For første gang har astronomer observeret enorme chokbølger i universets ‘kosmiske nets tråde’, der forbinder næsten alle kendte galakser. Man har længe antaget, at chokbølgerne eksisterer.
Det kosmiske net i universet består af masser af trådlignende strukturer, kaldet filamenter, der tilsammen skaber et gigantisk netværk.
Det forbinder blandt andet galakser, der har en tendens til at klynge sammen, dér hvor de kosmiske tråde krydser hinanden. Nettet er blevet sammenlignet med strukturen i menneskehjerner.
Chokbølgerne kan lede os mod en forståelse af, hvordan de største strukturer i rummet er blevet dannet.
Det skriver mediet Live Science.
Nær nogle af universets største klynger af galakser er der tidligere blevet registreret svage gløder fra chokbølger, der formentlig er skabt efter voldsomme kollisioner mellem stof, der findes i det kosmiske net.
Men først nu er chokbølger blevet observeret langs de kosmiske tråde, altså filamenterne.
Enkelte chokbølger »ville ligne ingenting, det ville ligne støj,« forklarer studiets hovedforfatter og astronom, Tessa Vernstrom, i en pressemeddelelse fra International Centre for Radio Astronomy Research i Crawley, Australien.
Derfor har hun, sammen med sit team, samlet og sammenlagt radiografiske billeder af 612.000 galaksehober, som har været direkte forbundet af filamenter i det kosmiske net.
Det gjorde, at de kunne forstærke de ellers utrolig svage gløder af lys, som chokbølgerne skaber, når de sætter skub i ladede partikler, der accelererer i høj fart gennem magnetiske felter.
»Magnetiske felter gennemsyrer universet, lige fra planeter og stjerner, til de største rum mellem galakserne,« forklarer Tessa Vernstrom i pressemeddelelsen.
Den nye opdagelse af af chokbølger langs de kosmiske tråde kan fremover bruges til at undersøge de magnetiske felter, der eksisterer i det kosmiske net. Det er nemlig stadig en gåde, hvilken rolle disse enorme magnetiske felter spiller i dannelsen af universet.




































