Amerikanske forskere har fundet den ‘håndbremse’, der hidtil har spændt ben for at at klone menneskeceller. Perspektivet er celler, der kan bruges til at dyrke nye organer.
For første gang er det lykkedes at klone en hudcelle fra et menneske og bruge den til at skabe en levedygtig klump af programmerbare fosterstamceller. Det skriver Nature.com.
Det vil sige stamceller, der kan dele sig og videreudvikle sig til alle slags organer, de såkaldte pluripotente stamceller. Det er den slags celler, som kan bruges til at dyrke naturlige organer til erstatning for proteser, når forskerne ellers bliver dygtige nok.
Det er forskere ved the New York Stem Cell Foundation Laboratory, som har gennemført kloningen, og deres resultat er nu beskrevet i forskningstidsskriftet Nature. Det er dog ikke et resultat, som umiddelbart fører til nye medicinske behandlinger. Men forsøget peger på, hvilken mekanisme der har drillet stamcelle-forskere indtil nu.
Det samme eksperiment, at skabe levedygtige linjer af pluripotente stamceller gennem kloning, er tidligere lykkedes med flere dyrearter, eksempelvis mus og makak-aber. Men det er første gang, det er lykkedes med menneskeceller. Efter nogle få celledelinger er de klonede celler hidtil gået i stå, uvist af hvilken grund.