KORT NYT FRA UDLANDET:
Australske forskere har nu kortlagt de molekylære mekanismer bag glutenallergi. Opdagelsen er gjort i samarbejde med et amerikansk biotekfirma, og det er håbet, at det kan føre til en vaccine mod glutenallergi, også kaldet glutenintolerance eller cøliaki. Det skriver det australske medie Herald Sun.
Forskerne skriver i tidsskriftet Nature Structural and Molecular Biology, at en del af proteinerne i visse kornsorters frøhvide, kaldet gliadin, får kroppens T-celler til at tolke gluten fra korn som hvede, rug og byg som en gift.
Reaktionen gør det svært for glutenallergikere at optage næring, skader tarmen og skaber tit infertilitet.
Ifølge Hugh Reid fra Monash University, en af forskerne bag undersøgelsen, berører mekanismen 95 procent af alle dem, der får glutenallergi, som har et eller to særlige gener, der er knyttet til lidelsen.
»Det er første gang, vi har kunnet observere det sted, hvor reaktionen starter i folk med cøliaki. Vi kunne godt tænke os at prøve at påvirke den proces med for eksempel en vaccine, som kan slukke for immunresponset,« siger Hugh Reid til Herald Sun.
Man gætter på, at mindst 25.000 danskere lider af glutenallergi.
Læs også:
Sådan spiser du dig til mindre ADHD
Er stenaldermad overhovedet sundt?
Din tarmflora er vigtigere end du tror
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.