I en stor sejr for De Forenede Arabiske Emiraters unge rumprogram er sonden Hope nået i kredsløb om Mars uden skavanker.
Kun omkring halvdelen af alle Mars-missioner er lykkedes, og de har måttet holde tungen lige i munden på Mohammed Bin Rashid Space Centre, da Hope nærmede sig den røde planet.
For ikke at skyde forbi planeten måtte Hope affyre sine styreraketter i 27 minutter uafbrudt. Den skulle nedsætte sin fart fra de 121.000 km/t, sonden rejste med gennem det ydre rum, til de ‘kun’ 18.000 km/t, den skulle bruge til at opnå kredsløb. En manøvre, som ikke kunne øves på forhånd.
Men det lykkedes, og nu kan De Forenede Arabiske Emirater bryste sig af at være det nyeste medlem i den lille klub på kun fem lande, som det er lykkedes at få et fartøj til Mars, skriver Space.com.
Frem til maj vil Hope være i et midlertidigt kredsløb, mens de tre videnskabelige instrumenter ombord gøres klar til brug.
Herefter vil sonden flyttes til et 55 timers kredsløb, hvorfra den skal nærstudere klimadynamikkerne på Mars og give os det første komplette overblik over den røde planets særegne atmosfære.
Ved hjælp af instrumenterne ombord kan forskerne både analysere vejret ved planetens overflade, samspillet mellem de forskellige lag i atmosfæren, og hvordan de store støvstorme på planeten påvirker dens tab af atmosfære, skriver Space.com.
Hvis alt forløber hensigtsmæssigt vil Hopes mission vare 687 dage, et helt Mars-år.

cll