på. For tyngdekraften bliver stærkere, desto tættere kometerne kommer på solen.
Men kometers hastighed stiger endnu mere i de tilfælde, hvor de kolliderer med en anden komet.
Hvis den ene komet på grund af kollisionen ændrer retning mod solen, stiger dens hastighed til op mod 80 kilometer i sekundet eller 288.000 kilometer i timen. Som altså skyldes tyngdekraften fra Solen.
Kometer giver os massevis af stjerneskud
Du har måske lagt mærke til, at aviser eller meteorologer på diverse tv-kanaler af og til melder om mange stjerneskud en given aften.
Det sker, når Jorden krydser en bane, hvor en komet har været forbi.
En komet adskiller sig fra en asteroide ved, at når den kommer tæt på Solen, begynder islaget, den består af, at fordampe.
Og når isen bliver til gas, efterlader kometen en masse støv og sten på sin vej.
Dette materiale forsvinder ikke, men fortsætter med at være i en bane rundt om Solen.
Når Jorden så rammer materialet, brænder det op, idet materialet kommer ind i vores atmosfære. Og det er altså det, vi kan se som en stjerneskud på himlen.
For eksempel er kometen Swift-Tuttle, som kommer forbi solen hvert 133. år, skyld i det naturfænomen, vi kender som meteorsværmen Perseiderne. Perseiderne kan ses omkring den 12. august hver år.
Vi takker for spørgsmålet
Vi håber, at Jan, hans elever og alle andre, der læser med, er blevet klogere på kometer. Som altid bliver spørgsmålet belønnet med en Videnskab.dk-T-shirt, som Jan kan trække i til næste astronomi-lektion.
Hvis du sidder med et interessant spørgsmål, og godt kunne tænke dig, at vi gav det videre til en forsker, kan du skrive til os på sv@videnskab.dk.
