Kort nyt

Kort nyt

Med 'Kort nyt' får du overblik over nyheder fra forskningens verden. De mest interessante begivenheder og fund - kort fortalt.

Videnskab.dk's redaktion udvælger og resumerer det mest spændende, andre troværdige medier og forskningsinstitutioner har bragt.

Husk dog vores guide til kritisk læsning af nyheder om forskning og især rådet om, at et enkelt, nyt forskningsresultat aldrig kan rumme den endegyldige sandhed.

Det er derfor en god idé at holde sig for øje, hvad anden forskning på området viser, og vi henviser altid til den oprindelige kilde, så du kan dykke yderligere ned i detaljer og forbehold.

NASA tager nyt skridt i jagten på at finde aliens

Annonce:

Der er dem, der ville tage imod aliens med åbne arme, hvis de lagde til i deres rumskib i morgen.

Og så er der dem, der synes, vi skal stoppe med at lede efter aliens og i stedet begynde at gemme os for potentielle rumvæsener, der måske leder efter os.

Men uanset hvilken lejr man har fødderne plantet i, er der noget fascinerende ved tanken om liv i rummet, og derfor arbejder NASA på at tilføje nye værktøjer, der kan hjælpe med at kortlægge rummet for liv.

Det skriver det amerikanske rumagentur selv i en artikel.

Indtil videre er meget af søgningen efter liv gået med at finde såkaldte exo-earths – planeter i andre solsystemer, der muligvis har vilkår for at kunne huse liv – samt at søge efter blandt andet vand og mikroorganismer på måner, asteroider og lignende i rummet.

Men måske er det ikke kun liv, men også teknologiske signaler, vi skal lede efter, når vi spejder efter aliens.

Derfor vil NASA nu undersøge muligheden for bedre at kunne opdage såkaldte teknosignaturer, der både kan være radiosignaler, men også kunstig varme, lys og laserstråler, som man finder i rummet.

Annonce:

Sådanne signaturer udsender Jorden selvfølgelig en hel masse af, og måske gør det samme sig gældende for andet liv i rummet, er tanken.

Forskere har tidligere proklameret, at vi finder intelligent liv i rummet indenfor de næste 20 år, men rummet er så stort og gammelt, at der måske er masser af alien-civilisationer, der har nået at leve og uddø, før deres signaler er nået frem til os.

For at undersøge mulighederne for bedre at opsnappe de signaler afholder NASA i denne uge en workshop, hvor de kortlægger den teknologi, der lige nu er på markedet. Hvis du gerne vil følge med, sender NASA live fra workshoppen frem til 28. september.

sj