Alt tyder på, at 2016 bliver et stort år for rumfarten med rumsonder både til Mars og en asteroide.
Men for at begynde tættere ved Jorden afsluttes i marts det ét år lange ophold i rummet for de to astronauter Scott Kelly fra USA og Mikhail Kornienko fra Rusland.
Denne lange rumflyvning er en af de nødvendige forberedelser for en dag at sende mennesker til Mars, så lægerne er overordentligt interesserede i, hvordan de to har klaret ét års ophold i rummet, både psykisk og fysisk.
Nye raketter skal føre rumfarten videre
Uden raketter ville vi slet ikke have nogen rumflyvning. I 2016 vil vi se de første opsendelser af to nye store raketter, som skal føre rumfarten videre.
Den ene raket er Falcon 9 Heavy, der kan sende næsten 50 ton i bane om Jorden. Den er bygget af firmaet SpaceX og bliver den største privatudviklede raket hidtil.
Den første opsendelse er planlagt til sidste halvdel af 2016. Raketten er så stor, at den kan komme til at spille en rolle i fremtidens bemandede rumfart, især hvis der skal bygges en efterfølger for rumstationen ISS.
Kina vil også i 2016 opsende sin hidtil største raket, Long March 5, der kan sende 25 ton i bane om Jorden. Long March 5 er nøglen til de kinesiske planer om at bygge landets egen rumstation og sende mennesker til Månen.
Genbrugsraketter i rivende udvikling
Men måske vigtigere end de to nye raketter er det, at Space X nu er godt på vej til at udvikle deres Falcon 9, så første trin kan genanvendes.
Kort før jul lykkedes det at bringe første trin af en Falcon 9-raket godt tilbage til Cape Canaveral, og nu skal man så analysere, hvor meget arbejde det vil kræve at gøre rakettrinnet i stand til en ny opsendelse.
Ideen er nemlig kun økonomisk rentabel, hvis klargøringen ikke bliver alt for dyr eller tager alt for lang tid.
Først når genbrug af raketter er blevet rutine, kan omkostningerne ved en opsendelse bringes ned til måske 10 til 20 procent af, hvad de er i dag, og det kan skabe helt nye muligheder for en kommerciel udnyttelse af rummet.
Astronauter får mere privatliv
I 2016 vil Kina opsende en ny lille rumstation, Tiangong 2, som skal bemandes af tre ”taikonauter”. Det er en meget lille rumstation på kun syv ton, men den kan give Kina en vigtig erfaring i langtidsophold i rummet. Men rigtige rumstationer, der skal opbygges af moduler på hver mere end 20 ton, må vente på Long March 5. Det betyder, at Kina nok ikke får sin store rumstation før omkring 2022.
Rumstationen ISS vil få et nyt modul af en type, som sandsynligvis skal anvendes på Mars-rumskibe. Det er modulet BEAM, der står for Bigelow Expandable Acitivtity Module. Dette modul skal opsendes med et fragtrumskib af typen Dragon, og når det kommer frem til rumstationen, skal det pustes op, så det får en længde på fire meter, en diameter på 3,2 meter og et rumfang på 16 kubikmeter.
Oppustelige moduler, der giver astronauterne god plads at bevæge sig på, bliver nok fremtiden. Især for de lange rejser til Mars, hvor det af psykologiske grunde er vigtigt, at astronauterne kan have lidt privatliv. Desuden er de bygget af kunststoffer og ikke som almindelige moduler af aluminium. Det er vigtigt, da partikler fra den kosmiske stråling skaber en farlig sekundær stråling, når de rammer en væg af aluminium.
Uden for Jordens magnetfelt er den kosmiske stråling stærk og udgør en betydelig risiko for sundheden. Man er allerede nu bekymret for den forøgede risiko for kræft, som strålingen kan give på en rejse til Mars.
