Er Avi Loeb gal eller genial?

Hvad får mediepersonligheder som Kim Kardashian og Joe Rogan med millioner af følgere på nettet til pludselig at interessere sig for en komet?

Svaret er astronomiprofessor på det prestigefyldte Harvard Universitetet, Avi Loeb.

De senere år har han fået slået sit navn fast i medierne med en række opsigtsvækkende påstande om, at rumsonder fra fjerne stjerner flyver gennem vores solsystem.

Senest har han gjort sig bemærket med sin vurdering af den interstellare komet 3I/ATLAS, der for tiden er på vej gennem vores solsystem.

Der er 30 til 40 procent sandsynlighed for, at 3I/ATLAS ikke er et naturligt objekt, men at det er en avanceret teknologi forklædt som en komet, mener professoren.

Og nu hvor NASA har delt fotos af kometen, har han med det samme anklaget dem for at være »vildledende«.

Sådanne påstande og angreb går hurtigt viralt på nettet. Også i danske medier er de blevet dækket vidt og bredt.

I vores kommentar ser vi nærmere på Loebs mange opsigtsvækkende påstande.

Du kan læse Avi Loebs svar på kommentaren i bunden af artiklen.

Er kometen 3I/ATLAS en trojansk hest?

Lad os først se nærmere på, hvad han har sagt om kometen 3I/ATLAS, der lige nu er på gennemrejse i vores solsystem.

Komet 3I/ATLAS har en fart og en bane, som helt klart viser, at den kommer fra et andet solsystem.

På grund af sin fart på 60 km/s bevæger den sig gennem Solsystemet i en hyperbelbane, så besøget i vores solsystem bliver i virkeligheden ret kortvarigt.

Bortset fra banen er der ingen veldokumenterede tegn på, at 3I/ATLAS er andet end en almindelig komet. Men det forhindrer ikke Loeb i at komme med nogle påstande, som grundlæggende går ud på at 3I/ATLAS er en slags forklædt rumsonde.

Som Loeb har spurgt om på sin egen blog: »Har 3I/ATLAS et kometkostume på, eller er det en ægte isholdig klippe af naturlig oprindelse?«

Her stiller han også spørgsmålet, om 3I/ATLAS er en trojansk hest, som vi kender fra Iliaden.

Loeb skriver – og vi citerer igen:

»Det grundlæggende spørgsmål er, om 3I/ATLAS er en trojansk hest, der udadtil ligner en naturlig komet, men som bærer en potentiel trussel i sit indre.«

Det er jo noget af en påstand at komme med, men spørgsmålet er, om han kan begrunde dette synspunkt med observationer af kometen.

Det forsøger Loeb at gøre i endnu et indlæg på sin blog. Lad os se nærmere på argumenterne.

Loebs argumenter

De argumenter, Loeb angiver for, at 3I/ATLAS ikke opfører sig som en normal komet, står han, så vidt vi kan se, helt alene med i forskerkredse.

Ingen andre astronomer har set nogen grund til at antage, at 3I/ATLAS er andet end en normal komet, der er kommet til os fra et andet planetsystem mange lysår borte.

Loeb har videreført debatten, efter at NASA har frigivet billeder taget af Marssonden Mars Reconnaisance Orbiter, da kometen var tæt på Mars den 2. oktober.

Billederne er bestemt ikke ret gode, men kometens afstand til Mars var også omkring 30 millioner kilometer.

Ikke uventet viser billederne bare en lidt diffus lysplet, men Loeb har med det samme anklaget dem for at være »vildledende«. Det er sket på hans blog, hvor han blandt andet skriver:

»NASA’s repræsentanter burde have understreget, hvad vi ikke forstår om 3I/ATLAS, i stedet for at insistere på, at det er en velkendt komet fra et andet solsystem.«

Samme sted skriver han om udgasningen fra kometen, der ofte ses som ’Jetter’, altså smalle stråler af gas og støv:

»I de kommende uger vil større jordbaserede teleskoper såvel som Hubble- og Webb-teleskoperne være i stand til at karakterisere Jetterne fra 3I/ATLAS.«

»Disse detaljer vil uden tvivl informere os om, hvorvidt Jetterne er produceret af naturlige islommer, der opvarmes af sollys, eller af teknologiske fremdriftsmotorer.«

Loeb tilføjede, at billederne måske også vil udpege eventuelle objekter, der er brudt af 3I/ATLAS, hvad enten det er »isfragmenter« eller »minisonder«.

