KORT NYT FRA DANMARK:
Vandkredsløbet i Danmark bliver væsentligt påvirket af klimaændringerne, og der er sandsynligvis udsigt til både oversvømmelser og tørke.
Men ved at koble forskellige beregningsmodeller er det muligt at blive langt bedre til at lave prognoser for eksempelvis skybrud, oversvømmelser, tørke, vanding og gunstige tidspunkter for sprøjtning og gødskning, viser nyt dansk studie. Det skriver GEUS i en pressemeddelelse.
Det nye studie er publiceret i tidsskriftet Scientific Reports.
Det er muligt at lave markant bedre beregninger af nedbøren og dermed vandet i jorden og i vandløb, når man regner på hele vandkredsløbet. Forskerne fra DTU, DMI, DHI og GEUS, som står bag studiet, har koblet en klimamodel, som regner på forholdene i atmosfæren, med en model, som beregner vandets strømninger i jorden og på overfladen.
“‘Det videnskabelige perspektiv i studiet er muligheden for at de klimamodeller, som det internationale samfund benytter til klimafremskrivninger, kan gøres mere nøjagtige og vi derfor kan få klimafremskrivninger, der er behæftet med mindre usikkerhed end tilfældet er i dag,” siger Jens Christian Refsgaard, som er forskningsprofessor hos GEUS og medforfatter på studiet, i pressemeddelelsen.
Læs også:
Sådan kan klimaforandringer blive meget voldsomme
Oversvømmelser i Danmark kan forudses to døgn i forvejen
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
lsd