Rumsonden Schiaparelli er prøvekanin før Mars-mission
Men før mennesker kan sendes til Mars, skal den røde planet udforskes grundigt af rumsonder, og selv nu, hvor rumfarten nærmer sig sin 60-årsfødselsdag, er det ingen let opgave.
Således har NASA opgivet at sende en rumsonde til Mars i marts, fordi der var alvorlige problemer med et instrument, der skulle måle den seismiske aktivitet på Mars.
Til gengæld vil Europa i samarbejde med Rusland opsende den såkaldte EXO Mars-mission. Missionen består af to dele: En orbiter, der skal studere atmosfæren omkring Mars, og et landingsfartøj.
Orbiteren skal specielt lede efter metan i atmosfæren, da det kan være tegn på biologisk aktivitet. Langt det meste metan i Jordens atmosfære er skabt ved biologiske processer.
Landeren hedder Schiaparelli, opkaldt efter den italienske astronom der i 1877 mente at se kanaler på Mars. Det førte til mange teorier om, at der var en civilisation på den røde ørkenplanet, som ved hjælp af store kanaler førte vand fra de isdækkede poler ned til de tørre, men varmere områder ved ækvator.
Rumsonden Schiaparelli skal dog bare afprøve landingsteknikken som forberedelse til den næste EXO Mars-opsendelse i 2018, hvor Europa og Rusland vil forsøge at landsætte et køretøj med videnskabelige instrumenter, en rover.
Juno skal udforske Jupiter
Længere ude i solsystemet ankommer rumsonden Juno til Jupiter i juli. Juno skal kredse om Jupiter og især studere det indre af Jupiter, bl.a. ved måling af Jupiters tyngdefelt og magnetfelt. Desuden skal Juno studere de dybere lag af atmosfæren, specielt mængden af vanddamp.
På længere sigt er det interessant, at både NASA og ESA er begyndt arbejdet på rumsonder, som skal udforske den isdækkede måne Europa.
Det er ret sandsynligt, at der under isen er et dybt ocean, hvor der kan være mulighed for liv. Disse sonder skal dog først opsendes efter 2020.
I september afslutter rumsonden Rosetta sin udforskning af kometen Churyumov-Gerasimenko. Det sker ved at bringe sonden til landing på kometen.
Næsten samtidig med, at Rosetta afslutter sin flyvning, opsender NASA rumsonden OSIRIS-REX, der skal flyve til den jordnære asteroide Bennu. Her skal den lande i 2019 og indsamle en prøve, der skal sendes tilbage til Jorden i 2023. Den godt 500 meter store asteroide har en bane, der krydser Jordens bane og en omløbstid på 1,2 år.
Bennu har en vis interesse for os her på Jorden, da der er en mulighed for, at den kan støde sammen med Jorden mellem 2175 og 2196. Risikoen er dog meget lav, mindre end 0,04 procent. Men som bekendt er rettidig omhu jo en god ting …
Jason-3 har blikket rettet mod Jorden
Årets første store opsendelse bliver af satellitten Jason-3, der skal overvåge havene. Den skal opsendes tidligst 17. januar og er vigtig, ikke mindst på grund af den stærke El Niño i Stillehavet, der lige nu påvirker både det lokale klima og Jordens temperatur. En ting er at stræbe efter stjernerne, men det er nu også vigtigt at overvåge vor skrøbelige jordklode.
Opsendelsen af Jason 3 er symbolsk for meget af den rumfart, som vil finde sted i de kommende år. Ikke bare fordi den har rettet blikket mod Jorden, men også fordi den er meget international. Jason er bygget i samarbejde mellem NASA, det franske rumagentur, CNES, og den europæiske organisation Eumetsat, der har ansvaret for de europæiske vejrsatellitter.
Desuden skal Jason 3 opsendes af det private firma SpaceX med deres Falcon 9. Der er sket meget, siden rumalderen begyndte i oktober 1957 med den første Sputnik og et kapløb mellem USA og Sovjetunionen.