Han kommer også med andre, i vores øjne, noget specielle argumenter for, at 3I/ATLAS kan være en rumsonde:

Således skriver han, at kometens ankomsttid er finjusteret til, at den passerer nogle millioner kilometers afstand af Mars, Venus og Jupiter, men at den set her fra Jorden er omme på den anden side af Solen på det tidspunkt, hvor kometen er tættest på Solen.

Det, antyder han, er resultatet af en skummel plan, der gør det muligt for kometen at bremse ned uden at vi kan se det, så den kan blive i vores solsystem.

En videnskabelig grundregel

De mange mærkelige påstande er, så vidt vi kan se, fremført enten helt uden bevis eller med meget tvivlsomt bevis.

Dermed overtræder Loeb en grundlæggende regel i videnskaben: at man skal kunne henvise til målinger eller eksperimenter, som støtter den påstand, man kommer med.

Astronomen Carl Sagan har formuleret reglen på en måde, som de fleste nok har hørt om: 'Ekstraordinære påstande kræver ekstraordinære beviser.'

Dermed mener han, at de beviser, man bruger, skal kunne efterprøves af andre forskere.

Kritikken af Avi Loeb går netop på, at han ikke har været tilstrækkelig kritisk over for de målinger og observationer, han selv anvender.

Derfor opfylder hans teorier ikke de krav, der stilles til en videnskabelig teori, nemlig at den skal være baseret på observationer og målinger af en vis kvalitet.

Det begyndte med 'Oumuamua...

Avi Loeb blev oprindelig kendt i medierne i forbindelse med opdagelsen af det første objekt fra stjernerne, som fløj gennem vores solsystem.

Det fik navnet ’Oumuamua og blev opdaget i 2017. Efterhånden som man fik flere observationer, blev to ting klart:

• ’Oumuamua har en usædvanlig form – enten meget flad som en pandekage eller meget aflang som en cigar
• ’Oumuamua fulgte ikke helt den beregnede bane - der var små afvigelser, der kun kunne forklares ved, at den selv ændrede banen

Som vi skal se, kan begge dele forklares naturligt, men Loeb udnævnte meget hurtigt ’Oumuamua til at være en rumsonde fra en anden civilisation, muligvis drevet af et solsejl.

Den teori købte mange medier hurtigt. Men ’Oumuamua bevæger sig så langsomt, at den vil være geologiske tidsaldre om at komme fra en anden stjerne - næppe den måde, man vil bygge en rumsonde.

Cigar-formen på ’Oumuamua er nok usædvanlig, men den er bestemt ikke enestående. Vi kender mange asteroider, der ikke er kuglerunde.

Hvis to asteroider støder sammen, kommer en række rester af mærkelige former. Det kræver en betydelig tyngdekraft at forme en klode, så den bliver rund, og den tyngdekraft har hverken asteroider eller kometer.

Hvis ’Oumuamua består af is, som så mange kometer gør, så vil noget af isen fordampe nær Solen og på den måde give legemet et skub.

Man så ganske vist ingen udgasning, men hvis det stof, kometen slynger ud, er næsten ren gas (brint eller kvælstof) med meget lidt støv, så er det meget vanskeligt at observere.

Vi kender til kometer som Enckes komet, som vi ved udgasser, men hvor man ikke kan observere fænomenet.

Vi ved, at ’Oumuamua i millioner af år har bevæget sig mellem stjernerne, hvor den kosmiske stråling er stærk.

Denne stråling vil påvirke vandis (H₂O), således at brinten frigøres og ’gemmes’ i isen. Ved den opvarming, ’Oumuamua oplevede tæt på Solen, vil denne brint frigøres og danne en usynlig udgasning.

