2.500 kg forskningsudstyr og forsyninger er lige nu på vej mod den internationale rumstation, ISS, efter en vellykket opsendelse fra Kennedy Space Center i Florida med en Falcon 9-raket.
Transportkapslen Dragon, der sidder i rakettens top, vil så fortsætte rejsen mod ISS, som den gerne skulle nå om to dage, skriver NASA.
Ombord er også to danske projekter, nemlig Delphini-1, en såkaldt ‘CubeSat’ (minisatellit), der er blevet bygget af studerende fra Aarhus Universitet, og tre stjernekameraer, som Danmarks Tekniske Universitet har bidraget med til projektet GEDI.
Lasten skal hjælpe til vedligeholdelse af rumstationen og understøtte de mere end 250 forskningsprojekter, der er i gang. Nogle af disse er:
- GEDI: Et måleinstrument, der skal monteres på ISS og derfra opmåle Jordens skove og biomasse. De tre stjernekameraer fra Danmarks Tekniske Universitet skal sikre, at instrumentet altid peger i den rigtige retning.
- SlingShot: Et system, der kan kommunikere med op til 18 CubeSats, og som vil blive fragtet 450-500 km længere ud end ISS, svarende til et kredsløb over det, rumstationen befinder sig i.
- RRM3: Robotic Refueling Mission-3 skal for første gang forsøge at medbringe og opbevare flydende metan i vægtløshed – lykkes det, vil det måske være muligt i fremtiden at opbevare brændstof, der kan muliggøre lange rejser til destinationer som Månen og Mars.
- Perfect Crystals: Et projekt, der undersøger, hvordan et krystaliserende protein beskytter kroppen mod den radiation og de oxidanter, der er et biprodukt af metabolisme. Analysen kræver store og helst perfekte krystaller, og de er nemmere at lave i vægtløshed.
- Delphini-1: Et pilotprojekt, der skal gøre de studerende, der har bygget satellitten, klogere på det at bygge, drive og kommunikere med satellitter.
Opsendelsen er blevet udskudt flere gange. Blandt andet,
har NASA forklaret i en pressemeddelelse, var der fundet mug i noget musefoder, der skulle med til forsøgsdyrene på ISS, og det var man nødt til at udskifte.
Dragon-transportkapslen skal, efter planen, rejse mod Jorden igen i januar 2019.
Her hjembringer den 1.800 kg undersøgelsesmateriale og hardware.
ele