Forestil dig en konstruktion, der ligner en enorm solsikke, der glider gennem rummet tøjlet til et rumteleskop. Så har du et billede af, hvad forskerne på NASAs Jet Propulsion Laboratory er ved at udvikle.
Projektet kan bedst beskrives som en stor rumparasol, der kan skygge for lyset fra fjerne stjerner. Når lyset fra en stjerne blokeres, er det muligt at studere de omkringkredsende planeter med langt højere detaljegrader, end det er muligt i dag.
Det er endda muligt at studere exoplaneters atmosfærer, når man er fri for stjernernes forstyrrende lys. Rumparasollen åbner kort sagt op for, at vi kan finde Jordens tvilling i rummet.
Rumsolskærm mere kompliceret end som så
Enhver, der har prøvet at åbne en paraply, må tænke, at det umuligt kan være svært at slå en skærm op i rummet, hvor pladsen er rigelig. Men det er meget sværere end som så.
For det første hænger rumparasolen sammen med et teleskop. De to dele kan opsendes sammen, men i rummet skal de deles, så rumparasolen kan foldes ud. De fleste rumparasoller er over 20 meter i diameter og skal placeres titusinder af kilometer fra teleskopet.
Desuden er skærmens 'blade' også en essentiel del af rumparasolen, og de skal foldes ud med millimeterpræcision. For en skærm i sig selv lader stadig lys trænge om sine kanter.
»Formen på bladene, når de ses på afstand, skaber en blødere kant, der sikrer mindre afbøjning af lysbølger,« forklarer Dr. Stuart Shaklan, der er NASAs ledende ingeniør på projektet, i en pressemeddelelse.
Du kender effekten af lysets afbøjning fra, når du sidder i et buldermørkt lokale, og lyset trænger ind under en dørsprække. Det skaber en lille lysforurenelse.
Simple teleskoper kan bruges med rumparasol
\ Fakta
Selvom projektet endnu er på forsøgsstadiet, vurderer astrofysikere tilknyttet projektet, at man vil kunne finde planeter omkring 22 ud af 55 nærliggende stjerner. (Kilde: Space.com)
Rumparasolen bliver udstyret med motorer, så den kan flyttes fra stjerne til stjerne. Indimellem kan det tilknyttede teleskop varetage andre opgaver.
Vigtigt er det i øvrigt at bemærke, at med en solskærm kræver det ikke noget avanceret teleskop at observere exoplaneterne. Det kan gøres med ganske almindeligt teleskopudstyr.
Tidligere missioner har brugt den såkaldte transitmetode til at finde exoplaneter omkring sollignende stjerner (Se sidehistorie). Men for at kunne se nærmere på planeternes atmosfære, er det nødvendigt at observere dem direkte.
\ Transitmetoden vs. direkte billeder
Indtil sidste år var NASAs rumteleskop Kepler på udkig efter exoplaneter. Her blev missionen dog slået voldsomt tilbage, da to af teleskopets fire reaktionshjul stoppede med at reagere. Det betyder ikke missionen direkte er opgivet, men den er blevet meget besværliggjort.
Kepler bruger den såkaldte transitmetode til at observere små dyk i lysstyrken fra en stjerne. Et dyk er et tegn på, at et objekt - muligvis en planet - har passeret foran stjernen.
Det er en fin metode til at finde planeter, men den siger ikke umiddelbart noget om, om planeten ligner Jorden udover i størrelse. Det vil for eksempel ikke være muligt at se om den observerede planet har en atmosfære. Det kan stjerneskyggemetoden til gengæld potentielt.
I 2017 planlægger NASA en ny exoplanetafsøgning af rummet. Det bliver satelliten TESS (The Transiting Exoplanet Survey Satellite), der ved hjælp af transitmetoden skal søge efter planeter omkring en masse andre stjerner, end Kepler har haft øje på.