Man kan læse en god og grundig analyse af, hvad vi ved om ’Oumuamua, i en artikel, som tre forskere skrev i 2023. Heraf fremgår det, at der ingen grund er til at fremsætte teorier om rumsonder.

Man kan naturligvis ikke bevise, at ’Oumuamua ikke er en rumsonde, men det videnskabeligt korrekte er at sige, at vi har for få og usikre data til at fremsætte en sådan hypotese – husk Sagans bemærkning om beviser.

Man kan også sige, at en forsker som Loeb har pligt til at understrege usikkerhederne og ikke teorierne.

... og det fortsatte med mysteriet om det forsvundne meteor

Endnu et mysterium, som Loeb har kastet sig over, er et meteor, som han mener er kommet fra stjernerne. Objektet ramte Jorden i 2014, og resterne ligger nu på Stillehavets bund nær New Guinea.

Loeb har sendt en ekspedition ud til det, han mener er nedslagsstedet. Der blev indsamlet nogle små partikler, som han mener beviser, at meteoren er skabt af fremmed teknologi.

Igen møder vi det samme problem som ved 3I/ATLAS og ’Oumuamua: en manglende kritisk sans over de observationer, han bygger sin teori på. Det er naturligvis blevet kritiseret, og en af de, efter vores mening, bedste analyser kan findes her.

Loeb bruger desuden kun seismiske data fra en station i Papua New Guinea til at beregne, hvor nedslaget har fundet sted. Det kan man ikke, da en nøjagtig bestemmelse kræver data fra mindst tre målepunkter.

Samtidig er Papua New Guinea så seismisk aktiv, at der er mange seismiske målestationer, men kun én har registreret nedslaget, og det er endda meget tvivlsomt.

Derfor er der så stor usikkerhed om, hvor meteoret er faldet ned, at de fund på havbunden, Loeb omtaler, overhovedet ikke kan bruges som bevis for meteorets sammensætning.

Langt det mest sandsynlige er, at hans fund slet ikke har noget med meteoret at gøre, fordi det er faldet ned et helt andet sted.

Fra det påståede nedslagspunkt, som der altså er stor usikkerhed om, har Loeb opsamlet små partikler fra det sted på havbunden, hvor han mener at nedslaget har fundet sted af en størrelse fra 100 mikrometer til en milimeter.

Han mener, at en analyse viser, at disse partikler må være kommet fra et andet solsystem, og at der er tegn på, at der er tale om materiale frembragt af en fremmed intelligens.

Dette afvises af eksperter på området. Målingen af jernisotoper svarer nemlig til, det vi kan forvente af et meteor fra solsystemet.

De metaller, han har fundet i partiklerne, herunder uran, svarer desuden til, hvad man finder i asken fra forbrænding af kul i kraftværker. Så de kan altså stamme derfra.

Endnu en af Loebs andre påstande går på, at meteoren kommer fra det interstellare rum, og altså ikke fra solsystemet.

Men målingen af meteorets hastighed på næsten 45 km/s er ikke umiddelbart et bevis for, at den har bevæget sig for hurtigt til at være en del af vores solsystem.

Andre beregninger giver en betydelig sandsynlighed for, at meteoren kan stamme fra vores eget solsystem.

Loebs adfærd er et problem for videnskaben

Hvorfor Avi Loeb nu fører sig frem ved at overtræde reglerne for god videnskab, kan vi ikke svare på, men hele affæren har den kedelige konsekvens, at den undergraver tilliden til videnskaben.

Denne tillid bygger på, at en forsker udtaler sig om et emne ud fra observationer og målinger.

Nu kan observationer og målinger nogle gange fortolkes på flere måder, og det kan så skabe en debat, som kan være vigtig – men forudsætningen er, at bevismaterialet er så godt, at en debat giver mening.

Loeb stiller alt for ukritisk over for sit bevismateriale, og hans påstande er ekstremt spekulative. Det har heldigvis ingen praktisk betydning, bortset fra at det er dårlig videnskabelig skik.

Videnskaben er bestemt ikke ufejlbarlig, men det er helt afgørende at opretholde en god videnskabelig praksis, så vigtige beslutninger kan tages på et oplyst grundlag.